Kontakt os direkte og få personlig rådgivning

Tlf.: +45 3336 4920
Mail: mf@mmf.dkFind svar på spørgsmål

Fastholdelsesbonus

Virksomheder kan ønske at motivere sine medarbejdere til at forblive i deres stillinger ved at tilbyde disse en bonus for at være fortsat ansat indtil et nærmere angivet tidspunkt. Der er dog ikke fuldstændig aftalefrihed ved indgåelse af sådanne fastholdelsesbonusser.

Udfordringen ved fastholdelsesbonusser

Ifølge funktionærlovens § 17 a har en funktionær i forbindelse med fratræden midt i en bonusperiode ret til en forholdsmæssig andel af bonussen. Dette gælder som udgangspunkt også for fastholdelsesbonusser, selvom det kan stride mod formålet med en sådan bonus.

Dette udgangspunkt er blevet udfordret flere gange uden held. I en Højesteretsdom fra 2012 om fastholdelsesbonus i Energinet.dk, blev der dog åbnet op for, at der under særlige omstændigheder kan aftales fastholdelsesbonusser, der ikke er omfattet af funktionærlovens bestemmelser. Energinet.dk skulle lukke en kontrolrumsfunktion på Sjælland og havde i den forbindelse behov for at sikre, at medarbejderne fortsatte arbejdet indtil sidste dag. Højesteret kom frem til, at fastholdelsesbonussen ikke var omfattet af funktionærlovens bestemmelser, blandt andet under henvisning til at fastholdelsen af medarbejdere var af stor betydning for sikringen af virksomhedens drift samt hensynet til forsyningssikkerheden i Østdanmark. Medarbejderen var derfor ikke berettiget til en forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonussen.

Den nyeste sag for Højesteret bekræfter dog udgangspunktet. Sagen omhandlede en 3-årig fastholdelsesbonusordning, der var bygget op således, at funktionæren optjente et antal point om måneden afhængig af performance og fik udbetalt bonus til slut i perioden. Antal mulige point steg gradvist fra 100 point den første måned, indtil at det den sidste måned af bonusperioden var muligt at optjene op til 250 point.

Medarbejderen opsagde sin stilling inden udløbet af bonusperioden og fik i den forbindelse udbetalt omkring 660.000 kr. Medarbejderen krævede dog yderligere 160.000 kr., som han ville have haft ret til, hvis pointene var ligeligt fordelt over hele perioden. Dette fik medarbejderen medhold i, da Højesteret fandt, at bonussen i hvert fald delvist havde karakter af løn for udførelse af arbejde. Dommen viser, at retten til fastholdelsesbonus skal optjenes ligeligt gennem hele bonusperioden.

Hvad skal man være opmærksom på ved aftaler om fastholdelsesbonusser

Afgørende for om en fastholdelsesbonus er omfattet af funktionærlovens bestemmelser er, om bonussen betragtes som løn for udført arbejde. Hvis en virksomhed gennem fastholdelsesbonus alene ønsker at fastholde en dygtig funktionær, så vil funktionæren have ret til en forholdsmæssig andel ved fratræden.

Formentlig skal der være ganske tungtvejende hensyn til virksomhedens fortsatte drift, før at en fastholdelsesbonus falder uden for funktionærlovens område. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis en virksomhed skal flytte produktionen fra en landsdel til en anden og i den forbindelse har et særligt behov for at sikre, at medarbejderne i den enhed der lukkes ikke forlader virksomheden, før produktionen er helt afviklet. Bonussen må desuden ikke være afhængig af medarbejderens performance.

Af: Juridisk konsulent, Christian Bonne Rasmussen. Kontakt Maskinmestrenes Forenings juridiske konsulenter.

mandag den 04. marts

Relaterede artikler

  • Afvis lægelig behandling og behold retten til sygedagpenge mandag den 13. maj

    Siden 2014 har der været en forsøgsordning, hvor sygemeldte borgere har haft ret til at afvise lægelig behandling, uden at dette ville få indflydelse på deres ret til sygedagpenge eller jobcenterets vurdering af retten til fleksjob, førtidspension mv. Denne ordning gøres nu permanent per 1. juli 2019.

    Læs artiklen
  • Besøg hos CERN torsdag den 09. maj

    Medlemmer af Maskinmestrenes Forening på studietur til CERN.

    Læs artiklen
  • Ekstra penge på pensionen mandag den 06. maj

    Medlemmer af Maskinmestrenes Forening får ekstra penge på pensionen.

    Læs artiklen
  • Minister: Lad os hæve ambitionerne mandag den 29. april

    Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt slog på Energikonference Esbjerg 2019 til lyd for, at de politisk vedtagne ambitioner for grøn energi i fjernvarmen i Danmark skal øges.

    Læs artiklen
  • Energikonference Esbjerg ser på Brexit og energipolitikken efter valget torsdag den 25. april

    Hvordan forsyner vi Danmark og Europa med grøn og vedvarende energi i årene, der kommer? Det forsøger Energikonference Esbjerg 2019 at svare på.

    Læs artiklen

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.