Kontakt os direkte og få personlig rådgivning

Tlf.: +45 3336 4920
Mail: mf@mmf.dkFind svar på spørgsmål

Fascineret af ægte hestekræfter

Thomas Lorentz-Petersen avler heste i sin fritid. Han bruger mange timer på at studere stamtavler og gener i jagten på at avle den perfekte fjordhest. Til dette analysearbejde har han taget flere værktøjer fra sin maskinmesterbaggrund med ud i stalden.

Når maskinmester Thomas Lorentz- Petersen kommer hjem fra sit arbejde hos KIWA Inspecta, lægger han ikke helt inspektionerne fra sig. Han fortsætter med et avanceret analysearbejde, der er en del af hans helt store hobby, nemlig at producere gode heste.

Thomas Lorentz-Petersen har sammen med sin kone et stutteri, hvor målet er at avle fjordheste, der kan opnå gode resultater ved udstillinger og konkurrencer, og som samtidig stadig kan være hele familiens fjordhest. De sidste 15 år har stutteriet avlet omkring 20 fjordheste eller nordbaggere, som de også tidligere blev kaldt. Mange af de afkom, der er lavet på stutteriet, har opnået rigtig gode udstillingsresultater.

»Det er en spændende hobby, og det at have heste er en rigtig god balance til mit arbejdsliv. Jeg har ambitioner for vores avl, men alligevel slapper jeg af med arbejdet med hestene,« forklarer maskinmesteren. Han nyder at sige godmorgen til hestene, når han tager afsted om morgenen, og en ridetur ud over markerne er den bedste afslutning på en lang arbejdsdag, mener Thomas Lorentz- Petersen. Han bor med sin kone på Stutteri Gershøj ved Skibby på Sjælland, hvor parret i øjeblikket har syv heste.

Fra hobbyridning til avl

Thomas Lorentz-Petersen har altid haft en plan om at ville have hest, når han blev pensioneret. Et tidligt dødsfald i omgangskredsen mindede ham dog om, at man skal gøre ting, mens tid er. Derfor anskaffede Thomas Lorentz-Petersen sig sin første hest for 15 år siden, da han var knapt 50. Valget faldt på en oldenborger, og meningen var at bruge den til hobbyridning. Interessen har udviklet sig siden, og i dag er hans fokus på avl, og den foretrukne race er fjordhestene. »Jeg synes, fjordhesten er fascinerende. Vi der kan huske, da mælkemanden kom kørende, kan også huske den flotte robuste fjordhest foran hestevognen. Fjordhesten bruges i dag også til konkurrencer og skal samtidig være hele familiens hest, og det er her, den rette avl er afgørende,« forklarer Thomas Lorentz-Petersen.

Når maskinmesteren taler om sine avlsprincipper, kan det i første omgang være svært at vurdere, om han taler om et teknisk anlæg, der kræver energioptimering eller om en hest. Han bruger ord som analyse, strategi og optimering, så der er tydeligvis flere ting fra maskinmesterbaggrunden, der kan bruges i stalden.

»På en måde kan man optimere en hest på samme måde, som man kan energioptimere på et anlæg. Både på mit arbejde som inspektør og i min hobby skal jeg sætte mig grundigt ind i tingene, jeg skal analysere systemet til bunds, inden jeg lægger planen for udførelsen,« fortæller Thomas Lorentz-Petersen med et smil.

Læs hele artiklen i Maskinmesteren nr. 1, 2019.

 

onsdag den 30. januar

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.