Hvorvidt du har ret til løn fra din arbejdsgiver, når du har fravær pga. sygdom, afhænger af dine ansættelsesvilkår. I særlige tilfælde har det imidlertid også betydning, hvad baggrunden for din sygemelding er, særligt i forbindelse med selvforskyldt sygdom.
Når mange danskere farer mod skiløjperne i den kommende tid, kan man som lønmodtager blive bekymret for, om efterfølgende sygefravær på baggrund af tilskadekommen, anses for at være selvforskyldt sygdom. Nedenfor kan du læse nærmere om, hvad der gælder ved selvforskyldt sygdom, så du kan nyde din ferie med ro i maven.
Får jeg løn under sygdom?
Størstedelen af maskinmestre er ansat som funktionærer eller funktionærlignende medarbejdere. Uanset hvor længe du har været ansat og hvor længe sygdommen varer, har du, som funktionær, ret til fuld løn under sygdom. Dette følger af funktionærloven.
For alle andre lønmodtagere afhænger retten til betaling under sygdom, også kaldet sygeløn, af, hvilke aftaler der er indgået i eksempelvis en ansættelseskontrakt, overenskomst, personalehåndbog o.lign. Aftalt sygeløn vil endvidere ofte have en karantæneperiode, sådan at retten hertil først træder i kraft efter medarbejderen har opnået en bestemt anciennitet i virksomheden.
Hvis du ikke har krav på sygeløn, skal arbejdsgiver i de første 30 dage af sygeperioden i stedet udbetale løn svarende til satsen for sygedagpenge, når du har været ansat i minimum 8 uger, og har arbejdet i mindst 74 timer inden for disse 8 uger.
Hvis du ikke opfylder betingelserne for sygeløn eller arbejdsgiverbetalte sygedagpenge, kan du eventuelt have ret til sygedagpenge fra kommunen. Det er også kommunen, der overtager udbetalingen af sygedagpenge, hvis du er syg i mere end 30 dage, og ikke længere får betaling fra arbejdsgiver.
Dette er således udgangspunktet. I enkelte situationer, særligt i forbindelse med sygefravær, som er selvforskyldt, kan man dog miste denne adgang til økonomisk støtte under sygdom.
Hvornår er mit sygefravær selvforskyldt?
Sygdom er som udgangspunkt lovligt forfald, hvilket betyder, at du som udgangspunkt ikke misligholder dit ansættelsesforhold, når du er fraværende fra arbejde på grund af sygdom. Uanset ovenstående skal arbejdsgiver imidlertid ikke betale løn under fraværet, hvis dit fravær skyldes, at du har handlet groft uagtsomt eller at sygdommen er selvforskyldt. Det er altid en konkret vurdering, hvorvidt en medarbejders sygdom er selvforskyldt og hvornår en medarbejder har handlet uagtsomt.
Et typisk eksempel på selvforskyldt sygdom er fravær som følge af i kosmetiske operationer, idet det er medarbejderens eget valg at foretage sådanne operationer. Henviser en læge derimod til en operation, som ikke er rent kosmetisk, men nærmere er i behandlingsøjemed, vil sygefravær som følge af operationen sjældent anses for selvforskyldt.
En sygdom kan også anses for selvforskyldt, når man har handlet groft uagtsomt. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis sygefraværet skyldes indtagelse af forbudte stoffer eller grov overtrædelse af færdselsloven, eksempelvis i form af spirituskørsel. Selvforskyldt sygdom kan også ske på baggrund af vold, som man selv har fremprovokeret.
Når det kommer til hændelige uheld, eksempelvis skader, der opstår på en skiferie eller i forbindelse med sportsudøvelse, er der som altovervejende hovedregel ikke tale om selvforskyldt sygdom. Dog kan det ud fra en konkret vurdering undtagelsesvist anses for selvforskyldt, hvis der eksempelvis er tale om udøvelse af ekstremsport og man ikke har overholdt gældende sikkerhedsregler.
Spørgsmålet om selvforskyldt sygdom kan også blive rejst, når en medarbejder bliver smittet med Corona i forbindelse med rejse til et land, som myndighederne generelt har frarådet, at man rejser til. Også her vil det altid afhænge af den konkrete situation, om det må anses for at være selvforskyldt. Derfor skal man være særligt opmærksom på denne risiko, hvis man vælger ikke at følge myndighedernes anvisninger.
Hvilken betydning har det, at mit sygefravær er selvforskyldt?
Udover at arbejdsgiver ikke er forpligtet til at betale løn i forbindelse med fravær som følge af selvforskyldt sygdom, kan det også have andre konsekvenser, når sygefraværet er selvforskyldt.
Da sygdom som udgangspunkt er lovligt forfald, kan fraværet normalvis ikke medføre sanktioner fra virksomheden. Det er dog en forudsætning herfor, at fraværet ikke skyldes en selvforskyldt sygdom. Alt efter sagens omstændigheder kan det derfor have ansættelsesretlige konsekvenser, hvis fraværet skyldes selvforskyldt sygdom, da det i så fald kan betragtes som ulovlig udeblivelse. Hvilken ansættelsesretlig reaktion der sagligt kan benyttes, vil altid afhænge af en konkret vurdering af den pågældende situation.
Til slut kan medarbejderens ret til sygedagpenge fra kommunen også bortfalde helt, særligt hvis man afviser lægebehandling, forhaler egen helbredelse eller hvis man ikke medvirker ved kommunens opfølgningsindsats. I andre tilfælde er det alene retten til sygedagpenge eller sygeløn fra virksomheden, der bortfalder.
Skulle ovenstående give anledning til bemærkninger anbefaler vi, at du kontakter Arbejdsmarkedsafdelingen ved Maskinmestrenes Forening.
Skrevet af juridisk konsulent Kristine Maria Kramer