BARSEL
Alle lønmodtagere, som skal have barn, har ret til fravær med barselsdagpenge efter barselslovens regler. Som mor har du ret til fire ugers orlov med barselsdagpenge før fødslen, og efter fødslen har hver forælder ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge, som begynder dagen efter fødslen.
På denne side har vi samlet de mest væsentligste regler fra barselsloven og hvad du bør være opmærksom på i forbindelse med en kommende orlov. Barselsreglerne kan være komplekse og har du spørgsmål, kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Hvad bør du være opmærksom på?
Ved en kommende orlov i forbindelse med fødslen bør du være opmærksom på følgende:
- Undersøg dine muligheder for orlov med løn
- Planlæg din orlov
- Meddel din arbejdsgiver om den forestående familieforøgelse og barselsplan
- Søg om dagpenge, hvis det er relevant
Barselslovens orlovsfordelingen
Alle gravide har ret til fire ugers orlov før fødslen, og herefter er der samlet 48 ugers barsel til fordeling blandt forældrene. Den konkrete orlovsfordeling afhænger af om barnet er født før eller fra og med d. 2. august 2022.
Nedenfor kan du læse om fordelingen af orlov for børn født fra og med den 2. august 2022. Ønsker du viden om orlovsfordelingen og barselsreglerne for børn født før den 2. august 2022 kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Fra og med 2. august 2022
I kan selv placere ugerne, som I ønsker, dog med forbehold for, at eventuelle uger er øremærket til den ene forælder og visse uger er fastlåste tidsmæssigt. Således kan I f.eks. vælge, at ugerne placeres i forlængelse af hinanden eller, om der skal være overlap, samt om I vil udskyde nogle uger og/eller afholde barsel på deltid. Nogle af disse ønsker kræver konkrete aftaler med arbejdsgiver, som vi gerne bistår jer i.
Husk også, at det er vigtigt at varsle orloven korrekt overfor arbejdsgiver for at gøre brug af orloven. Du kan læse mere om varslingsreglerne længere nede på siden.
Ved ændringen af barselsloven i 2022 skete der en ny fordeling af orloven, således, at orloven blev fordelt ligeligt mellem forældrene. Barselsloven opererer nu med en 24-24-model og øremærket orlov til hver forælder fremfor en fælles ret. Denne orlovsfordeling kan illustreres på følgende vis (indsæt illustration).
Ved denne orlovsfordeling er der øremærket 2 + 9 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen til begge forældre og resten kan frit fordeles. Afholdes den øremærkede orlov ikke, bortfalder den uden kompensation.
Som mor har du således ret til:
- 4 ugers orlov med barselsdagpenge før fødslen (graviditetsorlov)
- 10 ugers orlov med barselsdagpenge i de første 10 uger efter fødslen (barselsorlov) – hvoraf 2 uger er øremærket og 8 uger kan overdrages. Ugerne skal dog holdes inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 14 ugers orlov med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter fødslen (forældreorlov) – hvoraf de 9 uger er øremærket og 5 uger kan overdrages.
Som far har du således ret til:
- 2 ugers orlov med barselsdagpenge i forbindelse med fødslen (fædreorlov), som skal afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 22 ugers orlov med barselsdagpenge efter de første 10 uger efter fødslen (forældreorlov) – hvoraf 9 uger er øremærket og 13 uger kan overdrages.
Du kan læse mere om barselloven i følgende nyhedsbrev: HAR DU TJEK PÅ DE NYE BARSELSREGLER?
Venter du mere end ét barn har du ret til ekstra orlov med barselsdagpenge. Barselsloven giver mulighed for i alt 26 ugers ekstra orlov og der er øremærket 13 uger til hver forælder. De ekstra uger skal afholdes inden for børnenes første leveår og de øremærkede 13 uger til hver forælder kan ikke overdrages til den anden forælder. Dog kan orloven overdrages til en social forælder eller nærtstående, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920, hvis du har spørgsmål til reglerne om flerlinger.
Er du soloforælder giver barselsloven dig også en udvidet orlov med ret til barselsdagpenge. Som soloforælder har du ret til barselsdagpenge i yderligere 22 uger i tillæg til de 24 uger, hvilket vi sige, at du som soloforælder har i alt 46 ugers orlov med barselsdagpenge.
