Forside » Nyheder » Nyheder 

Største havmøller og største havmøllepark på vej

Kabelnedgravningen er startet på Stevns, hvor transmissionsforbindelsen fra Kriegers Flak løber i land.

 

Havmølleparkerne Kriegers Flak og Horns Rev 3 vil tilsammen kunne producere 1.000 MW og levere strøm svarende til 1 million husstandes forbrug, når de begge er i fuld drift senest i løbet af 2021.

To nye havmølleparker vil tilsammen kunne levere strøm svarende til 1 million husstande. Kriegers Flak i Østersøen og Horns Rev 3 i Nordsøen vil i løbet af de kommende 4-5 år blive de næste store havmølleparker i danske farvande. Til sammen har de en produktionskapacitet på 1.000 MW.

Kriegers Flak bliver Danmarks største havmøllepark med en kapacitet på 600 MW – svarende til 600.000 hustandes forbrug – mens Horns Rev 3 får en produktionskapacitet på 400 MW og de hidtil største havmøller på 8 MW. Kriegers Flak skal idriftsættes senest i 2021, mens Horns Rev 3 skal være i fuld drift inden udgangen af 2020.

Havmølleparken Kriegers Flak bygges på den undersøiske højderyg Kriegers Flak, som danner et lavvandet område i Østersøen mellem Møn, Sydsverige og Nordtyskland. Sverige og Tyskland har også udpeget deres områder på Kriegers Flak til havmøller, og det betyder, at der på sigt vil kunne placeres op til 1.600 MW havmøller på flakket.

Hvem der skal opføre og drive havmøllerne på den danske del af Kriegers Flak, er i skrivende stund ikke afgjort. Der er frist for udbuddet 8. november 2016. Forventningen er, at der er fundet en koncessionshaver inden årets udgang.

»Det ligger i udbuddet, at det bliver den aktør, som tilbyder den laveste kWh-pris, som får koncessionen, forudsat at alle krav og specifikationer i udbuddet er opfyldt, og at formalia i øvrigt kan godkendes. Når alle de krav er opfyldt, bliver det alene elprisen, som afgør udbuddet,« siger Jens Christian Hygebjerg, projektleder for Kriegers Flak hos Energinet.dk.

Han vurderer, at den valgte koncessionshaver for Kriegers Flak offentliggøres i løbet af december 2016.

Største møller hidtil

Havmølleparken ved Anholt er den aktuelt største danske havmøllepark med en kapacitet på 400 MW - samme størrelse som den kommende Horns Rev 3.

»Der er 111 møller i Anholt Havmøllepark, der har samme kapacitet som den kommende Horns Rev 3, som kun får 49 møller. Det viser helt konkret, at udviklingen går mod større møller. I Horns Rev 3 bliver det 8 MW-møller. Hvor store møllerne bliver på Kriegers Flak, ved vi ikke endnu, men i VVM-redegørelsen er der undersøgt møller med 3-10 MW,« siger Jens Christian Hygebjerg.

Med 3 MW-møller skal der altså opstilles cirka 200 havmøller, mens der kun skal opstilles cirka 60 møller, hvis man vælger 10 MW-møller på Kriegers Flak. Endnu er der ingen kommercielle havmølleparker, som anvender 10 MW-møller. Spørgsmålet er derfor, om 10 MW-møller bliver klar til kommerciel drift på Kriegers Flak. De største kommercielle havmøller indtil videre bliver 8 MW-møllerne, som nu skal opstilles ved Horns Rev 3.

»Uanset møllestørrelsen bliver Kriegers Flak med sine 600 MW den største danske havmøllepark indtil nu, og den største der er planlagt,« siger Jens Christian Hygebjerg videre.

Den kommende koncessionshaver er garanteret en mindstepris for produktionen af de første 30 TWh. Herefter skal strømmen fra Kriegers Flak sælges på almindelige markedsvilkår.

Læs hele artiklen her.

 

 

 

Arkiv

December 2017

Kan maritime virksomheder skabe værdi af deres digitaliseringsanstrengelser?”

Batterier kan blive de nye spidslastværker

Målet bør være 55 procent vedvarende energi i 2030

Minister til Energikonferencen 2018

To maskinmestre, klar arbejdsfordeling

Nyt netværk for maskinmestre, der arbejder med Asset Management

Fra problemløsning til pædagogisk sikkerhed

Insatech udvikler fremtidens måleløsninger

Første overdækkede renseanlæg står klart

Brug for international regulering af autonome skibe

Erhvervsudvikling på Fyn

Sig Varmeværk sænker varmeprisen med varmepumpe

Danmark har verdens bedste energisystem

ME-GI og ME-LGI dual-fuel-motorer når 100.000 driftstimer

Stort potentiale i energioptimering af skibe og bygninger