Kontakt os direkte og få personlig rådgivning

Tlf.: +45 3336 4920
Mail: mf@mmf.dkFind svar på spørgsmål

Bred klimaaftale bringer Danmark tilbage i den grønne førertrøje

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en ambitiøs klimaaftale, der sikrer en helt grøn energisektor og vigtige skridt mod en grønnere industri. Aftalen viser resten af verden, at klimahandling og økonomisk genopretning går hånd i hånd. I alt medfører aftalen sammen med klimaaftalen for affald CO2e-reduktioner på 3,4 mio. tons i 2030.

Danmark skal nu have verdens to første energiøer på i alt 5 GW, og der skal investeres i CO2-fangst og grønne brændstoffer. Derudover fremrykkes etableringen af en yderligere havvindmøllepark på ca. 1 GW ved Hesselø. Grøn varme bliver billigere, og sort varme bliver dyrere. Individuelle olie- og gasfyr skal udfases og udskiftes med varmepumper og grøn fjernvarme. Der skal flere ladestandere til elbiler, og industrien skal omstilles gennem energieffektiviseringer, grøn strøm og mere biogas.

Det er nogle af hovedelementerne i aftalen mellem regeringen og Venstre, DF, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

”Med aftalen i dag går Danmark igen forrest med den grønne omstilling, og samtidig baner vi vejen for en grøn genopretning af økonomien med nogle af de største langsigtede infrastrukturinvesteringer nogensinde. Vi opretter to nye energiøer, der betyder, at Danmark som det første land i verden tager hul på en helt ny æra for vedvarende energi. Samtidig investerer vi markant i udviklingen af fremtidens teknologier og tager vigtige skridt mod en grøn omstilling af varmesektoren og industrien. Jeg er meget stolt over, at det er lykkedes at lave en bred grøn aftale, der både får os tættere på at nå vores klimamål, og som på sigt vil skabe tusindvis af danske grønne arbejdspladser.”

Aftalen indeholder både initiativer, der vil lede til konkrete reduktioner på kortere sigt, og investeringer i udvikling af fremtidens grønne teknologier, der giver reduktioner på længere sigt.

Klimaminister Dan Jørgensen siger:

”Med etableringen af verdens to første energiøer og verdens største satsning på grønne brændstoffer tager Danmark for alvor globalt klimalederskab igen. Vi viser resten af verden, at klimahandling og økonomisk genopretning går hånd i hånd. Jeg er meget glad for aftalen i dag og vil gerne sige stor tak til partierne bag aftalen.”

Som en del af aftalen er partierne også enige om at vende tilbage til en grøn skattereform efter sommerferien. Partierne er enige om, at der skal findes en model, der gør det mere attraktivt at vælge grønne løsninger frem for sorte.

Dagens aftale udgør sammen med aftalen om en grøn affaldssektor første del af regeringens samlede klimahandlingsplan. Efter sommerferien følger yderligere udspil på bl.a. transport og landbrug.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

mandag den 22. juni

Relaterede artikler

  • Drone skal flyve med mennesker mandag den 09. november

    Fire unge iværksættere har udviklet en quadcopter til at flyve med mennesker. I første omgang skal dronen bruges til tunge løft og transport i industrien.

    Læs artiklen
  • Hvem lytter med på dine onlinemøder? fredag den 06. november

    Da den tyske kodemaskine Enigma blev brudt under 2. Verdenskrig, kunne De Allierede følge med i fjendens planlægning. I dag er kryptering afgørende for sikkerheden i mobiltelefoner, e-mails og onlinemøder.

    Læs artiklen
  • Det digitale skib onsdag den 07. oktober

    I starten af ugen bød Maskinmestrenes Forening velkommen til et webinar i samarbejde med Skibsteknisk Selskab. 104 maskinmestre og skibsingeniører var samlet virtuelt for at høre om 'Det digitale skib’. 

    Læs artiklen
  • Maskinmester får nøglerolle i nyt klimapartnerskab tirsdag den 29. september

    Andreas Hestehauge Nielsen står i midten af et nyt samarbejde mellem Schneider Electric og sin arbejdsgiver LTECH. Sammen vil de to virksomheder udbrede førende klimateknologi ud fra en tankegang om, at klimakrisen kun kan løses via en fælles indsats.

    Læs artiklen
  • Ny teknologi accelererer slambundfældningen seks gange fredag den 25. september

    Som første danske anlæg anvender Viby Renseanlæg ny teknologi, som seksdobler bundfældningshastigheden i efterklaringerne, hvilket øger den samlede rensekapacitet markant uden udbygning af anlægget.

    Læs artiklen