Den samlede søgning til videregående uddannelser via Den Koordinerede Tilmelding blev opgjort pr. 5. juli og afslører, at flere unge vil være maskinmester.
Årets tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) afslører, at maskinmesteruddannelsen – udover at være blandt de 25 mest søgte uddannelser – på landsplan samlet set har en fremgang i antal ansøgere på 13 procent. I 2019 ansøgte 698 om optag på maskinmesteruddannelsen, mens tallet i år er 792.
Erhvervet vil gerne have flere
Maskinmestrenes Forening er naturligvis glade for fremgangen i optaget på den bredeste videregående tekniske uddannelse i Danmark, for der er – og vil fortsat blive ved med at være – brug for maskinmestre.
´Maskinmestre har en essentiel rolle, når danske virksomheder nu og i fremtiden skal bane vejen for den grønne omstilling gennem eksempelvis at reducere omkostningerne ved produktion, drift, vedligehold og implementering af ny teknologi. Derfor er det afgørende, at endnu flere unge, skarpe hjerner vælger maskinmesteruddannelsen til’, siger Lars Have Hansen, formand i Maskinmestrenes Forening og kvitterer endvidere for de ekstra midler, som Folketinget har bevilget for at sikre ekstra pladser på de såkaldte STEM-uddannelser, som også maskinmesteruddannelsen er en del af.
´De ekstra studiepladser betyder, at så mange som muligt, der kan og vil være maskinmester, har muligheden’ afslutter formanden.
Oversigt over søgningen pr. 5. juli kan ses på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.