#111 Gevinster og koblinger i kæmpe energiprojekt

#111 Gevinster og koblinger i kæmpe energiprojekt

Der venter tekniske og logistiske udfordringer på den helt store klinge for Siemens Energy i Danmark, når arbejdet med landanlæggene til Energiø Bornholm for alvor går i gang. Virksomhedens mange maskinmestre bliver en vigtig del af opgaverne.

En af dem er Lars Henningsen, der er Design Lead for Offshore Substation Integration. Maskinmestrenes Podcast har derfor mødt ham og forretningsdirektør Peter Weinreich-Jensen for at kaste lidt lys over den kommende tids opgaver i forbindelse med det enorme projekt.

»På et projekt som det her leverer vi transformerne, vi leverer koblingsanlægget, og så leverer vi det styring, der skal til for, at det kan snakke sammen og transmittere den strøm, der nu skal igennem. Og det er lidt kompliceret. Der er noget compliance, man skal have styr på, der er en masse ingeniører, der skal finde ud af at tale sammen, og man skal have brudt den her silotænkning ned, der kan være,« forklarer han.

I den rolle sætter han stor pris på både sin erfaring og kompetencerne fra studietiden, der gør, at han kan tale med om alt og ’lave koblinger på kryds og tværs af organisationen’, som han siger.

#108 En blød kunstart og ikke bare data

#108 En blød kunstart og ikke bare data

For en lang række virksomheder i produktionsdanmark er tilgangen til vedligehold af maskinpark, installationer og så videre funderet i skemaer, data og estimater. Men det hele starter med mennesket bag og en følelse af, hvordan det hele hænger sammen.

Det mener i hvert fald maskinmester Jonas Bek Jensen, der til daglig er videnscenterchef ved Videnscenter Procesteknologi på EUC Lillebælt, og derudover fungerer som kursusudvikler og instruktør i regi af Den Danske Vedligeholdsforening (DDV).

Deltagerne på kurserne er ofte maskinmestre i roller som driftschefer, vedligeholdsansvarlige, teamleads og så videre. Og med sin egen baggrund som først procesoperatør og siden maskinmester med diplom i vedligehold og bred industriel erfaring kan Jonas Bek Jensen i høj grad møde folk i øjenhøjde.

»Jeg synes, det er væsentligt, hvad du har oplevet og set og skruet i med egne hænder. Nogle virksomheder har rigtig stort fokus på deres kalenderbaserede vedligehold, og andre har stort fokus på deres tilstandsbaserede vedligehold. Hvorfor de har det, er faktisk oftest det, vi spørger om på kurserne,« fortæller han.

#107 Danmark har ikke råd til at mangle maskinmestre

#107 Danmark har ikke råd til at mangle maskinmestre

Maskinmestrenes Podcast har mødt adm. direktør Jenny Braat og uddannelseskonsulent Nina Okkels Gary fra Danske Maritime til en snak om den maritime industries udvikling og fremtid, som hænger uløseligt sammen med de danske maskinmestre. Disse udgør nemlig op mod hver fjerde ansatte i sektoren, og behovet for flere er højaktuelt.

»Maskinmestrene kan virkelig løfte nogle opgaver, når de kommer ud på et skib. De kan se, at der er et problem, og så finder de en løsning. Det er ikke altid, at du har en manual, hvor du kan slå løsningen op. Så du skal forstå teknikken, og der må man bare sige, at maskinmesteren og den uddannelse, de får i dag, er ret suveræn,« siger Jenny Braat.

Af samme årsag holder Danske Maritime tæt øje med, hvordan netop uddannelsen udvikler sig, og hvordan dimittenderne bliver klædt på til de behov, der venter på arbejdsmarkedet.

 

»Når maskinmestrene er færdiguddannede, så skal de gerne komme ud med den nyeste viden. Det er jo dem, der skal sidde på de nyeste kompetencer. Derfor er det så vigtigt, at maskinmesterskolerne bliver ved med at også have fokus på, hvad det er, erhvervet gør, og hvad erhvervet har brug for,« siger Nina Okkels Gary.

#105 Nyt værktøj skal gøre grøn skibsfart mere sikker

#105 Nyt værktøj skal gøre grøn skibsfart mere sikker

Sammen med Den Danske Maritime Fond har DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut netop afsluttet projektet Metafuel, der omfatter en metode, som de maritime aktører fremadrettet skal kunne læne sig op ad, når de skal vurdere anvendelse og relevans af tilgængelige teknologier, udstyr og strategier til at underbygge brandsikkerheden.

Metafuel har været godt halvandet år undervejs, så for at få sat nogle flere ord på hele forløbet, har Maskinmestrenes Podcast talt med Leonard Sang Tuei, der har været projektleder på indsatsen, og hans kollega, Anders Viborg Kristensen, som er global forretningsudvikler med en baggrund som skibsfører.

