Udskriv denne side
Anvendelsen af droner til korrosionsmåling er et eksempel på innovation i offshore industrien.
Anvendelsen af droner til korrosionsmåling er et eksempel på innovation i offshore industrien.

Nyt innovationsnetværk for energiproduktion

En række større energivirksomheder har sammen med de vestdanske regioner aftalt at samle kræfterne i en ny national klyngeorganisation for innovation inden for energiproduktion.

Syv ledende energivirksomheder, de tre vestdanske regioner, to brancheorganisationer og Offshoreenergy.dk går nu sammen om at forme en ny klyngeorganisation, som foreløbig har arbejdstitlen Energy Innovation Cluster. 

Klyngeorganisationen etableres med afsæt i det nuværende Offshoreenergy.dk og skal fremadrettet drive innovationsnetværk inden for onshore og offshore energiteknologier og integrationen af energi ind i energisystemet. 

Partnerne har indsendt en fælles ansøgning til Uddannelses- og Forskningsministeriet med henblik på at opnå statsligt tilsagn om støtte til innovationsaktiviteterne i det nye fælles initiativ i 2019 og 2020. Energy Innovation Cluster vil tage udgangspunkt i Offshoreenergy.dk’s nuværende organisation, og innovationsaktiviteterne vil fremadrettet blive koordineret og prioriteret i tæt samarbejde med bl.a. Vindmølleindustrien og Olie Gas Danmark, der skal være med til at tegne de overordnede strategiske retninger for netværkets innovationsaktiviteter. 

I forbindelse med ansøgningen udtaler Anders Eldrup, formand for Offshoreenergy.dk:

- Det er med glæde, at jeg på vegne af Offshoreenergy.dk’s bestyrelse har indsendt en ansøgning om at fortsætte arbejdet som nationalt innovationsnetværk og klyngeorganisation - et arbejde Offshoreenergy.dk for nylig og for tredje gang er guldcertificeret til. 

- Med afsæt i de konstruktive drøftelser, der er gennemført om en samlet indsats på området for energiproduktion, glæder det mig, at kræfterne nu kan samles bag en ny stærk dansk klyngeorganisation. Vi har i Danmark en særlig styrkeposition på vind og olie/gas, som det er meget positivt, at tre regioner nu samlet bakker op om, siger han videre. 

Innovation i verdensklasse

Målet med at etablere en ny klyngeorganisation er at sikre innovation i verdensklasse, hvilket er nødvendigt for at overleve i den hårde globale konkurrence og fastholde Danmarks styrkeposition.

I den forbindelse udtaler Mads-Ole Astrupgaard, formand for Vindmølleindustrien:

- Den globale konkurrence på vindområdet går i disse år vanvittig hurtigt og særligt på teknologiudviklingen, hvor alle virksomheder arbejder på både bedre og billigere løsninger end dem, vi tilbyder markedet i dag.

- I Vindmølleindustriens bestyrelse har vi gennem flere år arbejdet på at samle vindsektorens organisationer og tilbud til virksomhederne i færre og stærkere organisationer, så vi samtidig med den konsolidering, der foregår i industrien, også konsoliderer og styrker vores egne organisationer. Som repræsentant for vindbranchen glæder det mig derfor meget, at vi sammen tager første skridt i retning af en fælles, bred og stærk dansk innovationsplatform for vind under den nye klyngeorganisation, slutter Mads-Ole Astrupgaard. 

Energy Innovation Cluster vil også arbejde med at styrke innovation på olie- og gasområdet, og brancheorganisationen Olie Gas Danmark skal bidrage til dette arbejde. Troels Albrechtsen, formand for Olie Gas Danmark, ser frem til etableringen af den nye klyngeorganisation:

- Industriens innovationskraft er afgørende for vores konkurrenceevne, og for at vi bedst muligt realiserer det store potentiale, der stadig findes i den danske Nordsø. Sidste år blev en ny national strategi for Nordsøens olie og gas ressourcer lanceret, og den nye klyngeorganisation kan være med til at understøtte strategiens fokus på netop innovation og være en katalysator for at kommercialisere forskning fra DTU’s Center for Olie og Gas. Vi ser frem til samarbejdet omkring innovation og synergier både i vores egen sektor, og på tværs af olie/gas og vind-området. 

Den nye landsdækkende klyngeorganisation vil give danske energivirksomheder en helt ny mulighed for at skabe løsninger, der imødekommer fremtidens energibehov og Danmarks mål om fossil uafhængighed senest i 2050. Klyngeorganisationen vil varetage virksomhedernes og samfundets interesser ved at sikre innovation i verdensklasse mellem SMV’er, store virksomheder og universiteter.

Det oprindelige initiativ bag at samle kræfterne i en fælles klyngeorganisation er taget af virksomhederne Siemens Gamesa, Vestas, MHI Vestas Offshore Wind, Ørsted, Vattenfall, Semco Maritime og Bladt Industries samt de vestdanske regioner. 

Energy Innovation Cluster ventes at være etableret den 1. januar 2019 og vil bidrage til verdensførende innovation i energibranchen i Danmark. Etableringen af Energy Innovation Cluster vil ske via en omdannelse af Offshoreenergy.dk på en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2018, idet hovedparten af aktiviteterne overgår til den nye klyngeorganisation.

tirsdag den 22. maj 2018

Relaterede artikler

  • Stenene holder på varmen torsdag den 22. august

    Et EUDP-projekt har udviklet en løsning på en af den grønne omstillings store udfordringer: Billig og miljøvenlig lagring af vedvarende energi. Løsningen er granitsten opvarmet til 600 grader celsius.

    Læs artiklen
  • Ny spildevandsbeluftning med mange gevinster fredag den 02. august

    Fredericia Spildevand og Energi A/S har etableret en ny løsning til beluftning af spildevand, som både optimerer driften, sparer energi, forbedrer arbejdsmiljøet og øger sikkerheden for medarbejderne.

    Læs artiklen
  • Få mere værdi ud af dine energidata fredag den 26. juli

    Ofte har virksomheder ikke den nødvendige kapacitet eller kompetencerne til at udvælge de rigtige data og bruge dem korrekt. Måledata skal give mening, men hvad betyder det?

    Læs artiklen
  • Kernekraft forsøger grønt comeback fredag den 19. juli

    To maskinmestre arbejder med en ny generation af kernekraft, der kan anvende thorium-teknologi, og som de mener vil bidrage til en langsigtet bæredygtig og klimavenlig energiproduktion.

    Læs artiklen
  • Asnæsværket konverterer til biomasse torsdag den 27. juni

    Danmarks største kulfyrede kraftværk konverterer til træflis som brændsel. Fra 2020 skal Asnæsværket producere varme til Kalundborg på et nyt biomassefyret anlæg, som sender kullene på pension.

    Læs artiklen

OBS! MMF.dk benytter sig af cookies for at kunne virke optimalt. Klik "OK" for at acceptere.