Som soloforælder har du mulighed for at overdrage orloven til et nærtstående familiemedlem (egne forældre, søskende over 18 år, forældre og søskende over 18 år til en afdød forælder). Det nærtstående familiemedlem vil skulle opfylde de samme krav i barselsloven, som en forælder ift. varsling af arbejdsgiver og opfyldelse af beskæftigelseskrav for at få ret til fravær og barselsdagpenge.
Bemærk, at det i loven er defineret, hvornår du er soloforælder, f.eks. hvis den anden forælder til barnet er død eller hvis du som enlig har fået barn ved hjælp af assisteret reproduktion med ukendt donor. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er soloforælder eller har spørgsmål i den forbindelse, så kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Barselsloven indeholder også regler om orlov til sociale forældre. Sociale forældre er:
- Din ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder.
- En kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder.
- En kendt donors ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder.
Sociale forældre bliver ligestillet med forældre for så vidt angår muligheden for at få overdraget orlov fra en retlig forælder. Dog vil sociale forældre ikke kunne få overdraget de uger, der er øremærket de retlige forældre. Ønsker du at vide mere om reglerne for sociale forældre kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Barselsloven indeholder regler om orlov til surrogatforældre. En surrogatforælder er en forælder, der har fået fastslået forældreskabet på baggrund af en surrogataftale. Hvis du har brug for rådgivning herom, kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Løn under barsel
Det er vigtigt at understrege, at barselsloven alene omhandler retten til frihed med barselsdagpenge. Den eneste lov, som indeholder et krav om løn er funktionærloven, som giver moren ret til halv løn under barselsorloven.
Udgangspunktet i dansk ret er derfor, at der ikke er krav på løn under orloven.
Retten til løn under hele – eller oftest blot dele – af orloven, er dog et gode som kan være givet, f.eks. gennem individuel forhandling, kontrakt, overenskomst eller personalehåndbog/virksomhedspolitik. Hvis det ikke følger af en sådan udtrykkelig aftale, er udgangspunktet regler om orlov med barselsdagpenge.
Hvis du ikke allerede har ret til løn under din orlov, eller blot er interesseret i at forhandle yderligere løn under din orlov, kan du i denne artikel, bragt i ”Maskinmesteren” november 2021, læse mere om, hvordan du kan forhandle dig til sådan et gode. På trods af, at artiklen er skrevet med udgangspunkt i den tidligere orlovsfordeling, gælder dens pointer om forhandlingsargumenter og refusion fortsat.
Ved jobskifte skal du være opmærksom på, at din lønret ikke følger med og du har således alene krav på orlov med barselsdagpenge.
Ønsker du rådgivning, i forbindelse med at afdække om du har ret til løn under orloven eller til forhandlingen heraf, kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Nedenfor kan du læse nærmere om lønvilkårene for barsel i de overenskomster, vores medlemmer typisk er ansat på:
Er du ansat på vores overenskomst inden for det statslige område, Fællesoverenskomsten 2024, er du omfattet af følgende barselsaftale https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2024/9494).
Kort sagt, giver denne aftale dig ret til løn i følgende uger. Ønsker du at holde mere orlov, skal den holdes for barselsdagpenge eller egen regning.
Mor:
- 6 ugers graviditetsorlov med løn, når der er 8 uger til termin.
- 10 ugers barselsorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets far er ansat på samme barselsaftale, skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Far/medmor:
- 2 sammenhængende ugers fædreorlov med løn til afholdelse inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers forældreorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets mor er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Der kan være en udvidet lønret i forbindelse med flerflinger, soloforældre mm. Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920, hvis du ønsker rådgivning herom.
Lønretten forudsætter, at du er berettiget til fuld dagpengesats, hvilket ikke plejer at være en udfordring, hvis du er medlem af en A-kasse som maskinmester. Er du ikke berettiget til fuld dagpengesats nedsættes lønnen tilsvarende.
Hvis du overfører uger, skal du være opmærksom på, at lønretten ikke følger med.
Er du ansat på vores overenskomst med Danske Regioner, Overenskomst vedrørende professionsbachelorer på det tekniske område, er du omfattet af følgende barselsaftale SPrinter – 25061809300.
Kort sagt, giver denne aftale dig følgende lønvilkår. Ønsker du at holde mere orlov, skal den holdes for barselsdagpenge eller egen regning.
Mor:
- 8 ugers graviditetsorlov med løn, når der er 8 uger til termin.
