Sektorkoblingen rykker

Opgaven er stor – og der er ikke lang tid igen. Danmark skal inden 2030 reducere udledningen af CO2 med 70 procent.  

Det vil kræve et bedre samspil mellem sektorer og nye grønne tiltag som en afgørende forudsætning for, at man kan komme videre i den grønne omstilling, lød det i går fra en stribe virksomheder, der aflevererede syv anbefalinger i en rapport til regeringen og til Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen. Afsendere er 24 store danske virksomheder indenfor den grønne omstilling sammen med Erhvervslivets Klimaalliance bestående af DI og Dansk Energi. Et bedre samspil mellem sektorer og oprydning i love og regler, der blokerer for nye grønne tiltag, er en forudsætning for, at erhvervslivet kan bidrage til det næste afgørende skridt i den grønne omstilling, står der i rapporten. 

For at sikre en høj forsyningssikkerhed bliver sektorkobling vigtig i det fremtidige energisystem bestående af vedvarende energikilder. I Danmark vil den væsentligste del af den vedvarende energi komme fra kilder, hvor produktionen fluktuerer efter sol, vind og vejr, og ikke efter forbruget. Så når det ikke blæser eller solen ikke skinner, skal der skabes en robusthed i energiforsyningen. Det er kernen i sektorkobling. F.eks. ved at udnytte overskudsvarmen fra virksomheders produktion i fjernvarmesystemet, lagre energi i gas- og fjernvarmesystemet og boliger samt udnytte Power-to-X (PtX)-teknologiens fulde potentiale. 

‘Et samspil mellem sektorer og minimering af energispild er en forudsætning for, at erhvervslivet kan bidrage til det næste afgørende skridt i den grønne omstilling. Her kommer de 14.000 danske maskinmestre og vore tekniske ledere på banen med deres generalist viden. Vi skal i gang nu, hvis vi skal have en løsning, der er brug for i fremtiden. Sammen har vi muligheden for at starte et nyt dansk væksteventyr for dansk erhvervsliv’ siger formand Lars Have Hansen fra Maskinmestrenes Forening. 

‘Det er positivt, at et bredt udsnit af dansk erhvervsliv har leveret en række konkrete anbefalinger til, hvordan man styrker sektorkoblingen. Det er ude i virksomhederne blandt maskinmestrene, at man oplever bøvlet, men også kan levere løsningerne, og derfor bør man kigge nøje på en national strategi for sektorkobling’ fortsætter Lars Have Hansen. 

Deltag på Energikonferencen 2021 og hør mere om den grønne omstilling, tilmelding og program her. 

Recommended Posts