Forside » Nyheder » Nyheder 

Grøn strøm skal gemmes i dybe vandbassiner

Strøm fra vindmøller skal opvarme vand i dybe bassiner, der efterfølgende bruges i fjernvarmen.

 

Strøm fra møller og solceller skal opvarme vand, som gemmes i dybe bassiner til senere brug i fjernvarmen.

Hvordan skal man gemme overskydende strøm fra vindmøller og solceller? Det er en af de store udfordringer i fremtidens energisystem. Nu kommer European Energy med en løsning, som de har søgt patent på: 20 meter dybe vandbassiner skal gemme energien fra vindmøller og solceller i form af varmt vand.

Det nye lagringssystem kaldes GigaStorage, og løsningen består i at sende strøm fra møller og solceller gennem varmepumper eller elkedler, så strømmen på den måde kan opvarme vandet i de dybe bassiner, når elprisen er lav. Bassinerne med varmt vand kan efterfølgende bruges til at levere energi til fjernvarmen.

Varmetabet hen over sæsonen er lavt - maksimalt 20 procent - og da to tredjedele af befolkningen er tilsluttet fjernvarmenettet, kan størstedelen af danskerne med tiden få billig og helt CO2-fri fjernvarme.

»Der er ingen øvre grænse for, hvor store anlæg vi kan bygge. Vi får en reguleringsmulighed, vi har savnet i Danmark,« siger Knud-Erik Andersen, adm. direktør for European Energy, som har udviklet GigaStorage.


Første anlæg i Esbjerg

Esbjerg kan blive det første sted, hvor GigaStorage rulles ud i et anlæg i stor skala om to-tre år. Teknikken er allerede delvist afprøvet i mindre skala i projekter i Vojens og Gram.

European Energy har sammen med DTU søgt støtte til et demonstrationsanlæg i Esbjerg fra Horizon 2020, EU's program for forskning og innovation.'

I Esbjerg håber man at skulle huse GigaStorage. Det siger Jesper Frost Rasmussen (V), 1. viceborgmester og direktør for Din Forsyning, der leverer vand og varme samt håndterer spildevand og affald for 100.000 borgere i Esbjerg og Varde kommuner.

»Dette virker til at kunne blive en 'game changer' i energipolitikken, så man virkelig kan få kædet systemerne sammen. Det er rigtig interessant for os i Esbjerg og vil helt sikkert også være det i resten af landet og resten af verden, hvis det lykkes at få systemet kommercialiseret,« siger viceborgmesteren.

I dag har Esbjerg så megen overskudsvarme fra sit forbrændingsanlæg, at man til tider må sende den direkte ud i Vadehavet. Det vil GigaStorage også kunne ændre på.

»Så kan vi fortrænge noget kul og erstatte det med 100 procent grøn energi. Det betyder en billigere varmeregning«, siger Jesper Frost Rasmussen.

 

 

 

Arkiv

Februar 2018

Danmark skal hjælpe oliestat med at blive verdens grønne duks

EUs energimål kan åbne døren for dansk erhvervsliv

ESVAGTs nyeste ERRV har fået hyre i Nordsøen

Intelligente kølecontainere forudser egne fejl

Maersk afviser mandskabsløse containerskibe

Fire nye skibe skal sejle på metanol

Britiske ministre anklager Rusland for cyberangreb på Maersk Line

Data sætter ekstra skub i den grønne omstilling

En fabrik lukker og en ny åbner

Stena Lines nye superfærger tager form

Mølleproducent valgt til verdens største havmøllepark

Grænseværdi for nitrat i drikkevand er under pres

Overskudsvarme anvendes til køling hos Scandlines

Som selvstændig sætter man sin egen standard

Rederierne bør gå forrest