- 10 ugers barselsorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets far er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Far:
- 2 ugers fædreorlov med løn til afholdelse inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers forældreorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets mor er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Der kan være en udvidet lønret i forbindelse med flerflinger, soloforældre mm. Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920, hvis du ønsker rådgivning herom.
Lønretten forudsætter, at du er berettiget til fuld dagpengesats, hvilket ikke plejer at være en udfordring, hvis du er medlem af en A-kasse som maskinmester. Er du ikke berettiget til fuld dagpengesats nedsættes lønnen tilsvarende.
Hvis du overfører uger, skal du være opmærksom på, at lønretten ikke følger med
Er du ansat på en af vores overenskomster med Kommunernes Landsforening, herunder Forhandlingskartellets Fællesoverenskomst 40.41 og Overenskomst for assistenter, mestre og driftsledere m.fl. 40.21, er du omfattet af følgende barselsaftale https://www.kl.dk/media/lucdtxmv/ok24-0513-aftale-om-fravaer-af-familiemaessige-aarsager.pdf?format=noformat.
Kort sagt, giver denne aftale dig følgende lønvilkår. Ønsker du at holde mere orlov, skal den holdes for barselsdagpenge eller egen regning.
Mor:
- 8 ugers graviditetsorlov med løn, når der er 8 uger til termin.
- 10 ugers barselsorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets far er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Far:
- 2 ugers fædreorlov med løn til afholdelse inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers forældreorlov med løn.
- Yderligere 6 ugers forældreorlov med løn (OBS! Såfremt barnets mor er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Der kan være en udvidet lønret i forbindelse med flerflinger, soloforældre mm. Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920, hvis du ønsker rådgivning herom.
Lønretten forudsætter, at du er berettiget til fuld dagpengesats, hvilket ikke plejer at være en udfordring, hvis du er medlem af en A-kasse som maskinmester. Er du ikke berettiget til fuld dagpengesats nedsættes lønnen tilsvarende.
Hvis du overfører uger, skal du være opmærksom på, at lønretten ikke følger med
Er du ansat med vilkår efter Industriens Funktionæroverenskomst, har du efter 9 måneders ansættelse ret til løn i følgende uger. Ønsker du at holde mere orlov, skal den holdes for barselsdagpenge eller egen regning.
Mor:
- 4 ugers graviditetsorlov med løn, når der er 4 uger til termin.
- 10 ugers barselsorlov med løn, til afholdelse i barnets første 10 uger.
- 9 ugers forældreorlov med løn, som skal holdes inden barnet er 52 uger.
- Yderligere 7 ugers forældreorlov med løn fra d. 1. juni 2025 ugers (OBS! Såfremt barnets far er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Far:
- 2 ugers fædreorlov med løn til afholdelse inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers forældreorlov med løn, som skal holdes inden barnet er 52 uger.
- Yderligere 7 ugers forældreorlov med løn fra d. 1. juni 2025 ugers (OBS! Såfremt barnets mor er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Lønretten forudsætter, at du er berettiget til fuld dagpengesats, hvilket ikke plejer at være en udfordring, hvis du er medlem af en A-kasse som maskinmester. Er du ikke berettiget til fuld dagpengesats nedsættes lønnen tilsvarende.
Hvis du overfører uger, skal du være opmærksom på, at lønretten ikke følger med.
Er du ansat med vilkår efter Industriens Overenskomst, har du efter 9 måneders ansættelse ret til løn i følgende uger. Ønsker du at holde mere orlov, skal den holdes for barselsdagpenge eller egen regning.
Mor:
- 4 ugers graviditetsorlov med løn, når der er 4 uger til termin.
- 10 ugers barselsorlov med løn, til afholdelse i barnets første 10 uger.
- 9 ugers forældreorlov med løn, som skal holdes inden barnet er 52 uger.
- Yderligere 7 ugers forældreorlov med løn fra d. 1. juni 2025 ugers (OBS! Såfremt barnets far er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Far:
- 2 ugers fædreorlov med løn til afholdelse inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers forældreorlov med løn, som skal holdes inden barnet er 52 uger.
- Yderligere 7 ugers forældreorlov med løn fra d. 1. juni 2025 ugers (OBS! Såfremt barnets mor er ansat på samme barselsaftale, så skal I deles om denne ret, men det behøver ikke at være 50/50).
