Må min arbejdsgiver opsige mig, når jeg er syg?

”Jeg er sygemeldt, så min arbejdsgiver må da ikke opsige mig?”. Den sætning hører vi indimellem i Arbejdsmarkedsafdelingen hos Maskinmestrenes Forening, når et medlem kontakter os angående en opsigelse under en sygemelding. Det er dog en sejlivet myte, at du ikke kan blive opsagt, når du er syg. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Arbejdsgivers adgang til at opsige en medarbejder under sygdom
Udgangspunktet er, at sygdom er lovligt forfald. Det betyder, at du har en gyldig årsag til ikke at møde på arbejde, når du er syg. Din arbejdsgiver kan dog alligevel sagligt opsige dig på grund af sygdom, idet der ikke i dansk ret eksisterer et forbud mod at opsige en medarbejder, der er sygemeldt. Sygefravær alene udgør imidlertid ikke altid en saglig opsigelsesgrund. Hvorvidt sygefravær er en rimelig begrundelse for en opsigelse, afhænger derimod af en konkret og samlet vurdering af flere elementer, som er blevet fastlagt gennem retspraksis.

Hvilke elementer kan indgå i vurderingen af opsigelsens saglighed?
En saglig opsigelse på grund af sygdom kræver, at opsigelsen er rimeligt begrundet i enten virksomhedens eller medarbejderens forhold.

Et af de elementer, som kan indgå i vurderingen, er derfor den belastning, som sygefraværet har for virksomhedens drift. Kan arbejdsgiver godtgøre, at dit fravær medfører driftsmæssige problemer, som går videre end, hvad arbejdsgiver bør kunne tåle, taler det for, at opsigelsen er saglig. Ved denne vurdering ser man blandt andet på sygdommens varighed, virksomhedens størrelse, din konkrete stilling og konsekvenserne for driften.

Ligeledes indgår prognosen for din arbejdsevne og tilbagevenden til arbejdet i vurderingen. I retspraksis bliver dette element tillagt stor betydning for sagligheden af opsigelsen, og det kan således tale imod opsigelsens saglighed, hvis du forventes at være tilbage på arbejdet på almindeligvis inden for en nær fremtid. Det kan derimod tale for, at sygdommen er en saglig opsigelsesgrund, hvis du ikke forventes at kunne varetage arbejdet på almindeligvis igen og det ikke er muligt at finde en anden stilling til dig i virksomheden, som passer til dit behov.

I vurderingen af sagligheden ser man derfor også på, om din arbejdsgiver har indhentet oplysninger om din forventede tilbagevenden. Arbejdsgiver kan eksempelvis bede om mulighedserklæringer, lægeerklæringer og varighedsattester, ligesom I kan have drøftet spørgsmålet ved sygefraværssamtaler og lignende. Det kan tale imod en saglig opsigelsesgrund, hvis din arbejdsgiver ikke har gjort sig den ulejlighed at afdække dette.

Hvorvidt din arbejdsgiver har undersøgt og foretaget tilpasninger, omplaceringer eller tilsvarende foranstaltninger kan også have betydning for vurderingen af sagligheden. Det tillægges således betydning, om din arbejdsgiver har forsøgt at afhjælpe de problemer, der forhindrer din tilbagevenden. Det kan blandt andet være ved at tilbyde dig andre arbejdsopgaver eller at omplacere dig til en anden stilling i virksomheden, hvis dette er muligt uden at være en væsentlig ulempe for arbejdsgiver.

I den forbindelse er det dog vigtigt at nævne, at din arbejdsgiver ikke forventes at tilbyde arbejde med skånehensyn, flexjob eller nedsat arbejdstid ved din tilbagevenden.  

Endeligt har samspillet mellem længden af din(e) sygdomsperiode(r) og din anciennitet i virksomheden også betydning for vurderingen.

Ovenstående elementer er ikke en udtømmende liste over forhold af betydning for vurderingen, men fremhæver blot nogle af de væsentligste elementer. En vurdering af en opsigelses saglighed beror således altid på en konkret vurdering af de samlede forhold.

Sygdom og handicap
Der er juridisk forskel på begreberne sygdom og handicap, selvom det i praksis kan være svært at adskille. En nærmere gennemgang af opsigelse på grund af handicap behandles ikke uddybende i denne artikel. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at langvarigt sygefravær være blive et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Hvor der, som nævnt indledningsvist, ikke i dansk ret eksisterer et forbud mod opsigelse på grund af sygdom, forholder det sig anderledes med handicap. Opsigelse begrundet i et handicap er som udgangspunkt et brud på forbuddet mod diskrimination i forskelsbehandlingsloven. Loven pålægger blandt andet arbejdsgiver en særlig forpligtigelse til at foretage særlige tilpasninger, inden der skrides til opsigelse. Ligeledes kan øvrig lovgivning eller overenskomster yde særlig beskyttelse ved visse former for sygdom – eksempelvis graviditetsbetinget sygdom. 

Har du spørgsmål til opsigelse under sygdom, kan du rette henvendelse til Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening for yderligere rådgivning.

Skrevet af juridisk konsulent Sara Kathrine Brædder