Forside » Løn og ansættelse » Ansættelsesforhold » Efterløn » Efterlønsordningen 

Efterlønsordningen

Efterløn er en frivillig ordning til dig, der er medlem af en a-kasse. Ved at være med i efterlønsordningen kan du spare op til en fleksibel seniortilværelse.

Som medlem af en a-kasse kan du vælge at betale efterlønsbidrag og få ret til efterløn. Du kan få op til 211.900 kr. om året (2014-tal), hvis du går på efterløn. Hvis du udskyder eller undlader at gå på efterløn, kan du optjene en skattefri præmie på op til 152.568 kr. (2014-tal).

Efterløn er en fleksibel seniorordning. Den giver dig mulighed for selv at tilrettelægge din seniortilværelse. Du kan forlade arbejdsmarkedet tidligere, eller du kan nedtrappe din arbejdstid, inden du går på pension. Bliver du ved med at arbejde, kan du få en skattefri præmie ved din pensionsalder. Ordningen er ikke bindende. Du kan til enhver tid melde dig ud af den.

Fordele ved at være med i efterlønsordningen

- Mulighed for hel eller delvis efterløn i op til fem år inden din pensionsalder. Som efterlønner kan du som lønmodtager arbejde ubegrænset mod fradrag i efterlønnen.

- Mulighed for skattefri præmie ved at fortsætte med at arbejde og udskyde overgang til efterløn.

- Mulighed for et seniorjob i kommunen frem til du kan gå på efterløn, hvis du opbruger din dagpengeret tidligst fem år før din efterlønsalder.

- Du er sikret efterlønsret, hvis din dagpengeret ophører, efter du er fyldt 50 år, men tidligere end 5 år før din efterlønsalder.

- Du kan til enhver tid få dine efterlønsbidrag retur og overført til en pensionsordning, og hvis særlige betingelser er opfyldt kan du få dem udbetalt kontant.

Du bestemmer selv, om du vil betale til efterlønsordningen. Hvis du senere fortryder din tilmelding, får du dine indbetalinger retur.

Hvis du vil være med i efterlønsordningen, skal du betale efterlønsbidrag i mindst 30 år. Du kan vælge at starte indbetalingen, inden du bliver 30 år. Det giver dig mulighed for senere at holde pause med at betale efterlønsbidrag.

Hvornår skal jeg senest tilmeldes efterlønsordningen?
For at få ret til efterløn skal du betale efterlønsbidrag i 30 år, og du skal senest tilmelde dig ordningen, når du er 30 år. Du skal selv tilmelde dig efterlønsordningen, og du skal højst betale bidrag i 30 år. Der gælder mildere regler for dig, hvis du er født før 1978.

Når du arbejder i udlandet
Du skal være medlem af en dansk a-kasse for at kunne betale efterlønsbidrag og få ret til efterløn. Du skal være opmærksom på, at arbejde og arbejdsløshedsforsikring i udlandet ikke tæller med for at få efterløn. Men der er nogle undtagelser. Kontakt din a-kasse for nærmere information, hvis du har planer om at arbejde i udlandet.