Studieliv
Tusindvis af studerende er i gang med at uddanne sig på landets fem maskinmesterskoler og deres mange underafdelinger. Maskinmesterstuderendes Landsråd (MSL) arbejder for at løfte deres interesser, mens udvalgte projekter og ildsjæle blev præmieret for deres indsats i 2025.
Maskinmesterstuderendes Landsråd (MSL) er de studerendes talerør og består af studerende fra maskinmesterskolerne og de maritime uddannelsescentre.
Landsrådet bygger bro mellem uddannelsesinstitutionerne og de studerende med det formål at sikre en løbende udveksling af viden og erfaring, så fælles og aktuelle emner drøftes og viderebringes. Derudover forholder rådet sig løbende til uddannelsens udvikling, kvalitet og fag – og ser på nye emner som eksempelvis kunstig intelligens.
MSL’s formand, Magnus Rødkjær, fungerer desuden som observatør i Maskinmestrenes Forenings bestyrelse, med god mulighed for at komme til orde og dermed høste værdifuld erfaring.
Undervisningsprisen
Adjunkt fra Teknika blandt årets undervisere
Adjunkt Thomas Haahr fra Teknika har modtaget Undervisningsprisen 2025, hvilket både han, hans kolleger og de studerende sætter stor pris på. I 2026 ser han frem til at bruge de medfølgende midler til at styrke sin undervisning yderligere.
Bachelorpriser
Bachelorvinder optimerer biogasproduktion ved at reducere sandophobning
For Nature Energys mange maskinmestre er optimering af driften på biogasanlæggene en opgave, der aldrig slutter. Samtidig er det et område, hvor inspiration udefra kan vise sig værdifuld, og det var netop, hvad virksomheden fik i 2024 fra daværende maskinmesterstuderende Thomas Kloster Booth.
I sit bachelorprojekt fra Aarhus Maskinmesterskole undersøgte Thomas problemet med sand fra biomassen, der bundfælder sig i Nature Energy Månssons biogasanlæg i Brande, og det gjorde han så godt, at Maskinmestrenes Forening har belønnet ham med førstepladsen i bachelorkonkurrencen 2024.
Konkret har Thomas Kloster Booth været inde og justere på ganske små indstillinger på anlægget for at se, om der kunne være optimeringer at hente, eksempelvis i forhold til at forsinke bundfældningen af sandet på vejen gennem systemet.
»Jeg er meget glad for anerkendelsen fra Maskinmestrenes Forening, som har bekræftet mig i, at jeg har leveret et godt stykke arbejde med noget værdi for flere parter. Det var også et krævende projekt med mange analyser og tid i laboratoriet, så jeg er meget taknemmelig for et skulderklap som det her,« siger Thomas Kloster Booth.
Præmieret projekt tog hverdagens eksperter med på råd
Hos produktionsvirksomheden Blue World Technologies, der fremstiller mere klimavenlige alternativer til forbrændingsmotorer og dieselgeneratorer, er produktionsprocessen for bipolarplader (BPP), der anvendes i brændselsceller, et centralt led i forretningen.
Optimering af denne proces er derfor et konstant fokus, og netop dét var også omdrejningspunktet for Christian Moselund Michaelsen og Jannie Asmussen Jensens bachelorprojekt fra MARTEC, der har sikret dem 2. pladsen i Maskinmestrenes Forenings bachelorkonkurrence 2024.
Vejen til det præmierede projekt startede med en periode på en uges tid, hvor de to daværende studerende agerede produktionsmedarbejdere på fabrikken i det østlige Aalborg. På den måde fik de indsigt i processer og arbejdsgange, for på den baggrund at kunne beslutte, hvor de ville fokusere med deres projekt.
»Vi havde medarbejderne med hele vejen og spurgte dem løbende ind til, hvor de blev udfordret, hvad de brugte deres tid og kræfter på, og hvor de kunne se mulige forbedringer. Det er jo dem, der står med det hver dag og er eksperterne,« siger Jannie Asmussen Jensen.
Ny maritim pris
Danske Maritime hylder morgendagens maskinmestre
Med en nyindstiftet pris vil Danske Maritime hædre én dimittend fra hver af landets maskinmesterskoler for at have udmærket sig særligt gennem studieforløbet. Prisen hedder ’Fremtidens Maritime Frontløber’, og de første vindere blev udpeget i slutningen af juni 2025.
Mere specifikt vil Danske Maritime anerkende det talent og den arbejdsomhed, der ifølge organisationen hver dag spirer frem på uddannelsesinstitutionerne. Prisen bliver givet til en dimittend, der ikke blot har leveret stærke præstationer men også har skabt konkret værdi for en maritim virksomhed, eksempelvis gennem et praktikophold eller et afgangsprojekt med fokus på innovation eller bæredygtighed.
»Vi ser ind i en fremtid i den maritime industri, hvor den grønne omstilling fylder enormt meget, ligesom vi snart skal til at levere nye skibe til Forsvaret igen, hvorfor vi får brug for endnu flere hænder. I den forbindelse spiller maskinmesteruddannelsen en helt central rolle,« siger administrerende direktør i Danske Maritime, Jenny Braat.
Blandt de første vindere var Caroline Muff Jensen fra MARTEC, der var ansat som trivselsambassadør for de maritime studenter på skolen, ligesom hun var ambassadør for maskinmesteruddannelsen – og fik meget ros for både det og sin faglige indsats.
»Jeg er glad for at blive set efter at have brugt mange år på at læse, sejle og dygtiggøre mig, og forhåbentlig kan en pris som denne her også inspirere andre kvinder til at gå den maritime vej – for kvinder kan også godt være maskinmestre til søs,« siger hun.
De øvrige vindere var Asger Dich Jensen, SIMAC, Søren Lander Skourup, Aarhus Maskinmesterskole, Joakim Brems Kristensen, Teknika, og Esben Mandrup Biel, Fredericia Maskinmesterskole.