Nye brændstoffer som metanol, ammoniak og brint har således ikke alene potentiale til at reducere skibsfartens drivhusgasudledninger, de er også forbundet med nogle nye typer risici – metanol er stærkt brændbart med et flammepunkt omkring 11 grader C, ammoniak er giftigt og så videre.

»Grundlæggende dækker projektet hele vejen fra brændstoffet kommer ombord, mens skibet er i havn, til det bliver anvendt til søs, at alting kan ske sikkert, og at man har de rigtige redskaber til at tage sig af hændelser eller ulykker,« forklarer Anders Viborg Kristensen.

#99 Lavthængende frugt – men svær at plukke

#99 Lavthængende frugt – men svær at plukke

For før virksomhederne kaster sig ud i diverse hightech-eventyr, bør de starte med at energieffektivisere deres eksisterende processer og anlæg. Det mener i hvert fald Bjarne Tvede, der er Business Manager i ABB, som Maskinmestrenes Podcast har talt med om netop det emne.

I podcasten er han flankeret af formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, for hvem energieffektivitet har været en kæphest gennem mange år. Mellem dem er der enighed om, at driften i højere grad bør blive inddraget i at finde den rigtige løsning fra start.

»Man ser tit, at det ikke er den rigtige løsning, der bliver valgt først, og det er fordi, der er den her opdeling mellem et anlægsbudget og et driftsbudget. Det skal gå op i en højere enhed, fordi der er sat så og så mange midler af, og så ser man på, hvad man kan spare på i anlægsfasen, men som driftspersonalet så ender med at skulle optimere på efterfølgende,« siger Lars Have Hansen.

En anden mulig vej frem handler om at visualisere sit energiforbrug på samme måde, som ABB har gjort det i sit nye hus i Middelfart, hvor en infoskærm i foyeren viser det aktuelle forbrug i forskellige afdelinger.

»Vi skal synliggøre vores energiforbrug. Elektromotorer står enten i en kælder, på et tag eller gemt væk i et maskinrum, hvor man ikke ser dem. Man kan se, når man skifter til LED-lys, men det helt store forbrug i Danmark er på elektromotorer, og dem ser du ikke, så de skal synliggøres, måske digitalt,« siger han.

#97 Uddannelse og effektivitet skal bane vejen for 2050-mål

#97 Uddannelse og effektivitet skal bane vejen for 2050-mål

En CO2-neutral shippingsektor i 2050. Sådan lyder den internationale maritime organisation IMO’s store målsætning på vegne af den globale handelsflåde. Den udfordring er der flere organisationer, der har taget til sig og gerne vil bidrage til, bliver tacklet bedst muligt.

Det gælder blandt andet Fonden Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, der har Kiki Larsen som Business Development and Funding Manager. Sammen med Jacob Nørgaard Andersen, der er CEO for energiteknologivirksomheden Stiesdal, deltager hun i denne udgave af Maskinmestrenes Podcast.

Brændstoffer som biometan, bio- og e-metanol samt e-ammoniak skal i spil, og batteridrift på kystnære ruter kan også blive aktuelt, mener hun. Brændstofferne skal blandt andet kommer fra virksomheder som Stiesdal, men Jacob Nørgaard Andersen betragter kun disse som en del af løsningen.

»Jeg ser det som fire trin: Vi skal energieffektivisere, vi skal elektrificere alt det, vi overhovedet kan, vi skal have nogle grønne molekyler og brændstoffer, for der er nogle fysiske udfordringer med vægten på batterier, specielt på langfart, og sluttelig skal vi kunne trække noget CO2 ud af atmosfæren, ellers kommer vi ikke til net zero i 2050,« siger han.

#94 Fra sort til grøn i klimaregnskabet

#94 Fra sort til grøn i klimaregnskabet

Aalborg Portland er med afstand Danmarks største enkeltstående CO2-udleder (i hvert fald inde for landets grænser) med et udslip på 1,43 mio. ton sidste år, men i 2030 vil Portland – som den første cementproducent i verden – være CO2-neutral på egne udledninger inden for scope 1.

For at nå derhen har selskabet udlagt en trebenet klimaløsning, der går på nye, CO2-reducerede produkter, et omfattende skifte til biogene brændsler, og ikke mindst CO2-fangst fra cementproduktionen, der skal bidrage med op mod 55 procents reduktion sammenholdt med virksomhedens udledning i 2021.

Når de mange planer skal blive til virkelighed, er Portlands maskinmestre blandt de vigtigste led i kæden, så Maskinmestrenes Podcast har talt med to af dem i skikkelse af procesingeniør Michael Rosengreen Christensen og driftsleder Michael Møller for at høre, hvad der egentlig skal ske.

