Udskriv denne side

Minister: Lad os hæve ambitionerne

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt slog på Energikonference Esbjerg 2019 til lyd for, at de politisk vedtagne ambitioner for grøn energi i fjernvarmen i Danmark skal øges.

Da Folketinget i juni 2018 indgik en politisk aftale om energi, var det bl.a. med et mål om, at der skal mere vedvarende energiproduktion ind i den dansk energiforsyning. Mandag var energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt dog klar til at allerede nu at hæve ambitionerne på fjernvarmeområdet, da han gav et oplæg på Energikonference Esbjerg 2019.

- I energiaftalen har vi et mål om 90 procent fjernvarme baseret på vedvarende energi i 2030. Lad os hæve ambitionen til 100 procent i 2030 og gerne i god tid inden 2030. Vi er godt i gang med at udfase kul, og så mangler vi kun at udfase den sidste naturgas, lød det fra ministeren.

Han havde i sit indlæg fokus på, at den indgåede energiaftale fra sommeren 2018 var kommet i stand med opbakning fra samtlige partier i Folketinget. Det ser ministeren som en klar fordel for energibranchen som helhed.

- Det betyder, at vi kan undgå siksak, hvis der kommer en ny regering til, konstaterede ministeren, der også nævnte, at partierne i tiden op til de afgørende politiske forhandlinger om energiforliget ”nærmest stod i kø for at være med”.

Aftale med mangler
Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen, fik på konferencen mulighed for at kommentere på den energipolitiske aftale, og han roste – som ministeren – at aftalen er underskrevet af samtlige partier i Folketinget.

Men selv om han pegede på en række positive elementer i aftalen – bl.a. de relativt høje ambitioner - nævnte han også, at der er en række mangler i aftalen. Det handler fx om, hvordan samfundet får bragt den stigende mængde strøm fra vind i spil i forhold til energisystemet.

- Svaret på det er, at vi skal bevæge fjernvarmebranchen fra at være forbruger af strøm til at være dem, der sørger for, at integrationen af el – altså ellagring for et intelligent energisystem – fungerer, lød det fra Kim Mortensen, der stillede spørgsmålstegn ved, om politikerne er villige til at give fjernvarmeselskaber de rette vilkår til at komme i mål med netop den udfordring.

Maskinmestre får nøglerolle
Formand for Maskinmestrenes Forening, Jan Rose Andresen, hæftede sig også ved det positive i, at den nu gældende energiaftale har opbakning fra samtlige partier i Folketinget, og han ser på vegne af sine medlemmer positivt på aftalen, dens indhold og dens perspektiver for fremtiden.

- For Maskinmestrenes Forening betyder energiaftalen, at mange maskinmestre indtager nøgleroller i den grønne omstilling, og vi oplever, at stadig flere maskinmestre søger mod job, hvor de kan være med til at yde et bidrag på Danmarks rejse mod en vedvarende og bæredygtig energiforsyning, lød det fra Jan Rose Andresen.

Energikonference Esbjerg 2019 blev afviklet mandag den 29. april hos Aalborg Universitet – Esbjerg. Konferencen er tilrettelagt af Maskinmestrenes Forening, Dansk Fjernvarme og Aalborg Universitet – Esbjerg.

mandag den 29. april

Relaterede artikler

  • Ny formand i Maskinmestrenes Forening torsdag den 20. juni

    Afstemningen til formandsvalget 2019 er nu slut, og der er fundet en ny formand for Maskinmestrenes Forening i perioden 01.07.19 – 31.06.23.

    Læs artiklen
  • Plastik-netværk indsamler affald fra Københavns Havn onsdag den 12. juni

    Dagens fangst var 55 kg affald, da ni medlemmer af netværket for Ocean Plastic og Materialer stævnede ud i havkajakker for at rense Københavns Havn for uønsket plastaffald.

    Læs artiklen
  • Formandsvalg - ny afstemning fredag den 31. maj

    Ingen af de opstillede formandskandidater opnåede absolut flertal, og derfor starter anden valgrunde mandag den 03. juni 2019.

    Læs artiklen
  • Formandsvalg og urafstemning 2019 fredag den 31. maj

    Resultatet af forårets urafstemning er afsluttet med følgende resultater. 1.407 medlemmer har stemt, hvilket svarer til en stemmeprocent på 15,342 procent.

    Læs artiklen
  • Nye Crew Transfer Vessels skal sejle i to meters bølgehøjde mandag den 27. maj

    Jo længere havmøller kommer til havs, desto større Crew Transfer Vessels er der brug for. MH-O&Co og Granly Diesel har samarbejdet om nye transportfartøjer, som kan operere i op til to meters bølgehøjde.

    Læs artiklen

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.