Forord fra formanden
Lars Have Hansen
						

Professionen er større og stærkere end nogensinde

Se video

Tak for endnu et stærkt år

Velkommen til endnu en udgave af Maskinmestrenes Forenings digitale årsberetning, hvor vi – igen – kan se tilbage på et stærkt år for professionen.

Væksten i både erhvervsaktive maskinmestre, der aktuelt tæller godt 11.300, og medlemmer af foreningen, hvor vi er oppe på 15.760, er fortsat i 2025, søgningen til skolerne er stor og der er rift som aldrig før om de mange dygtige dimittender.

Med en aktuel ledighed på under to procent er der mere eller mindre jobgaranti som nyuddannet maskinmester, og efterspørgslen er stor fra et væld af forskellige brancher.

Det gælder ikke mindst i forsyningsindustrien, hvor maskinmestrenes kompetencer er helt afgørende for driften af vores kritiske infrastruktur.

I en urolig verden er energiforsyning og sikkerhed blevet to sider af samme mønt, og maskinmestrene er centrale, når Europa skal væk fra de fossile kilder og blive selvforsynende på grøn, vedvarende energi.

Samtidig skal de være med til at sikre vores installationer mod angreb udefra ved at gøre anlæggene så robuste som muligt. Et kraftværk, der hurtigt kan genstarte efter en forstyrrelse, er et mindre attraktivt mål. Det skal maskinmestrene være med til at sørge for.

Netop derfor får såvel forsyningssektoren som stribevis af andre industrier brug for endnu flere dygtige maskinmestre fremadrettet. Det gælder også den maritime industri, når der de kommende år igen skal bygges krigsskibe på danske værfter.

Det er en stor opgave, som skolerne er meget bevidste om. Teknika i Lyngby vil eksempelvis øge deres optage med næsten 50 procent frem mod 2030, og så venter der en udfordring med at skaffe flere værkstedspraktikpladser, som vil kræve både bredt samarbejde og politisk støtte.

Med det solide polytekniske fundament som ståsted vil maskinmestrene også i 2026 komme med de innovative idéer til, hvordan teknologier og maskineri kan spille sammen på tværs af brancherne.

Tak for jeres engagement i 2025. Uden jer – ingen forening.

Opad og fremad – også i 2026!