Højesteret har ved en dom i februar 2021 slået fast, at den skade som en ansat vikar pådrog sig, da hun på vej hjem fra et midlertidigt arbejdssted var involveret i et færdselsuheld, ikke var en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
En skade kan kun anerkendes som en arbejdsskade, hvis den lever op til betingelserne i arbejdsskadesikringsloven. En af disse betingelser er, at skaden skal være opstået under arbejdets udførelse og på grund af arbejdet eller de forhold, som arbejdet foregår under.
Skader som opstår under transport mellem hjemmet og arbejdspladsen, anerkendes som udgangspunkt ikke som arbejdsskader, idet arbejdsgiver ikke har nogen indflydelse på denne kørsel. I nogle tilfælde vil kørslen imidlertid være omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Dette er eksempelvis tilfældet ved kørsel til en tilkaldevagt, kørsel hvor medarbejderen skal udføre et ærinde for arbejdsgiver på vejen eller når de konkrete omstændigheder i øvrigt taler for, at kørslen må anses som værende et led i arbejdet eller overvejende i virksomhedens interesse.
Den konkrete sag
Den konkrete sag vedrører en medarbejder ansat i et vikarbureau, som havde skiftende arbejdssteder ved forskellige sygehuse. På vej hjem fra et af de midlertidige arbejdssteder var vikaren involveret i et færdselsuheld i hendes egen bil.
Det er vikarens holdning, at der er tale om en arbejdsskade, idet kørslen til de forskellige arbejdssteder måtte være i arbejdsgivers interesse. Vikaren anfører, at det var i vikarbureauets interesse at hun stod til rådighed, og at hun kunne møde ind på forskellige arbejdssteder med kort varsel. Hun fremhæver endvidere, at hendes ansættelse i vikarbureauet var betinget af, at hun havde egen bil og at hun modtog kørselsgodtgørelse for brugen af bilen.
Højesterets resultat
Det er Højesterets vurdering, at der ikke i sagen er grundlag for at afvige fra arbejdsskadesikringslovens udgangspunkt – at transport mellem hjem og arbejde ikke er omfattet af loven.
Ved afgørelsen lægger retten vægt på, at vikaren ikke på dagen var blevet tilkaldt af arbejdsgiver, hvorfor der ikke var tale om en tilkaldevagt eller en situation, som kunne sidestilles hermed.
Højesteret bemærker, at vikaren frit kunne have valgt en anden form for transport, så længe hun mødte til tiden. Arbejdsgiver havde således ikke den fornødne indflydelse på den ansattes transport. Endvidere anfører Højesteret, at den omstændighed, at det var en betingelse for hendes ansættelse, at hun havde egen bil, ikke indebar, at arbejdsgiver havde en sådan indflydelse på hendes transport på den pågældende dag, at skaden måtte anses for at være en arbejdsskade. Det samme gjaldt det forhold, at hun modtog skattefri kørselsgodtgørelse.
Vikaren har endvidere fremhævet en dom fra EU-domstolen vedrørende fortolkning af udtrykket ”arbejdstid” i arbejdstidsdirektivet. Da arbejdstidsdirektivet ikke regulerer forhold om arbejdsskadesikring finder Højesteret imidlertid ikke grundlag for at tillægge denne dom betydning i den pågældende sag. Det har således ikke afgørende betydning for vurderingen af arbejdsskadebegrebet, om kørslen efter arbejdstidsdirektivets definition, foregår i arbejdstiden.
Højesteret finder således – ligesom både byretten og landsretten – at vikarens kørsel ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Udgangspunktet er således fortsat, at ulykker der sker under transport mellem hjemmet og arbejdsstedet ikke er en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Dommen fra Højesteret viser, at der skal en del til, før dette udgangspunkt fraviges. Ved en vurdering må man se på den konkrete situation. Det er således ikke afgørende for vurderingen, at der er tale om kørsel til skiftende arbejdssteder, at der er krav til, at den ansatte har en bil, og at den ansatte modtager kørselsgodtgørelse ved brugen af egen bil. Det afgørende er forholdene omkring kørslen på den pågældende dag.
Skulle ovenstående give anledning til bemærkninger anbefaler vi, at du kontakter Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening.
Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer
