Forside » Nyheder » Nyheder 

Hold fast i stærkt hjemmemarked - for eksportens skyld

 

Et stærkt hjemmemarked for energi og forsyning er afgørende for industriens muligheder på eksportmarkedet. Sådan lyder det fælles budskab fra vind-, vand- og varmesektoren.

 
Vind-, vand- og varmesektorerne eksporterer i dag i alt for 80,6 milliarder kroner og er dermed de tre største eksportører af forsyning- og energiteknologi og rådgivning. De tre sektorers brancheforeninger, Vindmølleindustrien, DANVA og Dansk Fjernvarme, har netop været værter ved et arrangement hos Berlingske Media, hvor de satte fokus på, hvordan den høje eksport fastholdes og udbygges.
 
Vindmølleindustrien leverer med omkring 55 milliarder kroner den største andel af den samlede eksport af energiteknologi og rådgivning. Foreningen understreger, hvor vigtig ambitiøse mål for udbygningen med vedvarende er. Og fremhæver også muligheden for at teste og demonstrere ny teknologi:
 
- Vedvarende energi og særligt vindenergi er i dag et førstevalg i energiforsyningen. Alligevel skal vi fortsat have ambitiøse grønne ambitioner for at drive omstillingen og udvikle de grønne teknologier yderligere. Det skal Danmark være i front med. Vi udvikler vores grønne eksport ved at være grønt foregangsland også i 2030, siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien.
 
Vandsektoren, der årligt eksporterer for knap 20 milliarder kroner, ser gode muligheder for at udbygge eksporten.
 
- Vandselskabernes rolle er at være åbne test- og udviklingscentre, hvor de i samarbejde med rådgivere og producenter udvikler nye løsninger, som sikrer vandsektoren effektivitet og kvalitet i Danmark. De nye ideer markedsmodnes efterfølgende til eksport af samarbejdspartnerne. Modellen er enestående i verden og et resultat af Vandvision 2025, der er initieret af DANVA i samarbejde med Dansk Miljøteknologi og DI med forankring i Miljø- og Fødevareministeriet, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
Ifølge DAMVAD vil vandvision skabe 11.000 nye arbejdspladser i vandbranchen i 2025.
 
I fjernvarmesektoren, der har øget sit BNP-bidrag fra 16,5 milliarder kroner i 2013 til 19,1 milliarder kroner i 2017, er der ingen tvivl om, at en ny og langsigtet energipolitisk aftale bør have fokus på hjemmemarkedet for at understøtte selskabernes mulighed på eksportmarkedet.
 
- Teknologiudvikling i fjernvarmesektoren er lig med billigere og mere miljøvenlig varmeforsyning til glæde for forbrugerne. Når industrien har gode betingelser for at udvikle og afprøve teknologien i Danmark, øger det også deres muligheder på eksportmarkedet. Vi har derfor alle gode grunde til at ønske os en ambitiøs energiaftale, der stiller krav til udbygningen med vedvarende energi i fjernvarmesektoren, lyder det fra Kim Mortensen, direktør i fjernvarmeselskabernes brancheforening.
 
De tre sektorer har alle deres største eksportmarkeder i nærmarkederne. Det er Tyskland, Storbritannien, Sverige, Norge og Frankrig, der fylder mest i ordrebøgerne. Men også USA og Kina importerer en del danske varer fra energi- og forsyningssektoren.
 
Eksporten fra vind-, vand- og varmesektorerne på i alt 80,6 milliarder kroner svarer til 5,5 procent af den samlede danske eksport, der i 2017 lå på 1.455 milliarder kroner.

 

 

 

Arkiv

Maj 2018

Nyt innovationsnetværk for energiproduktion

Wärtsilä LNGPac passerer 100 ordrer

Scandlines transporterer flere lastbiler

Vedligehold på den holistiske måde

190 års historie er ingen hindring for vækst

PRESSEMEDDELELSE - Danskere vil fjerne plast fra verdenshavene

Nordjylland skal uddanne flere maskinmestre

En rejse med vinden

Nyt bugserfartøj sejler på LNG

Robotteknologi indtager renseanlæg

Stena Line leverer markante grønne resultater

Ny maskinmesterskole på vej i Svendborg

Partikler har frit spil i maskinrummet

Drømmejobbet i første forsøg

Danmark skal sikre klimavenlig biomasse