I en tid hvor mange unge frygter at uddanne sig til arbejdsløshed, skiller maskinmesteruddannelsen sig ud. Med en ledighed, som konsekvent ligger på lige omkring en procent, er der næsten garanti for job, når man træder ud af studiets trygge rammer og ind i erhvervslivet.
Nye tal fra blandt andre Dansk Arbejdsgiverforening viser, at maskinmestre placerer sig i toppen, når det gælder lav dimittendledighed. Det betyder i praksis, at næsten alle nyuddannede maskinmestre får job inden for få måneder – ofte med ansvar fra dag ét.
Men det handler ikke kun om sikre beskæftigelsesmuligheder. Maskinmesteruddannelsen er også vejen til et alsidigt arbejdsliv, hvor man bliver en del af løsningen på nogle af tidens største udfordringer. Maskinmesteren spiller en central rolle i både den bæredygtige omstilling og den digitale transformation, hvor behovet for teknisk viden, ledelseskompetencer og praktisk forståelse er afgørende. Det bekræfter Maskinmestrenes Forenings nyligt gennemførte aftager- og dimittendundersøgelse.
Maskinmesteren er nemlig den, som mange virksomheder efterspørger: en teknisk schweizerkniv, der kan bygge bro mellem drift og ledelse og en nøglespiller i industrien, energisektoren, offshore, i maritime virksomheder og inden for grøn teknologiudvikling – en kombination, som gør, at maskinmesteren er særdeles eftertragtet.
“Vi oplever igen og igen, at vores dimittender bliver suget direkte ind i jobs, hvor de gør en forskel fra første dag. Uanset om det handler om at optimere energiforbruget på et kraftværk, sikre stabil drift af et hospital eller et datacenter, styre tekniske installationer eller bidrage til effektiv energiledelse – maskinmesteren er med helt i front,” siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.
Stabil interesse for maskinmesteruddannelsen og fremgang i STEM
Ansøgningsfristen for kvote 1 udløb den 5. juli kl. 12, og i den forbindelse har Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggjort årets søgnings- og optagelsestal til de videregående uddannelser – herunder maskinmesteruddannelsen.
Med 980 ansøgere placerer maskinmesteruddannelsen sig for tredje år i træk i top-25 over de mest søgte videregående uddannelser. Samtidig viser årets tal en generel fremgang på én procent i antallet af ansøgere til STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics).
Maskinmesteruddannelsen fastholder dermed sin stærke position som en attraktiv teknisk videregående uddannelse, der kombinerer teknisk viden med ledelsesmæssige kompetencer. Flere unge vælger denne vej, fordi de ser mulighederne for at gøre en forskel både nationalt og internationalt inden for energi, bæredygtighed, teknologi og samfundsudvikling.
Den vedvarende interesse er et klart tegn på, at kommende studerende anerkender maskinmesteren som en moderne, alsidig og fremtidssikret profession med stor betydning i den grønne og digitale omstilling.
Flere skal vælge STEM-uddannelse
Valget af en STEM-uddannelse er vigtigere end nogensinde før. Teknologi og naturvidenskab spiller en central rolle i løsningen på mange af de komplekse udfordringer, vi som samfund står over for – fra klimaforandringer og energikrise til digitalisering og infrastruktur. Når unge vælger at gå den naturvidenskabelige og tekniske vej, ruster de sig ikke blot til et arbejdsmarked med høj efterspørgsel, men bliver også aktive bidragsydere til fremtidens bæredygtige løsninger, og her er maskinmester-uddannelsen et oplagt eksempel.
Som en teknisk og ledelsesorienteret STEM-uddannelse kombinerer maskinmesteruddannelsen teori og praksis på en måde, der klæder de studerende på til at tage ansvar i både den grønne omstilling og den digitale udvikling. Maskinmesteren er en generalist, som også kan fokusere på enkeltelementer – en fagperson med bred teknisk indsigt, der både forstår helheden og kan omsætte teknologi til praksis. Det gør uddannelsen både samfundsrelevant og fremtidssikret – og til et stærkt valg for unge, der vil gøre en forskel med deres faglighed.
’Det er helt afgørende, at flere unge vælger tekniske og naturvidenskabelige veje, hvis vi som samfund skal lykkes med den grønne og digitale omstilling. Maskinmesteruddannelsen er et stærkt eksempel på en moderne STEM-uddannelse, der kombinerer teknisk indsigt med ledelseskompetencer og helhedsforståelse. Det er netop den type faglighed, vi får brug for endnu mere af i fremtidens erhvervsliv,’ siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening som reaktion på optagelsestallene.
Du kan nå det endnu
Og selvom optaget ser flot ud, er det stadig muligt at sikre sig en plads på maskinmesteruddannelsen efter endt sommerferie. Uddannelsen ligger nemlig udenfor kvotesystemet og besætter derfor eventuelt ledige pladser helt frem til studiestart. Så hvis du eller en i din omgangskreds drømmer om en fremtid med faglig tyngde, jobtryghed, attraktive lønninger og mulighed for at præge udviklingen, er maskinmesteruddannelsen et oplagt valg.
Maskinmesteruddannelsen findes foreløbigt 10 steder i Danmark og som fjernundervisning. Se lokationerne her.