Forside » Nyheder » Nyheder 

Hirtshals Yard bevæger sig ind på spændende nicheområde

Det system, som Panasia og Hirtshals Yard tilbyder, minimerer sedimentdannelse i ballasttankene og renser ballastvandet.

 

Hirtshals Yard er for nyligt begyndt at bevæge sig ind på et nyt forretningsområde med installation af rensningsanlæg til ballastvand. Disse rensningsanlæg skal installeres på alle skibe med en tonnage på over 400 ton, og formålet med de nye anlæg er at undgå spredningen af skadelige og invasive arter og mikroorganismer imellem de forskellige verdenshave.

Når skibe losser og laster gods, så lukker de samtidig ballastvand ind eller ud for at stabilisere skibet til den kommende sejlads. En ny konvention som blev ratificeret i september 2016 betyder, at skibe i denne kategori fra september 2017 skal have et anlæg om bord, der kan rense ballastvandet. Reglerne for hvornår de nye anlæg skal installeres, er første gang skibet skal i dok efter konventionen er trådt i kraft.

»Installation af rensningsanlæg er et nyt forretningsområde for Hirtshals Yard, og vi regner med, at det vil give os opgaver både udenlands og her på vores faciliteter langs kaj ved Hirtshals Havn. Vi har allerede haft en montør med ude på opgaver for at blive lært op i arbejdet omkring installation af rensningsanlæggene. Og derudover, så har vi har været med det koreanske firma Panasia rundt i Danmark og tale med rederier omkring de muligheder og løsning vi kan tilbyde,« siger administrerende direktør ved Hirtshals Yard, maskinmester Rasmus Brohus.

Hirtshals Yard har agentur for det koreansk fabrikat Panasia, som leverer systemet GloENPatrol. Panasia er blandt verdens førende inden for teknologien omkring anlæg med filtrering og UV-lys. Systemet er meget tæt på også at blive godkendt af U.S. Coast Guard som et af de første. Foruden rensning af ballastvand, så gør det system, som Panasia og Hirtshals Yard tilbyder, det også muligt at minimere sedimentdannelse i ballasttankene, hvilket betyder færre omkostninger og mindre vedligehold i forbindelse med rengøring af tankene.

Hirtshals Yard blev etableret i 2012 og har fokus på blandt andet fiskefartøjer, supplyfartøjer, flådefartøjer, fragtskibe, slæbebåde og fiskerikontrolskibe. Hirtshals Yard har en god geografisk placering i forhold til det nordeuropæiske marked, og har kunder fra både Danmark, Norge, Sverige, England, Skotland, Irland, Færøerne og Shetlandsøerne. Værftet råder over en overdækket flydedok, som gør det muligt at arbejde under alle vejrforhold - dokken er 82 meter lang og har en løftekapacitet på 2.300 tons.

 

 

 

Arkiv

Oktober 2017

Udledninger fra skibsfarten stiger

Nyt dansk-kinesisk samarbejde om overskudsvarme

14 ESVAGT-skibe i den britiske del af Nordsøen

Offshore industrien og disruption

Udfordrende arbejdsopgaver hos NLMK DanSteel A/S

Danskerne sparer 298 mio. kroner på vand

Nyt 5G-netværk til fremtidens robotter

Maskinmesterskolen København flytter i egne lokaler

Batterier afløser generatorer om bord på offshore fartøj

Fjernvarmen kan indfri store dele af CO2-mål

Vestas og Siemens mødes: Vind-giganter i historisk samarbejde

Verdo samler kraftværk af kompetencer

Nyt energiværktøj til handels- og servicebranchen

Maskinmestre bidrager til væksten på Bornholm

Fjernvarmekunderne sparer penge