Skip to content

VAGTLEDER TIL KOMPLEKSE KEDELANLÆG

Vil du arbejde med komplekse kedelanlæg? Er driften fra et af Danmarks nyeste og mest topmoderne kontrolrum lige dig? Og har du lysten og evnerne til at arbejde med vagtledelse?

Hvis du har ekspertisen, har vi opgaverne. Og så er dette måske lige dig.

I løbet af foråret 2023 er kullet fortid hos Fjernvarme Fyn. Og vi har optimeret, bygget og arbejdet benhårdt for at være klar. Nu mangler vi endnu en dygtig maskinmester, som skal være en vigtig del af det kompetente hold og samtidig deltage i vagtledelsen.

Om jobbet
Vi er en af de største bidragsydere til reduktion af CO2-udledning på Fyn og i Odense Kommune. Og derfor får du en spændende og varieret hverdag hos en dynamisk virksomhed. Opgaverne spænder bredt lige fra drift og vedligehold til vagtledelse samt sparring og intern konsulentbistand for vores projektledere.

Blandt driftsopgaverne, som primært gælder vores halm- og kulfyrede anlæg, kan vi nævne den daglige drift og sikring på anlæggene i forbindelse med vedligehold og brandberedskab. Og så er der drift af højspændingsanlæg inklusiv koblingsledelse, kvalitetskontrol og miljøstyring.

Samtidig bliver du ansvarlig for vagtholdet, som tæller i alt fem medarbejdere. Her skal du bringe dine evner som vagtleder i spil og sikre, at vagtplaner og udnyttelse af holdets kompetencer går op i en højere enhed.

Vi forventer, at du demonstrerer din erfaring og kan få øje på potentialerne for at effektivisere og optimere vores produktionsanlæg; både de større og de mindre enheder. Det sker gennem et godt samarbejde, som er et af de vigtigste nøgleord for os. 

Du bliver nemlig en vigtig del af en afdeling med mange engagerede kolleger, som hver har deres faglige ansvarsområde inden for kraftværksanlæg. 

Du vil også få en bred kontaktflade mod store dele af virksomheden, hvor samarbejde ligeledes er i centrum.

Vi forventer
Du har en maskinmestereksamen i bagagen krydret med en god portion erfaring fra procesanlæg inden for industri eller det maritime erhverv. 

Vi går efter personlige kompetencer såsom beslutsomhed og gode samarbejdsevner. Det gælder ikke mindst i forbindelse med din rolle som vagtleder.

Derudover kan du bidrage konstruktivt til opgaveløsninger; både i teams og på egen hånd.

Du motiveres af at være en del af en moderne netværksorganisation i stor udvikling. Og du trives i et miljø, hvor der arbejdes målrettet, effektivt og kreativt.

Sidst men ikke mindst kan du bevare roen, hvis situationen kræver det. Og så skal du være indstillet på at arbejde i skiftehold.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en hverdag med spændende og alsidige arbejdsopgaver. Du bliver en vigtig del af vores produktionsafdeling, som står for drift af alle vores produktionsanlæg. Det gælder alt fra halm- og flisfyring til affaldsforbrænding og store varmepumpeanlæg.

Tempoet er højt, tonen er uformel og rækken af dygtige og hjælpsomme kolleger er lang. Og du får adgang til attraktive goder som kantineordning og sundhedsforsikring samt til en række sociale aktivitetsklubber hos Fjernvarme Fyn.

Ansættelsen sker på individuel kontrakt og er på fuld tid.

FJERNVARME FYN

Om Fjernvarme Fyn

Fjernvarme Fyn A/S er et selskab ejet af Odense og Nordfyns Kommune. Virksomheden har knap 300 ansatte og er en af Europas største varmeforsyninger. Vi dækker cirka 97 % af varmebehovet i Odense og Otterup svarende til mere end 100.000 boligenheder. Yderligere oplysninger om Fjernvarme Fyn kan findes på www.fjernvarmefyn.dk.

Ansøgningen
Er du blandt dem, vi søger? Så send os en motiveret ansøgning, hvor du reflekterer over stillingen og fortæller os, hvorfor netop du er vores nye maskinmester.

Der er ansøgningsfrist, til vi har fundet rette kandidat.
Tiltrædelse vil være hurtigst muligt.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte driftschef Anders Madsen på adressen am@fjernvarmefyn.dk eller på telefon 2787 5309.

Søg stillingen

Need Help?

I’m Here To Assist You job1

Something isn’t Clear?
Feel free to contact me, and I will be more than happy to answer all of your questions.