Forside » Nyheder » Nyheder 

Vedvarende energi dækker 56 procent af elforbruget

 

En højere el-import og en væsentlig større vindkraftproduktion gav et stort fald i forbruget af kul og andre fossile brændsler på kraftværkerne i 2015. Det betød, at de faktiske CO2 -udledninger faldt i 2015 med 6,6 procent, og at vedvarende energi nu dækker 56 procent af elforbruget, viser de nyeste tal fra Energistyrelsen.

 

Danmarks faktiske energiforbrug var i 2015 uændret 720 PJ lige som i 2014, selvom det var noget koldere i 2015 end året før. Det korrigerede energiforbrug, der er korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til handel med elektricitet, steg med 0,3 procent i 2015. Det uændrede faktiske energiforbrug kan blandt andet forklares ved, at Danmarks nettoimport af elektricitet var den største siden 1990.

 

Den øgede netto-el-import og en større produktion af strøm fra vindkraft betød, at brændselsforbruget til el-produktion faldt med 14,4 procent. Udviklingen dækker over et samlet fald i forbruget af kul, olie og naturgas på 30,4 procent, mens forbruget af vedvarende energi omvendt steg 2,7 procent i 2015.

 

Stigende forbrug af vedvarende energi

Det samlede forbrug af vedvarende energi steg fra 2014 til 2015 med 6,4 procent til 206 PJ. Det skyldtes blandt andet en forøgelse i vindkraftproduktionen på 8,1 procent. Opgjort efter EU’s beregningsmetode udgjorde vedvarende energi cirka 30 procent af energiforbruget i 2015 mod 29,2 procent i 2014.

 

I 2015 udgjorde produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi 56,0 procent af den indenlandske elforsyning. De største bidrag kom fra vindkraft med 41,8 procent og biomasse med 11,0 procent.

 

Fald i udledningen af drivhusgasser

Det store fald i forbruget af kul i 2015 betød, at de faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget faldt med 6,6 procent i 2015 til 35,2 millioner ton. Korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet faldt CO2-udledningerne med 3,3 procent. Siden 1990 er de korrigerede CO2-udledninger faldet 35,8 procent.

 

En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser et fald på 4,9 procent i 2015, svarende til at de faktiske udledninger af drivhusgasser vil være reduceret med 31,1 procent. siden 1990.

 

Fald i energiproduktion og selvforsyningsgrad

Den danske produktion af råolie, naturgas og vedvarende energi m.m. faldt 0,3 procent i 2015 til 675 PJ. Produktionen af råolie faldt med 5,4 procent, mens produktionen af naturgas var på samme niveau som året før, og produktionen af vedvarende energi steg med 11,8 procent.

 

Danmarks selvforsyningsgrad for energi faldt i 2015 til 89 procent mod 90 procent året før. Det betyder, at vores egen energiproduktion i 2015 var 11 procent mindre end energiforbruget.

 

Kilde: Energistyrelsen

 

 

 

 

 

Arkiv

Oktober 2017

Udledninger fra skibsfarten stiger

Nyt dansk-kinesisk samarbejde om overskudsvarme

14 ESVAGT-skibe i den britiske del af Nordsøen

Offshore industrien og disruption

Udfordrende arbejdsopgaver hos NLMK DanSteel A/S

Danskerne sparer 298 mio. kroner pĂĄ vand

Nyt 5G-netværk til fremtidens robotter

Maskinmesterskolen København flytter i egne lokaler

Batterier afløser generatorer om bord på offshore fartøj

Fjernvarmen kan indfri store dele af CO2-mĂĄl

Vestas og Siemens mødes: Vind-giganter i historisk samarbejde

Verdo samler kraftværk af kompetencer

Nyt energiværktøj til handels- og servicebranchen

Maskinmestre bidrager til væksten på Bornholm

Fjernvarmekunderne sparer penge