Forside » Løn og ansættelse » Ansættelsesforhold » Efterløn » Ansøgning om efterløn 

Ansøgning om efterløn

Du kan tidligst få efterløn fra den dag, hvor a-kassen modtager din ansøgning om efterløn. Det gælder også, selvom du har et efterlønsbevis.

Hvis du er ledig, er det vigtigt, at vi har modtaget din ansøgning inden den dato, hvor din ret til dagpenge udløber. Ellers mister du som hovedregel retten til efterløn. Er du i seniorjob, skal vi modtage din ansøgning inden du fylder 60 år.

Send følgende til a-kassen:
- Ansøgning om efterløn (AR 283) – tast den online via TastSelv.
- Hvis du er i arbejde, skal vi have kopi af eventuel opsigelse og din ansættelseskontrakt.
- Hvis du løbende får udbetalt en pension, skal du sende oplysning om, hvilken pension eller pensioner du får udbetalt samt en kopi af den/de seneste udbetalingsmeddelelser
- Supplerende oplysningsblanket om udbetaling af pension (AR 259) - tast den online via TastSelv.

På overgangsdatoen skal du opfylde betingelserne for efterløn.

Du kan ikke overgå til efterløn i en periode, hvor du er fritstillet og får løn, selv om du ikke har nogen forpligtelser over for arbejdsgiveren. Du kan heller ikke overgå til efterløn, hvis du som tjenestemand får udbetalt rådighedsløn.

Du kan få efterløn indtil udgangen af den måned, hvor du når folkepensionsalderen.

Udbetaling af efterløn
Når du er på efterløn, skal du udfylde et efterlønskort den næstsidste søndag i hver måned.

Du har mulighed for at blive tilmeldt 6-måneders-ordningen, så skal du kun indtaste en efterlønserklæring. Du kan ikke bruge ordningen, hvis du har arbejde, selvstændig virksomhed eller bor i et andet EØS-land. I disse tilfælde skal der indsendes efterlønskort hver måned.

Du kan kontakte din a-kasse for at rekvirere tilmelding til 6-måneders-ordningen.

Fratrædelsesgodtgørelse
Hvis du får en fratrædelsesgodtgørelse, kan det få betydning for din efterløn. Godtgørelsen skal altid først dække opsigelsesperioden. Det gælder, uanset hvem der siger op, og uanset hvad 'lønnen' kaldes. Hvis arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt, eller du selv har sagt op med et varsel, der svarer til arbejdsgiverens, har fratrædelsesgodtgørelsen derfor som udgangspunkt ingen betydning for udbetalingen af efterløn.

Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel derimod ikke overholdt, medfører godtgørelsen fradrag for de måneder af opsigelsesperioden, som udbetalingen dækker. Din efterløn bliver derfor udskudt med det antal måneder, som mangler i arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.