Skip to content

#75 Intenst internationalt arbejde er win-win

Maskinmestrene Morten Christensen og Jacob Bergholdt Højrup er projektledere hos Beumer Group i Aarhus, hvor de begge startede karrieren som rejsende teknikere med det meste af verden som arbejdsplads. Maskinmestrenes Podcast har mødt dem til en snak om hverdagen i virksomheden, hvor de har omkring 70 fagfæller som kolleger.

»Det er meget intenst rejsearbejde, når du er afsted. Jeg rejste i fire år, så det var egentlig en meget naturlig proces gerne at ville hjem og have et job i Danmark igen. Og så havde jeg en samtale om en åben stilling som teknisk projektleder,« fortæller Jacob Bergholdt Højrup.

Rejseopgaverne giver ikke alene et solidt indblik i de produkter, man arbejder med som tekniker, men også den læring, der ligger i at stå alene med en kritisk opgave, hvor et problem skal løses i en fart uden tid til de helt gennemførte beregninger.

»Der synes jeg, maskinmesterbaggrunden giver en ret god ballast til at levere et kvalificeret bud rimelig hurtigt,« siger Morten Christensen, mens Jacob Bergholdt Højrup peger på de stramme tidsplaner, arbejdet som regel foregår under, og hvordan man som projektleder selv er nødt til at lede og fordele opgaverne.