En uddannelse i bevægelse
Maskinmesteruddannelsen står aldrig stille - men flytter sig derimod i takt med de studerendes ønsker og ikke mindst arbejdsmarkedets behov. Udviklingen sker i høj grad på baggrund af Maskinmestrenes Forenings Aftager- og dimittendundersøgelse.
Alene de sidste fire år er der kommet godt 2.000 nye erhvervsaktive maskinmestre på arbejdsmarkedet, men der er stadig behov for at uddanne endnu flere. Samtidig er det afgørende, at kvalitet og relevans i uddannelsen hænger sammen med arbejdsmarkedets behov.
Det viser den sjette udgave af Aftager- og dimittendundersøgelsen, som Maskinmestrenes Forening udgav i 2025, igen i år med input fra en tænketank, der bredt sammensat af repræsentanter fra erhvervslivet og interesseorganisationer.
Undersøgelsen evaluerer de nyuddannede maskinmestres kompetencer blandt topledere, driftschefer, afdelingsledere og HR-ansvarlige fra nationale og internationale virksomheder og rederier, og endnu en gang står det klart, at danske maskinmestre er eftertragtede medarbejdere som tekniske ledere og specialister.
»Jeg er tilfreds med at kunne konstatere, at kvalitet og relevans i uddannelsen hænger sammen med erhvervslivets efterspørgsel og behov. Undersøgelsen fortæller os også, at maskinmestre fortsat skal mestre de klassiske og efterspurgte praktiske færdigheder og de skal have generelle tekniske kompetencer,« siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.
Uddannelsen står stærkt
Maskinmesteruddannelsen har en enormt stærk position i det danske uddannelseslandskab, mener uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, der peger på den lave ledighed som bevis.
Hun har i 2025 besøgt både SIMAC og MARTEC og har begge steder fået meget positive indtryk af både studiemiljø, undervisere og de studerende.
Vigtig for dansk erhvervsliv
For Christina Egelund er der ingen tvivl om maskinmesteruddannelsens store betydning for dansk erhvervsliv, herunder for både den grønne omstilling og Det Blå Danmark. Begge områder har et stort behov for maskinmestrenes brede kompetencer, mener hun.
Stort behov for flere maskinmestre
Aftager- og dimittendundersøgelsen 2025 understreger det store behov blandt virksomhederne på tværs af dansk erhvervsliv for at få uddannet endnu flere maskinmestre, som kan løfte stribevis af komplekse teoretiske og praktiske problemstillinger.
En af de sektorer, der har brug for kvalificeret arbejdskraft, er Det Blå Danmark og den landbaserede maritime industri, som i forvejen beskæftiger tusindvis af maskinmestre. Hvis Danmark skal bevare positionen som verdens 7. største maritime nation, er de løsningsorienterede maskinmestre uundværlige, mener adm. direktør for Danske Maritime, Jenny Braat.
Brug for
nye kræfter
Den i forvejen store maritime sektor i Danmark står foran en periode med massiv stor vækst på baggrund af både den grønne omstilling og den aktuelle geopolitiske situation i Europa. Gennemsnitsalderen i sektoren er desuden høj, hvilket alt i alt kalder på mange flere unge og nyuddannede maskinmestre.
På vegne af organisationens mange medlemmer efterlyser adm. direktør for Danske Maritime, Jenny Braat, endnu flere maskinmestre, der kan være med til at løfte de mange opgaver i industrien.
En forpligtigelse over for den grønne omstilling
De grundlæggende er vigtige at få på plads for maskinmestrene, som er forpligtiget til at bidrage til den grønne omstilling, mener næstformand i Maskinmestrenes Forening, Peter Skovgaard. Kombinationen af projektledelse, ny og gammel teknologi og ikke mindst en masse drift stiller krav til både skoler og dimittender, påpeger han.
Skolerne løfter opgaven
De fem maskinmesterskoler i Danmark, der har lokationer i sammenlagt 14 byer, uddanner allerede flere maskinmestre end nogensinde før. På Teknika i Lyngby har rektor Tue Hækkerup noteret sig den stigende efterspørgsel på dimittender, og skolen sigter derfor efter at øge sit optage med næsten 50 procent, fra 350 til 500 om året, frem mod 2030.
Derudover fortsætter udviklingen af undervisningen i samarbejde med både erhvervslivet og aktører som Maskinmestrenes Forening.
Her er maskinmestrene (også) uundværlige
Energivirksomheden Stiesdal kommer ingen vegne uden maskinmestre, for uden deres kompetencer ville produkterne inden for havvind, pyrolyse og meget andet ikke kunne blive til virkelighed.
Se virksomhedens grundlægger, energipioneren Henrik Stiesdal, fortælle om maskinmestrenes unikke kompetencer, der er så nødvendige for de forskellige projekter.