»Der er nogle ting, vi ikke kan lave om på, så derfor er vi nødt til at finde på nye måder at rense det restprodukt, vi sender ud. Så nu går vi i gang med et kæmpestort projekt i form af carbon capture, og så skal vi se på, hvor meget vi bliver nødt til at tænke nyt i vores egen proces,« siger Michael Møller.

#93 Maskinmestrene skal kunne holde takten på forskningens dansegulv

#93 Maskinmestrene skal kunne holde takten på forskningens dansegulv

I starten af august 2025 afholdt de otte maritime uddannelsesinstitutioner i Danmark Maritimt Forsknings- og Uddannelsestopmøde, hvor 350 deltagere fra hele landet samledes for at knytte nye partnerskaber, der kan løfte indsatsen på området yderligere.

Maskinmestrenes Podcast var med og taler i udsendelsen her med tre af deltagerne i form af forskningschef fra Aarhus Maskinmesterskole, Casper Raahede, der var med til at arrangere det to dage lange event i Odense Congres Center, Ph.d. og Head of R/D Henriette Falbe-Hansen fra SIMAC samt forsknings- og udviklingsansvarlig Niels Tingleff Haastrup fra Fredericia Maskinmesterskole.

Forsknings- og Uddannelsestopmødet blev åbnet af blandt andre CEO Jenny Braat fra Danske Maritime, der i sin tale var inde på, at Det Blå Danmark generelt er et succesfuldt erhverv med en meget lav ledighed, men også at det kræver en indsats fra sektorens uddannelsesinstitutioner at fastholde det billede.

»Vi skal blive ved med at løfte vores kompetencer, fordi den teknologiske udvikling går så hurtigt lige nu. Når vi laver forskning og udvikling på vores skoler, skal det være noget, vi kan bruge i undervisningen, så derfor kunne jeg godt tænke mig, at der også er fokus på, hvordan vi kan implementere og formidle det, så det bliver en integreret del af institutionen,« siger Henriette Falbe-Hansen, der selv underviser i miljøledelse ved siden af udviklingsjobbet.

#91 Når jobbet kører som smurt

#91 Når jobbet kører som smurt

Marine Fluid Technology (MFT) arbejder med produktinnovation, service og kommissionering af systemer til olieanalyse og smøreoliehåndtering på store handelsskibe over hele verden. Det omfatter inspektioner, justeringer og softwareopdateringer, samt træning af besætningerne om bord for at sikre optimal ydeevne.

Maskinmestrenes Podcast har mødt tre af MFT’s maskinmestre, Thomas Andersen, Sebastian Bøge og William Stabell Benn, til en snak om deres uddannelse, opgaver, og hvad arbejdet ombord på skibene kræver af teknisk ekspertise, erfaring og kompetencer for at sikre en kontinuerlig og stabil drift.

Marine Fluid Technologys løsninger har et væsentligt miljøperspektiv som en del af business casen, hvilket er vigtigt for de tre specialister.

»For mig var den grønne dagsorden en af årsagerne til, at jeg i det hele taget søgte ind på maskinmesterskolen; altså for at arbejde med effektivisering og bæredygtighed, som i mine øjne går hånd i hånd. Der er mange initiativer i gang i dag, men der kunne godt være endnu flere omkring de andre olieprodukter ude på skibene, udover fuel, som der er meget fokus på,« siger William Stabell Benn.

#90 Benene under den grønne energi

#90 Benene under den grønne energi

Den grønne omstilling har brug for fundamenter, transition pieces og lignende, der kan få havvindmøllerne fra havbund til fri luft, og netop det leverer CS Wind Offshore fra Aalborg, hvor maskinmester og Senior Electrical Specialist Mikkel Søndergaard er blandt de ansatte.

Maskinmestrenes Podcast har mødt ham til en snak om hans opgaver i virksomheden, hvor han har specialiseret sig på det eltekniske område. I den forbindelse sætter han stor pris på det store fokus på netop el, der både i løbet af hans tid på SIMAC og i dag præger maskinmesteruddannelsen.

»Jeg står for det elektriske i møllerne og sidder i vores salgsafdeling, hvor jeg laver tilbud på selve fundamenterne med el-delen indeni. Jeg har også dialogen med vores underleverandører og får indkøbt de materialer, der skal bruges,« fortæller han.

Som en del af ’frontlinjen’ mærker CS Wind Offshore tydeligt det store fokus på vedvarende energi generelt og havvind i særdeleshed. Ifølge Mikkel Søndergaard er virksomheden glade for at være en del af omstillingen. Det fortæller han mere om i udsendelsen.