Guineabugten ud for kysten i det vestlige Afrika er særlig hårdt ramt af piratangreb og kidnapninger. Nyt tiltag skal højne de søfarendes sikkerhed.
Pirater i Guineabugten er et stigende problem – også for danske skibe. Det skal der nu dæmmes op for, meddelte forsvarsminister Trine Bramsen (S) den 16. marts 2021, da hun sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsenterede planen om at sende et dansk krigsskib afsted for at beskytte mod pirateri.
Den danske fregat, som skal patruljere i området, bemandes af flere end 160 personer og medbringer en SEAHAWK-helikopter, som vil kunne indsættes, hvis det bliver nødvendigt.
Initiativet hilses velkommen af Maskinmestrenes Forening:
’Danmark er en stor søfartsnation, og det er vigtigt, at vi passer godt på vores søfarende. At de kan være trygge i at passe deres arbejde må og skal være en grundpræmis. Forsvarets Efterretningstjeneste forventer ikke, at årsagerne til pirateri på den korte bane vil ændre sig nævneværdigt, og derfor er det helt afgørende, at den danske regering sætter konkrete midler ind for at forbedre de søfarendes sikkerhed’, siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.