Forside » Nyheder » Nyheder 

Fortsat grøn omstilling efter 2020 kræver nye initiativer

 

Energistyrelsen har udgivet en fremskrivning af Danmarks energiforbrug, energiproduktion og udledninger af drivhusgasser, der rækker frem mod 2030. Basisfremskrivning 2017 viser, at Danmark når EU-målene i 2020 for anvendelsen af vedvarende energi og de ikke-kvoteomfattede drivhusgasudledninger.

Ifølge 'Basisfremskrivning 2017' vil det vil kræve nye energi- og klimapolitiske initiativer at fortsætte den grønne omstilling efter 2020 - og frem mod 2030 - når allerede besluttede initiativer i eksempelvis energiaftalen fra 2012 og en række EU-godkendelser af støtteordninger for vedvarende energi udløber.

 

Efter 2020 ventes forbruget af vedvarende energi i Basisfremskrivningen at være nogenlunde konstant, da der med "Frozen" policy-tilgangen ikke forventes omstillet flere kraftværker til biomasse. Hertil kommer, at der ikke er vedtaget nye havvindmølleparker, og udbygningen med landvindmøller ventes at stoppe efter bortfaldet af støtten hertil i 2018.

 

Vedvarende energis andel af det endelige energiforbrug når 40 procent i 2020, og Danmark opfylder dermed EU-målsætningen på 30 procent med stor margin. I 2030 er VE-andelen i Basisfremskrivningen dog fortsat ikke over cirka 40 procent, hvorfor regeringens mål om, at vedvarende energi skal dække mindst halvdelen af energiforbruget i 2030 kræver yderligere energipolitiske initiativer.

 

Energistyrelsen har også regnet på, hvad DONG Energy's målsætning om at stoppe brug af kul i 2023 isoleret set kan betyde for udviklingen. I dette alternative forløb er VE-andelen omtrent fire procentpoint højere end i grundforløbet som følge af en øget anvendelse af biomasse.

 

 

Vindkraft dækker 40 procent af elforbrug i 2030

Nye datacentre og udfasningen af PSO ventes at føre til en markant vækst i erhvervslivets elforbrug på 35 procent frem mod 2030. Væksten i elforbruget forstærkes af et fald i erhvervslivets energieffektivitet, da energiselskabernes energispareindsats med Basisfremskrivningens "frozen" policy-tilgang ophører efter 2020. Det stigende elforbrug vil især blive dækket af øget kulanvendelse og stigende el-import, da udbygningen med vedvarende energi stagnerer efter 2020. Forbruget af kul ventes at falde frem mod 2018 til 60 PJ og herefter vokse til 130 PJ i 2030.

 

Vedvarende energi ventes at dække 70 procent af elforbruget i 2020, mens andelen i Basisfremskrivningen falder til 60 procent i 2030. Vindkraft alene vil dække halvdelen af elforbruget i 2020, men andelen falder til 40 procent i 2030.

 

2030-mål for drivhusgasser kræver nye initiativer

De danske udledninger af drivhusgasser har vist en nedadgående tendens siden midten af 1990’erne. I 2015 var de samlede udledninger faldet med 27 procent i forhold til 1990, og i 2020 ventes en samlet reduktion på 37 procent. Frem mod 2030 forventes i Basisfremskrivningen imidlertid øget drivhusgasudledning, blandt andet som følge af det stigende kulforbrug. I 2030 er den samlede reduktion derfor formindsket til 28 procent i forhold til 1990.

Danmarks EU-mål om at reducere de ikke-kvoteomfattede drivhusgasudledninger med 20 procent i 2020 set i forhold til 2005 - og opfylde delmål i perioden 2013-2020 - ventes opfyldt. Skal det forventede EU-mål for de ikke-kvoteomfattede drivhusgasudledninger for perioden 2021-2030 nås, kræver det nye initiativer svarende til yderligere reduktioner på cirka 24 millioner ton CO2ækv. samlet i perioden 2021-2030.

 

Læs Basisfremskrivning 2017.

 

 

 

Arkiv

Oktober 2017

Udfordrende arbejdsopgaver hos NLMK DanSteel A/S

Danskerne sparer 298 mio. kroner på vand

Nyt 5G-netværk til fremtidens robotter

Maskinmesterskolen København flytter i egne lokaler

Batterier afløser generatorer om bord på offshore fartøj

Fjernvarmen kan indfri store dele af CO2-mål

Vestas og Siemens mødes: Vind-giganter i historisk samarbejde

Verdo samler kraftværk af kompetencer

Nyt energiværktøj til handels- og servicebranchen

Maskinmestre bidrager til væksten på Bornholm

Fjernvarmekunderne sparer penge

Kalundborg udvider med Ny Vesthavn

M/F Berlin tester helikopterplatform

Offshore industrien samles om synergien

Bygningers opførelse er mere miljøbelastende end drift