#125 Nænsom regulering af både teknik og mennesker

I 2020 stiftede maskinmestrene Dennis Messmann og Martin Aasen rådgivningsvirksomheden CxPartner, der er specialister i commissioning. Virksomheden hjælper med at sikre, at tekniske installationer i bygninger fungerer, som de skal, og skaber dermed tryghed og dokumenteret kvalitet gennem hele byggeriets livscyklus.

CxPartner beskæftiger i dag næsten 20 medarbejdere og tilbyder teknisk bistand til en bred vifte af forskellige aktører. For at skabe løsninger, der fungerer – ikke kun på papiret, men også i virkeligheden – har Dennis Messmann og Martin Aasen stor gavn af deres uddannelse og en fælles arbejdsmæssig fortid.

Sammen udgør de to den daglige ledelse af virksomheden, hvor førstnævnte tager sig mest af de interne processer, mens Martin Aasens fokus ligger meget på opbygning af eksterne relationer og netværk. Og så fokuserer begge på meget på den interne trivsel blandt medarbejderne.

»For eksempel har medarbejdere med små børn op til fem dage til rådighed, når der er indkøring i vuggestue eller børnehave, så man ikke skal stresse over det eller bruge sin ferie. Så på den måde prøver vi at skabe plads til forskellige behov, og det er jo klart, at det har en omkostning, men det er nok det, vi mener med, at vi synes, trivslen skal gå forud for bundlinjen,« siger Martin Aasen.