Lønretten forudsætter, at du er berettiget til fuld dagpengesats, hvilket ikke plejer at være en udfordring, hvis du er medlem af en A-kasse som maskinmester. Er du ikke berettiget til fuld dagpengesats nedsættes lønnen tilsvarende.
Hvis du overfører uger, skal du være opmærksom på, at lønretten ikke følger med.
Varsling af orlov
For, at du bevarer din ret til barsel efter barselsloven, har du som kommende forælder en pligt til at informere arbejdsgiver ved et varsel. Barselsloven har fastsat følgende minimumsvarsler – men du er altid velkommen til at give arbejdsgiver besked i bedre tid.
Før fødsel
Kommende forældre er som minimum forpligtet til at informere arbejdsgiveren om den forventede termin senest hhv.
- 3 måneder før forventet fødsel som mor, og
- 4 uger før den forventede termin som far eller medmor.
OBS! For søfarende, der modtager løn efter vores overenskomster, gælder der ofte et længere varsel. Kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen for nærmere vejledning.
Forældreorlov (efter fødslen inden 6 uger)
For forældreorlovens afholdelse, og den endelige barselsplan, skal du informere din arbejdsgiver senest 6 uger efter fødslen.
Ønsker du at udskyde orlov efter reglerne ovenfor, skal du meddele dette til arbejdsgiver senest 6 uger efter barnets fødsel. Når du vil udnytte orloven, skal varsles afholdt med mindst 8 ugers varsel.
Særtilfælde
Derudover kan der være særlige varslingsregler for konkrete særtilfælde – f.eks. hvis mor har overdraget noget af sin orlov fra de 10 første uger, hvis barnet indlægges på hospitalet. Er du i tvivl om hvad gælder for dig, kan du som altid kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Vigtigt om varsling ift. løn og dagpenge
Modtager du løn under din barsel, skal du afvente, at Udbetaling Danmark sender dig et brev kort efter lønnen stopper, hvis du skal fortsætte med at holde orlov med barselsdagpenge. Har du ikke modtaget et brev, skal du straks kontakte Udbetaling Danmark.
Modtager du ikke løn, eller stopper din løn under din barsel, skal du selv søge barselsdagpenge. Dette sker typisk ved at din arbejdsgiver eller din a-kasse giver Udbetaling Danmark besked, om at du går på orlov og herefter sender dig et brev med et link. Har du ikke modtaget et sådant brev, opfordres du straks til at kontakte Udbetaling Danmark.
Vær opmærksom på, at fristen for indberetning til Udbetaling Danmark er 8 uger. Du kan læse mere herom på Borger.dk: https://www.borger.dk/familie-og-boern/barsel-oversigt/skal-jeg-soege-min-barsel.
Er du i tvivl, kan du som altid kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
HAR DU BRUG FOR RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED BARSEL?
Hvis du har spørgsmål til barselsreglerne for børn født før 2. august 2022 kan du kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Så længe, I blot er bosat i Danmark, gælder i hovedtræk de samme regler som ved alle andre. Hvis du har bopæl i et andet land, end Danmark, opfordres du til at kontakte os.
Er du studerende, ledig eller selvstændig erhvervsdrivende, er der ofte særlige modifikationer til udgangspunkt. F.eks. har en selvstændig erhvervsdrivende efter den nye lov ikke øremærket orlov, men kan overføre det af deres orlov, som de finder mest hensigtsmæssig. Er du derfor studerende, ledig, selvstændig erhvervsdrivende eller har en anden familie-konstellation, som fraviger udgangspunktet om to sammenboende lønmodtagerforældre, opfordres du til at kontakte os om dine konkrete rettigheder.
Barsel er en såkaldt ”lovlig feriehindring”, hvilket betyder, at du ikke kan blive pålagt at afholde din ferie, mens du er på barsel. Hvis du er forhindret i at afholde ferie på grund af barsel, kan du i stedet vælge mellem at:
- Få overført op til fire ugers ferie, hvis du er forhindret i at holde ferie frem til ferieperiodens udløb den 31. december.
- Aftale med din arbejdsgiver at holde ferien på et senere tidspunkt.
- I særlige situationer få udbetalt ferien, i stedet for at overføre den.
Herudover, kan du også planlægge ferien ind i din barselsplan, således, at du eventuelt kan forlænge din fraværsperiode og/eller overlappe med din medforælder uden at anvende din normale barsel derpå.
