Sommerferien – og ferie i øvrigt – er for langt det fleste et tiltrængt pusterum. Dog hænder det, at det uheldigvis også er dér, sygdommen rammer. Men hvad gør du egentlig, hvis du bliver syg lige før eller midt i din ferie? Og hvilke rettigheder har du? I denne artikel kan du blive klogere på reglerne om erstatningsferie, og hvad du skal gøre, hvis sygdommen sætter en stopper for dine ferieplaner.
Hvis du er i den uheldige situation, at du bliver syg i din ferie, giver ferieloven visse rettigheder. I nogle tilfælde betyder det, at du ikke forpligtes til at afholde ferien alligevel, og i andre tilfælde kan du have ret til erstatningsferie efter en karensperiode.
Dine rettigheder afhænger af, om du bliver syg inden din planlagte ferie begynder, eller om du derimod bliver syg efter ferien er startet. Skæringstidspunktet for, om din ferie er startet, er, om sygdommen indtræder før eller efter din normale mødetid på din første feriedag.
Hvis du er syg inden ferien begynder
Bliver du syg, inden din planlagte ferie starter (dvs. inden din normale mødetid, på din første feriedag), kan din arbejdsgiver ikke kræve, at du holder ferie, og du har derfor ret til at udskyde ferien til et senere tidspunkt.
Her betragtes ferien ifølge ferielovens regler som ”ikke påbegyndt”, og du skal derfor aftale et nyt tidspunkt for afvikling af disse dage med din arbejdsgiver.
Hvis du bliver syg efter din ferie er begyndt
Bliver du derimod syg, efter at du har startet din planlagte ferie, har du ifølge ferielovens regler som udgangspunkt ret til erstatningsferie – altså ret til at få nye feriedage på et senere tidspunkt.
Du kan først få erstatningsferie efter fem sygedage i samme ferieår. Disse fem dage kaldes egenbetalingsdage eller karensdage. Det vigtige ved disse dage er, at de tæller samlet for ferieåret og ikke nulstilles efter hver ferie. Bliver du syg flere gange i ferieåret, mens du afholder ferie, er det derfor stadig kun de første samlede fem sygedage, du selv skal dække – sygedage derudover giver ret til erstatningsferie.
Er du kun kortvarigt syg i din ferie, kan disse karensdage reelt medføre, at du ikke når at få erstatningsferie. Dagene tælles dog med som nævnt ovenfor, hvis du senere i samme ferieår bliver syg, hvorfor det derfor alligevel kan være en god ide at få meldt til arbejdsgiver.
Som følge af karensdagene, opfordres du altid til hurtigst muligt at melde dig korrekt syg til din arbejdsgiver (gerne på din første sygedag), og til at dokumentere sygemeldingen overfor arbejdsgiver. Som lønmodtager skal man oftest dokumentere sygdommen ved indhentelse af en friattest ved lægen. Udgiften til denne dokumentation afholdes af dig selv, når du bliver syg efter feriens påbegyndelse.
Praktisk: Hvordan melder jeg mig syg? Husk dokumentation!
Hvis du bliver syg, skal du straks kontakte din arbejdsgiver og informere om, at du er syg. Sygemeldingen skal følge den politik og praksis, der er gældende ved virksomheden i forbindelse med sygdom.
Det er afgørende, at du udover at få meldt dig syg korrekt, også kan dokumentere din sygdom korrekt og tilstrækkeligt.
Hvis du allerede er syg inden din ferie påbegynder, og hvis kræver din arbejdsgiver, at du indhenter dokumentation for din sygdom, skal din arbejdsgiver som udgangspunkt betale for den adspurgte dokumentation.
Bliver du syg efter din ferie er påbegyndt, skal du hurtigst muligt dokumentere sygdommen som regel ved indhentelse af en friattest ved din læge. Denne skal du som udgangspunkt selv betale for. Kan du ikke fremvise en friattest, og har du ikke aftalt med arbejdsgiver at anden dokumentation er fyldestgørende, kan du miste retten til erstatningsferie. Dette gælder, uanset om du er i sommerhus i Danmark eller på ferie i udlandet. Du bør derfor også tænke over, hvordan du får fat i en læge, hvis du bliver syg i udlandet, så du kan dokumentere din sygdom korrekt.
Når du bliver rask igen
Bliver du rask inden den planlagte ferie udløber, skal du straks meddele din arbejdsgiver om dette. Hvis der stadig er feriedage tilbage, skal du også informere din arbejdsgiver om, hvorvidt du afholder det resterende af din ferie – eller aftale med arbejdsgiver, at ferien genoptages på et senere tidspunkt.
Har du optjent erstatningsferie, eller har du feriedage tilgode, fordi du blev syg før ferien, kan du eventuelt forlænge ferien med dagene. Dette kan alene ske efter aftale med arbejdsgiver, det er derfor vigtigt, at du får godkendt ferien.
Feriefridage
Det er vigtigt at understrege, at ovenstående vilkår kun gælder den ferie, som følger ferielovens regler, hvilket betyder, at den som udgangspunkt ikke gælder eventuelle feriefridage eller 6. ferieuge, medmindre det udtrykkeligt står anført, at dagene følger ferielovens regler.
Dette skyldes, at feriefridage er et særligt gode, som ikke reguleres af ferieloven, men udelukkende af den aftale, hvori de er givet, eksempelvis en ansættelseskontrakt, personalehåndbog, overenskomst eller lignende. Du kan læse mere om feriefridage her.
Rådgivning ved sygdom
Bliver du ramt af sygdom i ferien, og er du i tvivl om dine rettigheder, er du altid velkommen til at kontakte Arbejdsmarkedsafdelingen i Maskinmestrenes Forening.
Skrevet af juridisk konsulent Viktoria Engelbreth Allerslev Kristensen