Maskinmester Mikkel Bundgaard er del af et team på fire unge iværksættere, der har sat deres øvrige karrierer på standby for at hellige sig udviklingen af en quadcopter til mennesker.
»Med vores el-drevne quadcopter kan mennesker komme ud at flyve i en drone. Det bliver en helt unik oplevelse,« siger 27-årige Mikkel Bundgaard, der har arbejdet på fuldtid med projektet siden maj 2019.
Airflight er navnet på den virksomhed, de fire iværksættere driver i fællesskab i Pedershaab Maskinfabriks tidligere lokaler nær Brønderslev. Quadcopteren, som teamet har udviklet, er en stor, el-drevet drone, primært bestående af kulfiber, i et flot, sort design.
»Nogle kalder det en batmobil på grund af designet. Den kan løfte omkring 100 kilo og accelerere fra 0-100 procents belastning på 1,2 sekunder.«
Med dronen ønsker Airflight at skabe indendørs oplevelser og ad den vej blandt andet komme ind på det amerikanske marked.
»Vi vil gerne flyve indendørs med dronen som underholdning i et slags gocart-center, hvor folk kan komme og få en oplevelse. Når det er indendørs, er der en helt anden lovgivning end flyvning udendørs, hvor reguleringen er strengere. USA, og særligt Las Vegas, er oplagte markeder for den bemandede drone,« siger maskinmester Mikkel Bundgaard.
Erhvervslivet råber på det
Lige nu og her er visionerne om indendørs flyvning med mennesker dog sat i bero. I takt med at udviklingen af dronen er skredet støt fremad, er der nemlig opstået stor interesse fra erhvervslivet.
»Virksomhederne råber på det her produkt til industriel hejsning, løft og transport af komponenter. De begyndte at henvende sig, efter TV2 Nord havde lavet et indslag om dronen. Det er nogle seriøse muligheder, der er kommet ret smertefrit, så lige nu er det den vej, vi går,« siger Mikkel Bundgaard, der peger på Airflights økonomi som en væsentlig faktor.
»Det er dyrt at udvikle en drone til at flyve med mennesker, og med den lovgivning, der er herhjemme, er det ikke muligt at realisere på den korte bane. Nu går vi målrettet efter at udvikle en stærk industridrone og skabe et samarbejde med erhvervslivet, og så kan det være, at vi på et tidspunkt går ind i markedet for indendørs, bemandet flyvning. Til den tid kan det også være, at lovgivningen er kommet lidt længere.«
Quadcopteren til industrien bliver en anden model end den flotdesignede ’batmobil’, men den bagvedliggende teknologi er den samme.
»Det bliver et nyt, førerløst fartøj, der kan løfte 200 kilo i op til 250 meters højde. Industridronen skal være funktionel, så vi behøver ikke tænke så meget over designet,« siger maskinmesteren.