Regeringen sætter med sin nye forskningsstrategi fokus på fire grønne missioner og disse rammer lige ned i maskinmestrenes DNA.
To af dem rammer ned i skibsfarten og i Det Blå Danmarks behov for nye klimaløsninger, en tredje handler om cirkulær økonomi og pyrolyse og den fjerde handler om genanvendelse af plast. Sidstnævnte rammer ned i hjertekulen på det nyetablerede Ocean Plastic Forum, som Maskinmestrenes Forening stiftede i 2019.
‘I Ocean Plastic Forum har vi sammen med samarbejdspartnere igennem flere år arbejdet med at indsamle viden og finde partnere for at gøre noget ved den stigende forurening af det maritime miljø fra affald – herunder plast. Det har vi gjort for at sikre havmiljøet for vore efterkommere og for at skabe muligheder for netop genanvendelse og genbrug af havplastaffaldet. Regeringens mission indenfor dette område passer derfor fint med Ocean Plastic Forums fokus,’ siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.
Den nye strategi er både grøn og blå
Regeringen ønsker, at de fire missioner prioriteres markant med 750 millioner kroner i forbindelse med forhandlingerne om forskningsreserven for 2021. Samtidig lægger regeringen op til, at der skal sikres et højt niveau af bevillinger til grøn forskning generelt i de kommende år.
‘Det Blå Danmark har sat det ambitiøse mål, at dansk skibsfart skal være CO2-neutral allerede i 2050. Maskinmestrenes Forening er glad for at se, at regeringen prioriterer forskning i grønne brændstoffer til transport og industri, som en af de fire missioner i den nye strategi,’ fortsætter Lars Have Hansen.
Også hos Danske Rederier ser man positivt på udmeldningen.
‘Flere af vore rederier har allerede den ekspertise, der skal til for at fragte CO2 om bord på deres skibe, så det vil være oplagt med et nyt samarbejde på det område,’ siger direktør Anne H. Steffensen.
Missionerne skal løses af grønne partnerskaber, der skal samle forskning, erhvervsliv og myndigheder om en langsigtet og strategisk indsats. Målet er, at teknologierne kommer ud og styrker dansk erhvervslivs grønne førerposition og fører til konkrete reduktioner i de danske drivhusgasudledninger.