Hvornår gælder en kunde/konkurrenceklausul?
Den 15. juni 1999 blev der i funktionærloven indført nye regler for konkurrence- og kundeklausuler. De nye regler gælder dog kun for klausuler indgået efter denne dato, og klausuler fra tiden før regelændringen skal derfor stadig behandles efter de gamle regler.
Generelt kan man kun blive bundet af en konkurrenceklausul, hvis man har en betroet stilling i virksomheden, d.v.s. at man skal være i en position, hvor man er i stand til at skade arbejdsgiveren, hvis man påtager sig konkurrerende arbejde.
En konkurrenceklausul gælder desuden kun, hvis funktionæren selv har sagt op, eller hvis arbejdsgiverens opsigelse skyldes funktionærens egne forhold, f.eks. langvarig sygdom eller omstændigheder, som kan bebrejdes funktionæren, såsom arbejdsvægring eller tyveri fra virksomheden. Hvis arbejdsgiveren derimod har opsagt funktionæren på grund af virksomhedens forhold – nedskæringer, omstruktureringer eller lignende – gælder klausulen ikke. Hvis funktionæren selv tager initiativ til at forlade stillingen på grund af forhold, som kan bebrejdes arbejdsgiveren, f.eks. manglende betaling af løn, gælder klausulen heller ikke.
Kundeklausuler gælder derimod, uanset hvordan ansættelsesforholdet er blevet afsluttet. Der har ikke tidligere været lovregler for kundeklausuler, og arbejdsgiverne har derfor haft fri adgang til selv at fastsætte betingelserne for sådanne klausuler.
Konkurrence- og kundeklausuler efter de nye regler (funtionærloven §18 og §18a):
I modsætning til konkurrenceklausuler indgået før 15. juni 1999 er konkurrence- og kundeklausuler efter de nye regler kun gyldige, hvis det i forbindelse med indgåelsen af klausulen er aftalt, at funktionæren i hele klausulperioden får kompensation i form af et månedligt vederlag på mindst 50 % af månedslønnen på fratrædelsestidspunktet. Hvis funktionæren efter sin fratræden har lønindtægt fra andet passende arbejde – dvs. arbejde inden for sit faglige område – kan denne lønindtægt modregnes i kompensationen for klausulen.
For kundeklausuler er der indført den begrænsning, at en klausul kun kan omfatte kunder, som funktionæren har haft personlig kontakt med indenfor de seneste maksimalt 18 måneder, eller som arbejdsgiveren udtrykkeligt har bragt ind under klausulen ved at udlevere en liste. Arbejdsgiver kan godt vælge at lade alle virksomhedens kunder være omfattet af klausulen, men i så fald skal der udleveres en liste inden ansættelsesforholdet opsiges.
Efter de nye regler kan både konkurrence- og kundeklausuler opsiges af arbejdsgiveren med én måneds varsel både under ansættelsen og efter funktionærens fratræden. For konkurrenceklausuler gælder det dog, at hvis funktionæren efterfølgende opsiger sin stilling og fratræder inden 6 måneder efter arbejdsgiverens opsigelse af klausulen, har han krav på et engangsvederlag svarende til den aftalte kompensation for 3 måneder.
Konkurrenceklausuler efter de gamle regler:
Klausuler indgået før 15. juni 1999 er gyldige uden nogen form for vederlag, hvis de gælder i højst 1 år efter fratræden. Hvis klausulen derimod skal gælde i mere end 1 år, vil den kun være gyldig udover det første år, hvis der er aftalt et særskilt vederlag, som kan udbetales enten under ansættelsen eller i klausulens gyldighedsperiode. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis der i kontrakten står, at ”der er ved fastsættelsen af lønnen taget højde for konkurrenceklausulen”.
Se funtionærloven §18 og §18a