Kontakt os direkte og få personlig rådgivning

Tlf.: +45 3336 4920
Mail: mf@mmf.dkFind svar på spørgsmål

Fortsat fremgang i byggeriet - men i langsommere tempo

Boligerne stiger i pris, der er gang i byggeriet af nye huse og lejligheder, og husejerne har flere penge mellem hænderne til at renovere for. Dansk Byggeris nye konjunkturanalyse tegner et lyst billede af byggeriet. Men det kommer til at gå knap så stærkt de kommende år.

Priserne på de eksisterende boliger er steget over hele landet de seneste år. Det gør det mere attraktivt at bygge nyt. Samtidig er den usikre opgørelse over byggeaktiviteten fra Danmarks Statistik endnu engang blevet opjusteret. I årets anden konjunkturanalyse har Dansk Byggeri derfor også opjusteret sit skøn for omfanget af påbegyndte boligbyggerier – fra 29.000 i foråret til nu 33.500 nye boliger i år, 34.000 næste år og 35.000 nye huse, lejligheder og rækkehuse i 2020. Det er første gang, Dansk Byggeri udvider prognosen til at omfatte 2020.

- Der er gode udsigter for bygge- og anlægsbranchen. Vi bliver flere borgere, og samtidig flytter stadig flere til de større provinsbyer og de helt store byer. Det betyder, at der også de kommende år vil være brug for at bygge flere nye boliger. Samtidig får det øgede salg, de lave renter og stigende friværdier boligejere til at renovere og modernisere deres boliger, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

9.000 flere ansatte i byggeriet om to år

Den store aktivitet betyder, at der er rift om medarbejderne. Siden 2013 er det gået én vej, og det er fremad med beskæftigelsen i bygge- og anlægsvirksomhederne. Dansk Byggeri venter, at der i 2020 vil være brug for 9.000 ekstra ansatte i byggeriet, så det samlede antal medarbejdere kommer op på 181.500.

- Derfor er der hårdt brug for reformer, som sikrer, at virksomhederne kan skaffe de nødvendige medarbejdere. Vi er nødt til at få flere af dem, der står uden for arbejdsmarkedet, i job. At holde dørene åbne for de udenlandske medarbejdere, virksomhederne har brug for. Og at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse inden for byggeriet, siger Lars Storr-Hansen.

Han understreger dog, at situationen endnu ikke kritisk.

- Vi er ikke oppe i det røde felt endnu, siger han.

Afdæmpet udvikling på anlægsområdet

Mens boligbyggeriet og markedet for renoveringer buldrer afsted, er udsigterne mere usikre på anlægsområdet. Her ventes en nedgang i aktiviteten til næste år, ikke mindst fordi der investeres mindre i nye veje. Det samme gælder jernbanen, hvor aktiviteten topper i år men ser ud til at falde i både 2019 og 2020.

- Der er en risiko for, at anlægsområdet bliver for meget stop-and-go. Blot ét til to års hul i markedet går hårdt ud over virksomhedernes mulighed for at fastholde medarbejdernes ekspertise. Også derfor er der brug for en langsigtet investeringsplan for vores infrastruktur, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Kilde: Dansk Byggeri, pressemeddelelse via Ritzau

 

torsdag den 11. oktober

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.