|
Maskinmester
|
|
Maskinmesteruddannelsen, der er underlagt Lov om maritime uddannelser, er den bredeste tekniske uddannelse i Danmark. Det er en 4½-årig videregående teknisk uddannelse på professionsbachelorniveau, der spænder fra maskinteknik til miljøledelse og fra elektroteknik til arbejdspsykologi. Kombinationen af maskinteknik, elektroteknik og ledelse gør uddannelsen anvendelig inden for stort set alle erhvervsområder. Maskinmestre bestrider typisk stillinger med et stort ansvar, med indflydelse og de har gode karrieremuligheder.
En del af undervisningen gennemføres som øvelser i laboratorier og simulatorer. De studerende arbejder med projekter, og på et af de sidste semestre er der tradition for at udarbejde et projekt i samarbejde med en virksomhed. Projektarbejdet skal vænne de studerende til at arbejde i teams og skabe basis for, at de skaber en karriere på baggrund af faglig kompetence, ansvarsbevi dsthed og samarbejdsvillighed. Der er også mulighed for studierejser i uddannelsen. Maskinmestrenes Forening giver hvert år en stor præmie til det bedste projekt, samt tilskud til studerendes studieture.
Maskinmesteruddannelsen varer 4½ år og er fordelt på værkstedsskole, praktik og 6 semestre teori. Underviserne på uddannelsen er en blanding af ingeniører, maskinmestre, advokater, akademikere og erhvervsfolk, som underviser inden for hver deres specialer.
Adgangskrav
- Matematik, engelsk og dansk samt fysik eller kemi, hvoraf 2 fag skal være på mindst B-niveau og de resterende fag på mindst C-niveau.
- Tilsvarende eller højere uddannelse.
- Studentereksamen, HTX eller HF - eksamen uanset linie.
eller:
- Erhvervsfaglig uddannelse med svendebrev indenfor en af Søfartsstyrelsen godkendt håndværksmæssig uddannelse – typisk inden for jern- og metal området. F.eks. automekaniker, automatikmekaniker, finmekaniker, industrimekaniker, maskinarbejder, klejnsmed eller værktøjsmager. En erhvervsfaglig uddannelse skal suppleres med et adgangskursus af et 1/2 års varighed, som bringer den studerende på gymnasialt niveau i ovenstående fag.
Uddannelsens indhold De overordnede krav til Maskinmesteruddannelsen indeholder nogle bestemmelser, der retter sig imod, at man opnår ret til en række certifikater og autorisationer – f.eks. som elinstallatør eller et sønæringsbevis. Der lægges her stor vægt på udviklingen af ledelsesmæssige kompetencer og evner. For at tilgodese de fagspecifikke krav, etableres i uddannelsens første del et solidt fundament af grundfag, bestående af matematik, fysik, IT og sprog. Undervisningen vil i begyndelsen være traditionelt lærerstyret med høj grad af problemløsning og evaluering.
Undervisningen gøres gradvis mere styret af de studerende, og der kommer flere projekter. For at tilgodese kravene om ledelses- og samarbejdsmæssige kompetencer undervises der i direkte ledelsesrelaterede fag, men der er i planlægningen af det samlede undervisningsforløb desuden lagt stor vægt på, at disse kompetencer skal udvikles gennem de valgte undervisningsforløb og samarbejdsformer. Maskinmesteruddannelsen er meget alsidig og kommer omkring mange områder inden for maskinteknik, elektroteknik, automation og ledelses fag. Herunder er fagene opdelt i:
- Maskinlære:
I maskinlære arbejdes med motorlære, kedellære, dampteori og dampturbiner, køleteknik, pumpe- og kompressorteknik, miljøteknik og vedligeholdelse.
- Elektroteknik:
Undervisningen i elektroteknik omfatter blandt andet kredsløbsteknik (AC/DC), 1- og 3-faset vekselstrømsteori, måleinstrumenter og målemetoder, virkemåde for motorer, generatorer og transformerer, elektriske installationer og forsyningsanlæg, principper for udførelse af høj- og lavspændingsanlæg og endelig myndighedskrav – hvilket vil sige love og regler for dimensionering af elektriske installationer læres, således du bliver i stand til at dimensionere elektriske installationer. Når du har bestået maskinmestereksamen kan du blive autoriseret elinstallatør, hvis du har arbejdet 1 år som elektriker.
- Automation:
Læring om styring og regulering bliver stadig mere og mere relevant – alt i dag skal styres og reguleres. I faget Procesanalyse og automation arbejdes med PC/PLC styringer, SRO/CTS anlæg, regulering, dataopsamling og datatransmission
- Andre fag:
Matematik, fysik, engelsk, informationsteknologi, ledelse og samarbejde, virksomhedsøkonomi og brandbekæmpelse, er andre fag der fylder meget i uddannelsen.
- Afgangsprojekt:
På 6. semester laves et større professionsbachelorprojekt, hvor der arbejdes tværfagligt med en valgt problemstilling på en virksomhed. Maskinmestrenes Forening præmierer hvert år det bedste afgangsprojekt og giver det en omfattende beskrivelse i medlemsbladet ”Maskinmesteren” og på Internettet. Se f.eks. beskrivelse af de seneste vinderprojekter i Maskinmesteren, april 2006.
Autorisationer og certifikater Maskinmesteruddannelsen giver blandt andet mulighed for at opnå en lang række autorisationer og certifikater. Læse mere her om de enkelte autorisationer og certifikater.
Beslægtede uddannelser Diplomingeniør, skibsofficer og installatører er beslægtede uddannelser. Hvis du studerer til skibsofficer, har du mulighed for at erhverve både maskinmester og navigatør kompetencer på samme tid. Den gamle navigatøruddannelse eksisterer ikke længere i Danmark.
Mere information Du er altid velkommen til at kontakte sekretariatet på telefon 33 36 49 20 eller e-mail mf@mmf.dk
|
|
|
|
|