Genoptager du arbejdet delvist, kan du i særlige tilfælde holde restferie samtidigt. En eventuel hovedferie, kan du derimod udelukkende afholde, hvis du udskyder din orlov. Du kan læse mere om udskudt orlov under punktet ’Udskydelse og forlængelse af orlov’ og ’Orlov på deltid/delvis genoptagelse’.
Som lønmodtager bør du være forsigtig med at udskyde orloven for at holde ferie. For det første, fordi du skal aftale den udskudte orlov med din arbejdsgiver. For det andet, fordi du ikke vil være beskyttet på samme måde under sådan en udskudt orlov.
Når du holder orlov med hel eller delvis løn, optjener du fuld ferieret hos din arbejdsgiver til det kommende ferieår. Hvis du genoptager arbejdet på nedsat tid sådan, at du både arbejder og holder barsel på samme dag, optjener du fuld ferieret til det kommende ferieår. Hvis du derimod arbejder f.eks. 4 dage om ugen og er på barsel 1 dag om ugen, optjener du ikke fuld ferieret den dag, du er på barsel.
Holder du blot orlov med barselsdagpenge, vil udgangspunktet være, at du ikke optjener ferie som normalt, ved din eksisterende arbejdsgiver. Derimod optjener du ferien ved Udbetaling Danmark, som du senere kan anmode udbetalt ved afholdelse af ulønnet ferie hos din arbejdsgiver.
Selvom vi altid håber på en god start på det nye familieliv, hænder det desværre en gang imellem, at barnet skal hospitalsindlægges, navnlig i forbindelse med fødslen. Mens det dygtige hospitalspersonale hjælper jer på fode, står vi i Maskinmestrenes Forening altid klar med hjælp i forhold til det rent praktiske vedrørende jeres barsel og frihed fra arbejdet, så I, i videst muligt omfang, blot skal fokusere på jeres nye familie.
Forlænget fraværsret med dagpenge
Hvis jeres barn bliver indlagt på hospitalet, kan I, som forældre, forlænge jeres orlov med den periode, barnet er indlagt. Orloven kan dog højest forlænges i 3 måneder sammenlagt mellem jer.
Det er en forudsætning, at barnet bliver indlagt inden 46 uger efter fødslen, at I ikke går på arbejde imens og at I holder – eller havde planlagt at afholde orlov – under indlæggelsesperioden.
Det er vigtigt, at I, i denne forbindelse, kan dokumentere barnets indlæggelse over for Udbetaling Danmark. Dette gør I ved at sende dokumentation for barnets indlæggelse fra hospitalet via deres digitale selvbetjeningsløsning – dette kan f.eks. være journalnotat, hvor indlæggelses- og udskrivelsesdatoen fremgår af udskriften eller alternativt en lægeerklæring. Vend gerne med Udbetaling Danmark, hvilken dokumentation der er nødvendig, i jeres konkrete tilfælde.
I kan læse mere om den forlængede orlov og mulighederne ved Udbetaling Danmark på Borger.dk: https://www.borger.dk/familie-og-boern/barsel-oversigt/barsel-loenmodtagere/barsel-loenmodtagere-ny-orlovsmodel
Retten til løn
Retten til løn, vil som udgangspunkt ikke ændres, hvis dit barn bliver indlagt. Er du far med 2 ugers betalt fædreorlov, og forlænger du din fædreorlov, da jeres barn er indlagt i forlængelse af fødslen, vil du som udgangspunkt stadig “kun” have løn i to af ugerne. Den resterende tid, som din orlov forlænges med, vil således, som udgangspunkt være med almindelige barselsdagpenge.
Dette udgangspunkt kan dog fraviges, enten ved aftale med arbejdsgiver eller som følge af et eksisterende vilkår, om frihed ved løn under et barns hospitalsindlæggelse. Flere overenskomster, herunder Industriens overenskomster og de fleste offentlige overenskomster, indeholder nemlig en ret til løn de første 5 dage af et barns hospitalsindlæggelse. Er du omfattet af et sådan vilkår, kan du dermed muligvis have ret til 5 ekstra dages løn til dækning af hele – eller dele – af de dage, I er indlagte.
