Ajour 2025 – rekordernes faglige mødested

Erhvervskonferencen satte rekord i både deltagerantal og udstillere som det store årlige mødested for maskinmestre, der netværkede og blev inspireret af faglige oplæg og 150 udstillere. 

I en tid med højaktuelle emner som forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur og oprustning markerede erhvervskonferencen Ajour sig endnu engang som rekordernes faglige mødested med fokus på innovation, bæredygtig omstilling og Management of Technology.

Med flere end 2.200 deltagere over to dage og 150 udstillere i en udsolgt hal fortsatte Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference væksten med det højeste antal deltagere og udstillere nogensinde.

Derfor var det også en meget tilfreds Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, der den sidste torsdag i november gik på scenen i Odense Congress Center for at byde velkommen til Ajour 2025 – den 24. udgave af erhvervskonferencen.

»Jeg ser den rekordstore deltagelse som udtryk for, at Ajour har formået at styrke sin relevans, og med over 2.200 besøgende de næste to dage er Ajour stadig den faste årlige begivenhed, hvor flest maskinmestre er samlet. Det er et fantastisk udgangspunkt for at få inspiration, ny viden og styrke sit netværk. I år siger vi velkommen til flere nye udstillere. Der har været rift om pladserne. Den dynamik, som blandingen af nye og genkendelige udstillere skaber, er en stor styrke for udstillingen,« sagde Lars Have Hansen i sin velkomst til en fyldt sal ved Ajours åbning.

Højaktuelle udfordringer
Igen i år var en række af tidens højaktuelle emner omdrejningspunktet i konferencen – udfordringer, som maskinmestre er med til at finde løsningerne på: Forsyningssikkerhed både i forhold til energi, produktion og teknologi, kritisk infrastruktur, klimaudfordringer, oprustning og cybersikkerhed, men også emner som retrofit af skibe, fremtidens drikkevand og kernekraft var på agendaen.

»For snart fire år siden stod det bukket i neon, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, og i dag er det tydeligt, at sikkerhedspolitik skal tænkes ind på mange af vores arbejdspladser,« sagde Lars Have Hansen.

De mange udstillere repræsenterede brancher som blandt andet forsyning, offshore, søfart, produktion, industri, automation og rådgivning.

Flere maskinmestre end nogensinde
I sin velkomst fremhævede Lars Have Hansen også, at søgningen til maskinmesteruddannelsen har sat rekord igen samtidig med, at antallet af erhvervsaktive maskinmestre nærmer sig 12.000 – det højeste antal nogensinde.

»I Maskinmestrenes Forening arbejder vi hver dag for at fremme professionens interesser, herunder at få flere unge til at vælge maskinmesteruddannelsen, der giver adgang til et væld af spændende muligheder og karriereveje. Her på Ajour kan I møde mange af de studerende, som snart bliver jeres kolleger,« sagde formanden til de forsamlede Ajour-deltagere.

Pas på dansegulvet – sådan er du dækket til julefrokosten

Julefrokosten er årets højdepunkt – men også et tidspunkt, hvor grænsen mellem arbejde og fest kan blive lidt uklar. Ved du, hvornår du egentlig er dækket, hvis uheldet er ude?

Julefrokosterne står for døren, og for mange er det en kær tradition og en hyggelig afslutning på året med kollegerne.

Men når arbejdet blandes med festlige aktiviteter, kan grænsen mellem arbejds- og privatliv hurtigt blive uklar. Hvert år opstår der spørgsmål om, hvornår man er dækket af arbejdsskadeforsikringen, og hvem der har ansvaret, hvis noget går galt.

I artikel får du et overblik over de vigtigste juridiske regler om arbejdsskader og ansvar i forbindelse med julefrokoster – så du kan gå trygt ind i årets festlige sæson.

Hvornår betragtes en julefrokost som ”arbejde”?
Ifølge arbejdsskadesikringsloven § 5, stk. 1, er man dækket af arbejdsskadeforsikringen, når man kommer til skade “under arbejdet eller i forbindelse hermed”.

Det gælder også ved sociale arrangementer – fx en julefrokost – hvis arrangementet har en klar tilknytning til arbejdet, og det er arbejdsgiveren, der har arrangeret eller inviteret til det.

Det betyder, at du typisk er dækket:

– Hvis julefrokosten er en officiel del af arbejdspladsens aktiviteter.

– Hvis den finder sted i arbejdstiden eller umiddelbart efter.

– Hvis den holdes i arbejdsgiverens lokaler eller på et sted, som arbejdsgiveren har valgt og betalt for.

Dækningen ophører derimod, når medarbejderen forlader arrangementet eller bevæger sig videre til et uofficielt efterarrangement – her anses du som udgangspunkt for at være “på egen hånd”.

Hvad er en arbejdsskade?
En arbejdsskade kan både være:

En ulykke, jf. arbejdsskadesikringsloven § 6, dvs. en pludselig hændelse, som medfører personskade (fx fald på glat gulv under julefrokosten).

En erhvervssygdom, jf. § 7, udvikler sig typisk over tid. Erhvervssygdomme er sjældent relevant i festlig sammenhæng – men skal forstås som en sygdom eller lidelse, der skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. Det kan eksempelvis være Astma.

Ved en skade under en julefrokost er det afgørende, om der er en tilstrækkelig forbindelse mellem skaden og arbejdet. Hvis du fx snubler på dansegulvet under en firmaarrangeret julefrokost, vil det som regel blive anset som en arbejdsskade. Men hvis du derimod falder på vej hjem fra et privat efterspil, er du som udgangspunkt ikke dækket.

Alkohol og ansvar ift. erstatningsansvarsloven
Når alkoholen kommer på bordet, kan vurderingen af ansvar blive mere kompliceret.

I nogle tilfælde kan der ske nedsættelse eller bortfald af erstatning i henhold til erstatningsansvarsloven § 24, der foreskriver følgende: Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.(..)

Af ovenstående grunde vil man derfor vurdere, hvorvidt skaden er opstået som følge af egen beruselse eller om arbejdsgiveren kan holdes ansvarlig, hvis der fx har været utilstrækkelig kontrol, eller hvis ledelsen har opfordret til overdreven alkoholindtagelse.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vurderingen efter erstatningsansvarsloven er uafhængig af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af en arbejdsskade. En skade bør derfor altid anmeldes, selvom der kan være tvivl om ansvaret eller om graden af beruselse.

Ledelsens ansvar
Selv om julefrokosten er en festlig begivenhed, er det fortsat en arbejdsgiveropgave at sikre, at arbejdsmiljølovens § 15 om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen bliver overholdt. Det indebærer, at arbejdsgiveren skal sørge for, at aktiviteterne ikke indebærer unødvendig risiko.

Derudover indebærer arbejdsgiverens ansvar også en pligt til at reagere på uønsket adfærd og føre tilsyn. En uønsket adfærd kan udgøre en overtrædelse af arbejdsmiljø- eller ligebehandlingslovgivningen og omfatter blandt andet, at arbejdsgiveren har pligt til at gribe ind over for sexistiske, diskriminerende eller krænkende bemærkninger – også når de finder sted under sociale arrangementer som julefrokoster.

Maskinmestrenes Forening står klar til at hjælpe
Skulle du komme til skade under julefrokosten, eller opleve uønsket eller krænkende adfærd, er du altid velkommen til at kontakte Maskinmestrenes Forening for en juridisk vurdering af din sag på mf@mmf.dk.

Skrevet af juridisk konsulent Mona Yassine Bräuner.