Forside » Nyheder » Nyheder 

En weekend i mekanikkens tegn

 

Der er motorer og motorkøretøjer for alle pengene, når Skandinaviens største mekanik-træf, Græsted Veterantræf, finder sted i pinsen

Brummende damptraktorer og tøffende veterantoge. Adrætte sportsvogne og ilende motorcykler.Tusindvis af landets mekaniknørder retter i pinseferien blikket mod den lille nordsjællandske by Græsted, som vanen tro inviterer til Græsted Veterantræf - Skandinaviens største mekanik-træf - hvor fordums motorer og motorkøretøjer kan opleves for fuld udstødning.

Det er 15. gang, træffet finder sted, og skal man tro arrangørerne, kommer det ikke til at skorte på mekanik, fra dengang farfar og oldefar var dreng. Det 20 hektar store markedsområde vil eksempelvis bugne af nostalgiske motorkøretøjer – fra 1900’ernes dampdrevne biler over 40’ernes panserkøretøjer til 50’ernes motorcykler.

Dertil kommer et bredt udvalg af gamle landbrugs- og skibsmotorer, chikke sportsvogne – for ikke at glemme to robuste dampveterantoge, hvoraf det ene tager nysgerrige sjæle med på en tyve minutters køretur ind i den nærliggende Gribskov.

Fra hesteplov til dampplov
Endelig vil to dampplove fra 1879 vise, hvordan pløjningen gik for sig, da industraliseringen for alvor begyndte spire i Danmark i slutningen af 1800-tallet – men der er også blevet plads til en god gammeldags hestepløjning i forlængelse af det dyrskue, Græsted Veterantræf i år har stablet på benene til de mindste.

Foruden al motormekanikken disker træffet også op med tivoli, gøglere og forskellige madboder, hvor menuen blandt andet står på gærbagt bagværk og kaffe – skænket af originale Madam Blå-kander, så nostalgien stadig passer.

Sidste år trak Græsted Veterantræf ikke færre end 25.000 gæster, og arrangørerne håber på endnu en velbesøgt affære, når træffet afholdes i pinseferien – 11.-13. juni.

Arrangementet finder sted ved Holtvej 50 og koster 75 kroner og 25 kroner for børn. Find yderligere information på www.veterantraef.dk.

 

 

 

Arkiv

Januar 2018

Fyns robotklynge runder 3.200 medarbejdere

55 nye maskinmestre dimitterer fra MARTEC

IT Sikkerhedskonference

Maersk og IBM går sammen om globale blockchain-løsninger

Nyt fiberkabel til USA øger muligheden for flere datacentre

Tre kandidater til Energi- og miljøprisen 2018

Første nye maskinmestre uddannet i Esbjerg

Overkapacitet til affaldsforbrænding indtil 2025

Havn har markant betydning for Kalundborg

Danmark i robot-top-10

Fleksibelt elforbrug giver plads til flere datacentre

Danmark sætter ny rekord i vind

Fjernvarmeprisen falder - indtil videre

Varmeværker får 23 millioner kroner til store varmepumper

Stort potentiale for ny energi til droner