Skip to content

#81 Mellemledere i balance

Stefan Stausholm Meyer og Claus Hartmeyer er afdelingsledere i hver sin gren af intralogistikvirksomheden Beumer Group, der i alt tæller omkring 900 ansatte på dansk jord, ligesom de begge er dimittender fra Aarhus Maskinmesterskole, om end med otte års mellemrum.

I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast fortæller de to maskinmestre om deres syn på ledelse, som de hver især har beskæftiget sig med en del år. Blandt andet er de enige om vigtigheden af at give folkene frihed til at udøve deres kunnen.

Som overordnet personaleansvarlig for 28 mand (m/k) går meget af Claus Hartmeyers tid således med at få sine folk til at performe optimalt og udvikle sig med de rette kompetencer. Mens han rent formelt opererer i aftersales, er Stefan Stausholm Meyer beskæftiget med nysalg af systemer til nye lokationer. Her har han sit eget team på 14 personer, der laver PLC-software.

»Jeg er på ingen måde en lige så god programmør som nogle af dem; jeg har aldrig levet af at programmere, så det er mere sparring på et andet niveau om, hvordan vi kan gøre ting. I kraft af, at jeg har lidt færre mennesker i mit team end Claus, har jeg mulighed for nogle andre ting omkring det at være leder og være tættere på teknikken,« siger han.