Topmøde samlede 300 deltagere: Maritime uddannelser i front for grøn og digital omstilling

Over 300 undervisere, forskere og fagfolk fra hele landet deltog den 6. og 7. august i Maritimt Forsknings- og Uddannelsestopmøde 2025, som blev afholdt i Odense Congress Center. Bag topmødet stod MARIKO – Maritime Uddannelsers Innovations- og Forskningskonsortium, og formålet var klart: At styrke samarbejdet om udviklingen af maritime uddannelser, så de matcher fremtidens teknologiske og samfundsmæssige behov.

Bæredygtighed og teknologi i centrum
Topmødet satte særligt fokus på, hvordan grøn omstilling og digital transformation forandrer kompetencekravene i den maritime sektor. Med stærk opbakning fra både uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv blev det diskuteret, hvordan forskningsbaseret undervisning, praksisnær innovation og implementering kan gå hånd i hånd.

Åbningssessionen blev indledt af Jens Færgemand Mikkelsen, rektor på Fredericia Maskinmesterskole og forperson for MARIKO og Rektorkollegiet og Anders Hanberg Sørensen, rektor på Aarhus Maskinmesterskole og forperson for Maritime Uddannelser. De understregede begge blandt andet nødvendigheden af et tættere samarbejde mellem undervisningsmiljøer og branchens aktører – både for at sikre høj kvalitet i uddannelserne og for at give de studerende en solid forankring i virkelighedens udfordringer.

Topmødet bekræfter tendenser fra aftager- og dimittendundersøgelsen
Topmødet underbyggede præcis de styrker i de maritime uddannelser, som Maskinmestrenes Forenings nyligt udgivne aftager‑ og dimittendundersøgelse peger på. Undersøgelsen dokumenterer, at maskinmesteren – og bredere set de maritime professionsuddannelser – i stigende grad uddanner efterspurgte tekniske ledere og generalister, der bygger bro mellem drift, ledelse og innovation. Det gør dem til nøglepersoner i både den grønne og den digitale omstilling.

Det billede blev bekræftet på konferencen, hvor oplæg og faglige spor viste, hvordan dimittender fra maritime uddannelser i praksis er med til at løse komplekse opgaver fra første arbejdsdag – eksempelvis inden for energioptimering, teknisk infrastruktur, AI-baseret vedligehold og grøn teknologiudvikling. Netop evnen til at kombinere teknisk indsigt, praktisk erfaring og ledelseskompetencer er en gennemgående efterspørgsel hos aftagerne – og en fællesnævner for de uddannelser, der blev repræsenteret og diskuteret på topmødet.

Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, ser positivt på den tydelige prioritering af de maritime uddannelser:

’Der er brug for fagfolk, der ikke blot har viden, men også evnen til at omsætte den i praksis. Maritime dimittender – herunder maskinmestre – går direkte ind i centrale funktioner, hvor de gør en mærkbar forskel fra første arbejdsdag. Det bekræftes tydeligt i vores nye aftager- og dimittendundersøgelse, og det blev også synligt under topmødet – særligt med det politiske fokus og den interesse, der blev vist, bl.a. gennem folketingsmedlem Trine Bramsens deltagelse.’

Paneldebat og politisk perspektiv
Netop Trine Bramsen (S) deltog i en velbesøgt paneldebat med blandt andre administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat, hvor der blev diskuteret EU’s målsætning om klimaneutralitet i 2050 og branchens ansvar. Her blev det understreget, at udviklingen af uddannelser og efteruddannelser er en forudsætning for at realisere både politiske mål og teknologiske fremskridt.

Otte fagspor og konkrete løsninger
Eftermiddagens program bød på otte parallelle faglige spor, hvor deltagerne kunne dykke ned i den nyeste viden og forskning, f.eks. energioptimering på skibe, sektorkobling og AI i vedligehold, fremtidens el-infrastruktur og simulatorers rolle i undervisning og forskning. Her blev det tydeligt, at fremtidens maritime faglighed kræver tværfaglige kompetencer, og at undervisere og forskere spiller en central rolle i at udvikle løsninger, der kan implementeres i praksis.

Topmødet 2025 bekræftede, at de maritime uddannelsesmiljøer står stærkt – og at der er vilje og kapacitet til at løfte de store opgaver, som omstillingen kræver. Ikke alene for at følge med udviklingen, men for at gå foran og sætte retning.

Læs mere om MARIKO her (åbner i LinkedIn).

Recommended Posts