Skip to content

#89 ”Vi har en plan!” De rette kompetencer skal styre Aalborg Forsynings omstilling

Aalborg Forsyning har sat gang i investeringer på over to milliarder kroner i ikke-fossile energiformer og dertilhørende initiativer, som ikke mindst selskabets mange maskinmestre skal være med til at føre ud i livet. Maskinmestrenes Podcast har derfor mødt to af dem til en snak om perspektiverne.

»Vores kraftværksblok er stadig en af de mest moderne i Europa med en meget høj virkningsgrad, selvom den er på vej ud. Men den er lidt en dinosaur, der skal udfases til fordel for de grønne teknologier, der er på vej ind i stedet for, så det er en transition, vi er inde i som maskinmestre på værket og som virksomhed i det hele taget,« siger teamleder Jens Kodal.

Det nyeste skud på stammen i selskabets elbaserede varmeforsyning er den kommende havvandsvarmepumpe på 177 MW – der faktisk består af fire individuelle pumper – som skal drage nytte af potentialet i Limfjorden, der er nærmeste nabo og dermed både vedvarende og nemt tilgængelig.

»Fjorden har en stabil temperatur, som i den kolde periode i hvert fald oftest er varmere end udeluften, og det kan vi udnytte ved at trække energien ud. Så vi ser frem til at få den i drift; virkelig spændende projekt,« siger forretningsudvikler René Vixø Pedersen med begejstring i stemmen.