Skip to content

#43 CCS – uundgåelig teknologi med stort potentiale

I Dansk Industris 2030-plan har erhvervsorganisationen en stribe bud på, hvordan Danmark når i mål den grønne omstilling af samfundet og ikke mindst det danske energisystem, med udbygning af sol og vind, geotermi, varmepumper, Power-to-X og meget andet på menuen.

Maskinrummet har talt med DI’s vicedirektør, Anne Højer Simonsen, om de ventende udfordringer i en udsendelse, hvor hun får selskab af maskinmester Anders Benfeldt, der er Senior Vice President i Semco Maritime og næstformand i Dansk Offshore.

Semco Maritime er beskæftiget på to fronter, dels offshore vind, dels olie og gas, hvor Anders Benfeldt har ansvaret for sidstnævnte. Under det område hører også grønne elementer som CCS, bølgeenergi og højeffektiv energilagring.

»Hønen og ægget i det her med Power-to-X og så videre er jo den grønne strøm. Det første skridt er elektrificeringen af den lette transport, men når det gælder den tunge transport, cementproduktion, landbruget og den slags, er der jo stadig mange knaster, der skal høvles væk,« siger Anders Benfeldt.