Pressemeddelelse - 2. marts 2010
Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening, skal fremover stå i spidsen for den europæiske transportorganisation, FICT. Valget til præsident fandt sted på et møde i Paris.
FICT (Federation Internationale des Cadres des Transport) varetager ledernes interesse indenfor transport med skibe, fly, tog og spedition i forhold til EU.
Foruden at stå i spidsen for knapt 10.000 danske maskinmestre er Per Jørgensen også præsident for Nordiska Maskinbefälsfederationen, der repræsenterer ca. 27.000 maskinmestre i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne, og han ser den internationale toppost som en styrkelse af den politiske position.
- Med udvidelsen af det politiske ansvarsområde for hele Europa kan jeg i højere grad få indflydelse på den europæiske politik inden for udviklingen af den maritime sektor med tilhørende havne, turisme og landtransport, siger Per Jørgensen.
Han understreger, at der er behov for at investere i skibe, havneanlæg, fly og infrastruktur, der udnytter den viden, som europæiske producenter og ledere har.
- Det er frustrerende, at der er transportselskaber i Europa, der investerer i lavteknologiske løsninger i form af skibe og toge med massive driftsproblemer. I visse tilfælde er investeringer foretaget mod ledernes og leverandørernes anbefalinger om at investere i driftsikre teknologiske løsninger, der kan styrke såvel den offentlige som den private transportsektor sikkerhedsmæssigt og økonomisk, siger Per Jørgensen.
- FICT vil arbejde fro at sikre, at fremtidens investeringer i transportsektoren sker med fokus på udviklingen af arbejdspladserne i sektoren, mobiliteten af arbejdskraft, turismen, sikkerheden og miljøbeskyttelsen, siger den nyvalgte præsident for FICT.