Hvis du er i tvivl om dine rettigheder i forbindelse med barns hospitalsindlæggelse, eller ønsker vores hjælp på anden vis, f.eks. ift. kommunikation med arbejdsgiver og afdækning af eventuel lønret, skal du være velkommen til at kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Du har mulighed for at udskyde op til fem uger af den orlov, som afholdes efter den 10. uge efter fødslen. Ugerne skal holdes samlet og inden barnet fylder 9 år – også selvom du skifter arbejdsgiver imens. Du skal meddele dette ønske til arbejdsgiver senest 6 uger efter fødslen. Når du ønsker at afholde den udskudt orlov og længden heraf skal du varsle dette til din arbejdsgiver senest 8 uger inden afholdelsen.
Ønsker du at opdele afholdelsen eller afholde den senere mens du arbejder deltid, gælder reglerne om aftalebaseret fravær.
Vær opmærksom på, at denne ordning ikke omfatter den øremærkede barsel, som altid skal være udnyttet inden barnet fylder et år. Læs mere om reglerne for varsling.
Ved barns hospitalsindlæggelse, gælder der endvidere særlige regler for udskydelse af orlov. Læs mere i det konkrete afsnit herom.
Det er muligt at afholde orloven på deltid, og arbejde den resterende tid. En sådan ordning omtales ofte som ”delvis genoptagelse af arbejde under orlov”.
Forudsætningen for en sådan ordning er, at der er indgået en konkret aftale mellem dig og arbejdsgiver om mindst én times orlov ugentligt. Det er således ikke en ret du har, men en ordning du kan indgå i, hvis arbejdsgiver går med til det. Du kan derfor heller ikke nødvendigvis tage ordningen med til en ny arbejdsgiver, medmindre du indgår en aftale med din nye arbejdsgiver herom. Du skal være opmærksom på, at den udskudte orlov skal være afholdt inden barnet fylder 9 år.
Du kan læse mere om barsel på deltid i vores nyhedsbrev her ØNSKER DU AT AFHOLDE DIN BARSEL PÅ DELTIDSBASIS?
Det er en udbredt misforståelse, at du ikke kan blive opsagt, fordi du er gravid eller fordi du ønsker at overholde orlov. I dansk ret er der ikke forbud mod at opsige medarbejdere, som er på barsel, skal på barsel eller som er gravide, men der er forbud mod at opsige pga. graviditet eller ønsket om at holde barsel. I sådanne sager vil lovligheden derfor afhænge af, om det kan anerkendes, at din opsigelse skyldes andre forhold f.eks. virksomhedens forhold, såsom omstruktureringer eller arbejdsmangel eller dine egne forhold, såsom performance eller samarbejdsproblemer. I sager om opsigelse og barsel stilles der også særlige krav til arbejdsgivers bevisbyrde.
Du kan læse mere i vores artikel her 2024 MM08—Side 60 eller kontakt Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Hvis du skal undersøges eller behandles for barnløshed og du selv er årsag til barnløsheden vil fraværet karakteriseres som sygefravær og derfor være lovligt forfald. Du skal dog forsøge at lægge tidspunkterne til undersøgelse og behandling, så det er til mindst gene for din arbejdsgiver.
Om du har ret til løn i forbindelse med fraværet, afhænger af dit ansættelsesforhold, f.eks. om du ved almindelig sygdom er berettiget til løn. Hvis du ikke er berettiget til løn under sygdom, har du krav på sygedagpenge.
Er det ikke dig, men derimod din partner, der skal undersøges eller behandles for barnløshed, har du ikke ret til fravær. Ønsker du ledsage din partner til undersøgelse eller behandling kræver det aftale med din arbejdsgiver. Du og din arbejdsgiver aftaler om du skal anvende afspadsering, ferie eller lignende.
- Du skal være opmærksom på, om der kan gælde andre regler, f.eks. hvis du er omfattet af en overenskomst.
- Ligebehandlingsloven finder også anvendelse ved fertilitetsbehandling.
Har du spørgsmål, kan du som altid kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk eller +45 3336 4920.
Hvis du som arbejdsgiver eller selvstændig skal søge refusion for sygedagpenge, skal du logge ind på NemRefusion her.
Hvis du som arbejdsgiver eller selvstændig skal søge refusion for barselsdagpenge, skal du logge ind på NemRefusion her.
Har du yderlige spørgsmål angående barsel, kan du kontakte os på mf@mmf.dk eller ring til os på 3336 4920.