Kontakt os direkte og få personlig rådgivning

Tlf.: +45 3336 4920
Mail: mf@mmf.dkFind svar på spørgsmål

En virksomhed med lutter specialister

Dan Christensen er CTS- og automationsspecialist hos Rambøll og har i over fire år arbejdet med Niels Bohr Bygningen, som snart skal huse Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

På Nørrebro skal Niels Bohr Bygningen være en del af det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. Niels Bohr Bygningen kommer til at rumme flere forskellige naturvidenskabelige uddannelser og derfor er udstyret med både undervisningslokaler, forskningsfaciliteter, laboratorier, kontorer, administration og mødelokaler.
Rambøll er rådgivende ingeniør for det store byggeri, som blev påbegyndt i 2015 – omtrent samtidig med at maskinmester Dan Christensen tiltrådte en stilling i Rambøll.

»Selve byggeriet begyndte kort tid efter, jeg tiltrådte, og mine opgaver har siden handlet om at skabe grundlaget for bygningernes fremtidige indeklima. Det omfatter alle de tekniske løsninger til varme, køling, ventilation, belysning og styring af solgardiner,« siger Dan Christensen.
Hans opgave har været at sørge for, at alle rum og arealer i de nye bygninger bliver teknisk forbundet på den rigtige måde til de centrale CTS- og BMS-systemer.

»Min opgave er at få det hele til at spille sammen, så vi får alle de rigtige installationer de rigtige steder og får forbundet installationerne til de respektive tekniske platforme, som muliggør central overvågning og styring. Samtidig arbejder vi under en energiramme, som er med til at bestemme hvilke løsninger, der kan anvendes. Vi skal også have indendørsbelysningen til at spille sammen med dagslyset udefra, så vi kan differentiere belysningen i alle rum alt efter det aktuelle dagslys eller mangel på samme,« fortæller Dan Christensen.

Først til søs
I 1981 forlod Dan Christensen folkeskolen og blev aspirant hos A.P. Møller. Seks år senere stod han færdiguddannet med den udvidede maskinmestereksamen. Herfra gik turen til søs i næsten 3 år, og det var på flere måder nogle lærerige år.

»Jeg kom ind nederst i hierarkiet som 21-22-årig nyuddannet maskinmester. Det var lidt svært for nogle af de ældre maskinmestre at forstå og acceptere, at man kunne være så ung maskinmester. Der var også nogle kollegaer, som var mærkede af et hårdt liv til søs gennem mange år. Oveni var det dengang udmønstringer på fem til seks måneder, så det liv kunne jeg alt i alt ikke se for mig selv på længere sigt. Men jeg er glad for, at jeg prøvede at sejle, for man fik prøvet sig selv af i mange situationer. Jeg tog noget ballast og erfaring med mig, da jeg gik i land og søgte job,« siger Dan Christensen.

Karrieren fortsatte de næste 16 år hos VEKS med drifts- og projektopgaver, og siden hos Schneider Electric og Siemens, hvor han blev mere og mere specialiseret i CTS- og automationsløsninger til HVAC.
I efteråret 2014 begyndte han i jobbet hos Rambøll i afdelingen for CTS- og BMS-løsninger, hvor der var brug for hans automationsfærdigheder.

»Jeg har arbejdet med automationsløsninger siden VEKS. Hos Schneider og Siemens var det som leverandør af specifikke løsninger. Hos Rambøll er jeg rykket over på den anden side af bordet som rådgiver, der fungerer uafhængigt af specifikke løsninger. Vi skal som udgangspunkt være uvildige for at kunne rådgive,« siger Dan Christensen.

Siden sin ansættelse i Rambøll har hans primære arbejdsopgave været Niels Bohr Bygningen.

»Der er tale om nybyggeri beregnet til mange forskellige formål – både undervisning, forskning og administration - med ni selvstændige bygninger placeret på begge sider af Jagtvej, som er en af Københavns mest trafikerede gader. Der er over 900 selvstændige rum, som alle skal have en CTS- og BMS-løsning, så man kan overvåge dem centralt fra KU’s kontrolcentral, men de daglige brugere skal også kunne styre det lokale indeklima inden for visse grænser,« siger Dan Christensen.

Læs hele artiklen i Maskinmesteren nr. 6, 2019.

mandag den 08. juli

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.