Den 9. april 2025 afsagde Højesteret en dom i en sag, der har stor betydning for, hvad du som lønmodtager skal finde dig i, når arbejdsgiveren vil ændre dit tjenestested.
Hvad drejede sagen sig om?
Sagen omhandlede flytning af medarbejdere som led i regeringens plan om statslig udflytning af arbejdspladser fra Region Hovedstaden til øvrige regioner. I denne forbindelse blev tre medarbejdere i SKAT, som led i en større omstrukturering, pålagt at skifte arbejdssted.
Ændringen betød længere transporttid og ændrede daglige rutiner. For medarbejder A (der var overenskomstansat) betød det mertransporttid på 33 minutter hver vej, for medarbejder B (som var tjenestemand med kommunal baggrund) betød det mertransporttid på 57 minutter hver vej, mens det for medarbejder C (der var overenskomstansat) betød mere transporttid på 31 minutter hver vej.
Medarbejderne mente, at der var tale om en væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, og at flytningen derfor skulle varsles med deres individuelle opsigelsesvarsler. Arbejdsgiver mente derimod, at flytningen lå inden for ledelsesretten og derfor ikke krævede et varsel.
Højesterets afgørelse – tålgrænsen var ikke overskredet
Ifølge Højesteret skulle flytning tåles, hvis mertransporttiden hver vej ikke oversteg 60 minutter for tjenestemænd med kommunal baggrund og 45 minutter for overenskomstansatte.
Ydermere opgjorde Højesteret mertransporttiden ved brug af krak.dk baseret på kørsel i bil, hvis medarbejderen havde kørekort, og der var en bil i husstanden, der kunne anvendes til transport til og fra arbejde. Hvis dette ikke var tilfældet, blev mertransporttiden opgjort ved brug af rejseplanen.dk baseret på offentlig transport.
Indsigelser fra medarbejdere om relevante konkrete individuelle forhold kunne føre til, at den standardiserede metode blev fraveget. Højesteret lagde desuden vægt på, at den anvendte standardiserede metode for beregning af transporttid forudsætter, at medarbejderen som udgangspunkt benytter den transportform, der er hurtigst, da Højesteret forudsætter, at man som medarbejder normalt vil anvende, den transportform, der tidsmæssigt er mest fordelagtig. Hvis det mest fordelagtige transportmiddel er bil, opgøres mertransporttiden derfor på grundlag af bilkørsel – forudsat, at medarbejderen har adgang til bil.
Højesteret gav derfor arbejdsgiver medhold. Retten lagde vægt på følgende:
– Flytningen skete som led i en samlet reform og ikke rettede sig mod de enkelte medarbejdere.
– Der var ikke ændringer i arbejdsopgaver, løn eller øvrige vilkår.
– Afstanden var ikke så stor, at det i sig selv gjorde ændringen væsentlig.
Af ovenstående årsager kom Højesteret derfor frem til, at der ikke var tale om en væsentlig vilkårsændring, og arbejdsgiver kunne gennemføre flytningen uden varsel.
Hvad betyder det for dig?
Dommen viser, at du som lønmodtager ikke kan antage, at der altid er tale om en væsentlig ændring af dine vilkår, når du får ændret dit arbejdssted – heller ikke selvom det påvirker din transporttid og hverdag.
Grænsen er ikke sort-hvid
Hvorvidt du skal tåle en flytning af dit arbejdssted, eller om det udgør en væsentlig ændring, er altid en konkret vurdering, hvor følgende elementer har betydning:
– Hvor langt skal du nu rejse?
– Er der ændringer i dine arbejdsopgaver eller arbejdstid?
– Er flytningen midlertidig eller permanent?
– Er der aftalt andet i din kontrakt elle overenskomst?
Hvis arbejdsgiver overskrider grænsen og den væsentlige ændring foretages uden varsel, kan du kræve, at ændringen behandles som en opsigelse (fra arbejdsgivers side). Du kan læse mere om, hvad der gælder, hvis arbejdsgiver vil ændre i dine ansættelsesvilkår her: Link.
Maskinmestrenes Forening står klar til at hjælpe
Har du selv oplevet at få ændret dit arbejdssted – eller står det måske for døren? Så er du velkommen til at kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen på mf@mmf.dk, før du skriver under på eller accepterer ændringen. Vi rådgiver gerne om dine rettigheder og muligheder.
Skrevet af juridisk konsulent Mona Yassine Bräuner.