Forside » Nyheder » Nyheder 

Blødgjort drikkevand i Tårnby

Anlægget består af blødgøringsanlæg med tre beholdere, UV-desinfektionsanlæg, pumper samt panel til overvågning af vandkvalitet.

 

TÅRNBYFORSYNING Vand A/S etablerer et blødgøringsanlæg baseret på ionbytning.

Det nye blødgøringsanlæg i Tårnby forventes indkørt inden sommerferien 2017 og bliver derved det første centrale ionbytningsanlæg på et dansk vandværk. Installationen er placeret i den eksisterende vandværksbygning. Det komplette anlæg består af blødgøringsanlæg med tre beholdere, UV-desinfektionsanlæg, pumper samt vandpanel til overvågning af vandkvalitet.

Såkaldt hårdt vand på 20-30 ˚dH medfører gener for forbrugerne i form af tilkalkning og øget forbrug af vaske- og rengøringsmidler. I forsyningsområder med hårdt vand, har der de senere år været en stadig stigende interesse i at blødgøre vandet centralt på vandværkerne. HOFOR anslår, at en familie på fire med et vandforbrug på ca. 120 m³ kan spare omkring 500 kr. om året.

Blødgøring i Tårnby

Råvandet fra vandværkets egne boringer er meget hårdt, ca. 30 °dH. På den baggrund var der i 2012 i Tårnby Kommune en bred politisk interesse for de mulige fordele ved at reducere vandets hårdhed. Forsyningsselskabet TÅRNBYFORSYNING Vand A/S blev bedt om at undersøge mulighederne, herunder valg af teknologi.

Valg af teknologi

Til blødgøring af vandet i Tårnby er valgt en teknologi baseret på ionbytning. SILHORKO-EUROWATER A/S er valgt som teknologileverandør.

  • Blødgøring ved hjælp af ionbytning er på alle måder et godt valg i forhold til investering, drift, sikkerhed og arbejdsmiljø. Teknologien har mange fordele over pellet-metoden:
  • Pladsbesparende.
  • Lille loftshøjde, samme krav som lukkede trykfiltre.
  • Væsentlig mindre udgifter til drift og vedligehold.
  • Minimale krav til uddannelse af driftspersonalet idet drift af ionbytningsanlæg kræver kun overfladisk kendskab til udstyr og proces.
  • Væsentlig mindre investering.
  • Bedre arbejdsmiljø med håndtering af kemikalier: Pellet-metoden anvender base (NaOH) til kalkfældning og syre til neutralisering, hvor ionbytning anvender salt (NaCl).
  • Ingen affaldsprodukter ved ionbytning, hvorimod pellet-metoden genererer pellets, som skal håndteres og bortskaffes.


Der er stort set ingen forskel på de to teknologier mht. energiforbrug, vandforbrug og levetid.

Løsningen

Drikkevandet i Tårnby kommer enten fra TÅRNBYFORSYNINGs egne boringer, hvor vandet har en hårdhed på ca. 30 °dH eller fra HOFOR, hvor vandet har en hårdhed på 19 °dH. Det er besluttet, at vandkvaliteten, der skal leveres til forbrugerne i Tårnby, skal have en hårdhed på 19 °dH, altså samme niveau, som vandet fra HOFOR. Blødgøringsanlægget skal derfor behandle en delstrøm, her 43 m³/h.

En resthårdhed på 19 °dH er ikke særlig lavt, når man er i gang med at reducere kalkbelastningen. HOFOR arbejder da også med en anbefaling på 8-12 °dH (middelhårdt) efter blødgøring. Så forklaring på den relative høje resthårdhed skal findes i et fremtidigt scenarium, hvor HOFOR forventer at reducere hårdheden fra 19 °dH til 10 °dH. Når det er etableret, vil blødgøringsanlægget i Tårnby skulle behandle en større delstrøm, så hårdheden efter ionbytning og opblanding kan matche den nye situation. Anlægget er forberedt på at kunne øge blødgøringsdelen i takt med at hårdheden i vandet fra Hovedstadsområdets Forsyningsselskab sænkes.

Foruden blødgøringsanlæg, indføres UV-behandling som en ekstra sikkerhedsbarriere mod bakteriologisk forurening. Til overvågning af vandkvaliteten installeres vandpanel til måling af turbiditet, ilt og ledningsevne.

 

 

 

Arkiv

Oktober 2017

Udledninger fra skibsfarten stiger

Nyt dansk-kinesisk samarbejde om overskudsvarme

14 ESVAGT-skibe i den britiske del af Nordsøen

Offshore industrien og disruption

Udfordrende arbejdsopgaver hos NLMK DanSteel A/S

Danskerne sparer 298 mio. kroner på vand

Nyt 5G-netværk til fremtidens robotter

Maskinmesterskolen København flytter i egne lokaler

Batterier afløser generatorer om bord på offshore fartøj

Fjernvarmen kan indfri store dele af CO2-mål

Vestas og Siemens mødes: Vind-giganter i historisk samarbejde

Verdo samler kraftværk af kompetencer

Nyt energiværktøj til handels- og servicebranchen

Maskinmestre bidrager til væksten på Bornholm

Fjernvarmekunderne sparer penge