Maskinmester Kim Ekelund Schultz foran CHP-anlæg hos Glenbard Wastewater Authority i delstaten Illinois.
Det amerikanske marked for Combined Heat & Power-anlæg til renseanlæg er så lovende, at NISSEN energi teknik a/s nu etablerer et lokalt datterselskab, som skal ind på et marked med 15.000 renseanlæg.
NISSEN energi teknik a/s har adresse i Skanderborg, men virksomheden tager nu et stort skridt over Atlanterhavet og det halve USA til Chicago. Her har Nissen Energi Teknik foreløbig leveret tre Combined Heat & Power-systemer (CHP) til to renseanlæg, og markedet for denne type anlæg er så lovende, at den jyske virksomhed nu opretter et amerikansk datterselskab.
Virksomheden har flere maskinmestre ansat, heriblandt den administrerende direktør Thorvald Pedersen.
En anden maskinmester på virksomheden er Kim Ekelund Schultz, som blandt andet designer de CHP-anlæg, der leveres til både danske og udenlandske kunder.
»Vi har leveret mange CHP-anlæg til danske renseanlæg og større landbrugskunder, som bruger dem til at producere el og varme med biogas fra spildevandsslam og biogasanlæg. Nu har vi så, takket være det danske eksportsamarbejde i Vandalliancen, fået kontakt med nye kunder, som er renseanlæg i USA, der skal i gang med at bruge deres biogasproduktion til produktion af el og varme med vores CHP-anlæg,« siger Kim Ekelund Schultz.
Hidtil er biogassen fra de amerikanske anlæg blevet brændt af i en fakkel, men med eksportsamarbejdet i Vandalliancen – på engelsk: Water Technology Alliance (WTA) - skal kendskabet til danske løsninger udbredes på det amerikanske vand- og spildevandsmarked samt inden for andre energiproducerende renseanlæg.
Med fra Danmark har NISSEN energi teknik a/s gode referencer fra samarbejdet med flere danske renseanlæg.
»Vi har leveret flere CHP-anlæg til blandt andet Aarhus Vand og har dermed bidraget til, at de har fået energi-plus-status på deres renseanlæg, som nu producerer mere energi, end de bruger,« siger Kim Ekelund Schultz.
NISSEN energi tekniks salg af løsninger til amerikanske renseanlæg er kommet i stand i kraft af samarbejdet i WTA, som består af Eksportrådet, tre danske forsyningsselskaber og flere kommercielle leverandører til vandbranchen. Deltagelsen i WTA har skabt kontakt mellem Nissen Energiteknik og flere lokale renseanlæg i delstaten Illinois lige vest for Chicago, USA’s tredjestørste by.
Her har Glenbard Wastewater Authority og Downers Grove Sanitary District fået etableret CHP-løsninger fra NISSEN energi teknik a/s.
»Det er noget nyt for dem at udnytte biogas til energiproduktion. Men nu er der kommet nogle overordnede krav til renseanlæggene, som betyder, at de bliver nødt til at gøre noget ved energiforbruget og CO2-udledningen, og det ser vi som et meget interessant marked,« siger Kim Ekelund Schultz.
NISSEN energi teknik a/s har leveret et stort tørkølingsanlæg, så den overskydende varme fra CHP-anlæggene kan køles væk om sommeren.
Lavere elvarmeafgift er fremsynet
Her er regeringens energiudspil
MARTEC tiltræder Danmarks nye Teknologipagt
Årets Energikonference med fokus på regeringens energiudspil
Hold fast i stærkt hjemmemarked - for eksportens skyld
Skibsfarten skal halvere udledninger inden 2050
Kun 0,003 procent berettigede klager over elforsyning
Energien bliver grønnere - nogle år endnu
Apple og Google sluger grøn energi
MARTEC i nyt samarbejde med TECHCOLLEGE
Verdens største havmølle sat i drift