Forside » Nyheder » Nyheder 

Varmepumpeplan præsenteres for ministeren

Analysechef Jesper Koch, Grøn Energi, deltog i konferencen Fremtidens Energi, arrangeret af Maskinmestrenes Forening og Dansk Fjernvarme.

 

Dansk Fjernvarme og tænketanken Grøn Energi overrækker energiministeren en plan for, hvordan Danmark får store varmepumper ind i fjernvarmen.

Varmepumper har længe været en varm kartoffel i energidebatten. Både selskaber, politikere og eksperter har varmepumper øverst på ønskesedlen, så Danmark kan få et grønt og sammenhængende energisystem, hvor fjernvarmesektoren kan producere grøn varme på grøn vindenergi.

Men det har haltet med løsninger, da forskellige hindringer og barrierer først skal overvindes. Her nævner Energikommissionen den nuværende afgiftsstruktur som den væsentligste hindring.

Derfor annoncerede Dansk Fjernvarme ved landsmødet 2016, at foreningen sammen med tænketanken Grøn Energi ville stå i spidsen for en plan, der skal sætte gang i udbygningen af de store eldrevne varmepumper. Målet for planen er, at der i 2025 skal være indfaset 500 MW varmepumper hos danske fjernvarmeselskaber.

Tænketanken Grøn Energi og Dansk Fjernvarme har nu overrakt "500 MW-planen" - som den er døbt - til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Varmepumper giver flere gevinster

Hvis planen lykkes, vil det have tre umiddelbare konsekvenser.

- Først og fremmest vil 500 MW varmepumper være en direkte gevinst for statskassen. For alternativet er nemlig, at fjernvarmeselskaberne omstiller fra afgiftsbelagt naturgas til afgiftsfri biomasse. Med sænkede elafgifter vil staten få flere hundrede millioner kroner i provenu, forklarer Jesper Koch, analysechef i Grøn Energi.

Derudover vil det medvirke til Danmarks grønne omstilling, så der med tiden kommer en CO2-neutral varmeproduktion ved at udnytte den megen overskudsvarme samt medføre et mere samlet energisystem, hvor den stadig stigende mængde vindenergi udnyttes bedre.

- Men for mange af varmeselskaberne er der et mere presserende mål, for en række af dem rammes økonomisk ved udgangen af 2018, når grundbeløbet bortfalder. Her kan varmepumperne sikre konkurrencedygtige varmepriser, så 200.000 fjernvarmekunder undgår prisstigninger, forklarer Jesper Koch.

Planen er inddelt i tre faser: Fase 1 handler om barrierer og løsninger. Fase 2 om udbredelse hos de mindre selskaber og deres erfaringer. Og fase 3 om udbredelse i de større byområder.

- Det er et ambitiøst projekt at få 500 MW store varmepumper indfaset i 2025. Det er ikke urealistisk, men det kommer til at kræve samarbejde og vilje fra en bred vifte af aktører. Vi kan reelt tage det danske energisystem videre ind i fremtiden og dermed også skabe grobund for en endnu større dansk eksport af energiløsninger, vurderer Jesper Koch.

 

 

 

Arkiv

December 2017

Kan maritime virksomheder skabe værdi af deres digitaliseringsanstrengelser?”

Batterier kan blive de nye spidslastværker

Målet bør være 55 procent vedvarende energi i 2030

Minister til Energikonferencen 2018

To maskinmestre, klar arbejdsfordeling

Nyt netværk for maskinmestre, der arbejder med Asset Management

Fra problemløsning til pædagogisk sikkerhed

Insatech udvikler fremtidens måleløsninger

Første overdækkede renseanlæg står klart

Brug for international regulering af autonome skibe

Erhvervsudvikling pĂĄ Fyn

Sig Varmeværk sænker varmeprisen med varmepumpe

Danmark har verdens bedste energisystem

ME-GI og ME-LGI dual-fuel-motorer nĂĄr 100.000 driftstimer

Stort potentiale i energioptimering af skibe og bygninger