#120 Maskinmester in english – ikke uden udfordringer

#120 Maskinmester in english – ikke uden udfordringer

Fredericia Maskinmesterskole er gået i gang med at udvikle en engelsksproget udgave af maskinmesteruddannelsen, og efter planen skal de første 30 internationale studerende starte på skolens afdeling i Esbjerg i foråret 2028.

At nå dertil kræver lidt mere end en omgang Google Translate, så for at blive klogere på, hvad der egentlig skal ske, har Maskinmestrenes Podcast taget en snak med rektor på Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand, og hans kollega, prorektor Mette Thidemann.

»Den her engelske uddannelse er faktisk noget, vi har arbejdet på i en del år, fordi der jo er en stor efterspørgsel på maskinmestre. Og da vi er sat i verden for at levere maskinmestre til aftagerne, så synes vi, at det er naturligt, at vi opfylder det mål – også på engelsk,« siger Jens Færgemand.

»I forhold til selve undervisningsindholdet og hvordan vi skal tage os af de engelsksprogede studerende, tror jeg, vi skal prøve at tage udgangspunkt i vores strategi for maskinmesteruddannelsen på FMS. Her hviler strategien på tre ben, så vi har en faglighed, vi har noget om læring, og vi har noget om dannelse,« forklarer Mette Thidemann.

#119 Samfundsbærende uddannelse skal fastholde bredden

#119 Samfundsbærende uddannelse skal fastholde bredden

Aarhus Maskinmesterskole har fået ny rektor i skikkelse af Benny Dalgaard, der tiltrådte 16. marts 2026. Selvom titlen er ny, har Benny Dalgaard mere end 20 års erfaring fra skolen, hvor han har haft flere forskellige lederroller, senest som uddannelseschef med ansvar for drift, udvikling og kvalitetssikring.

I denne udgave af Maskinmestrenes Podcast deler Benny Dalgaard sine tanker om at blive øverste leder for Danmarks største maritime uddannelsesinstitution med omkring 1.200 studerende, og hvordan fremtidens ambitioner – både hans egne og skolens – skal indfries.

»På den korte bane har jeg fokus på den interne organisering af huset, fordi vi er i en situation – og det er på en positiv baggrund – hvor vi har flere studerende, end vi har haft tidligere, og vi også har fået en ret stor vækst af ansatte. Men på den lidt længere bane vil jeg gerne have fokus udadtil, for det er jo der, udviklingen sker,« siger han.

#117 Aspiranter med ambitioner

#117 Aspiranter med ambitioner

Energivirksomheden Ørsted har i den grad kastet sig ind i kampen om fremtidens maskinmestre, da selskabet for tre år siden etablerede et aspirantprogram til rekruttering af maskinmesterstuderende allerede ved uddannelsens begyndelse.

Den studerende får først en praktikplads under værkstedsforløbet og bliver dernæst tilknyttet den daglige drift på det pågældende værk ved siden af skolen. Aspiranten får desuden en mentor og bliver en del af et netværk for andre lærlinge, elever og aspiranter på tværs af Ørsteds værker.

Liv Berke Nielsen er nået til 6. semester i studiet på Teknika, og udover inspiration fra andre maskinmestre er Ørsteds aspirantprogram en væsentlig del af forklaringen på hendes uddannelsesvalg.

»Det her med, at man har en hel pakke, det giver bare et eller andet ekstra i forhold til kun at have en værkstedspraktik. Du får også et studiejob, så du kan komme herud, og du kan lære det hele sideløbende med din undervisning. Det synes jeg giver vildt meget, og jeg kan mærke i forhold til mine medstuderende, at man lige får et lille forspring på nogle af emnerne,« siger hun.

»Vi står over for at skulle sikre, at vi har ressourcer til at kunne drive de her anlæg i mange år endnu. Så vi må ligesom tage sagen i egen hånd og tænke, hvordan gør vi det? Og der så vi en mulighed i at lave et aspirantprogram,« supplerer maskinmester og manager, Asset Maintenance Daniel Just Olesen, der har været med til at udforme programmet.

#115 Netværk for alt i verden

#115 Netværk for alt i verden

Maskinmestrenes Forening for nylig lanceret et nyt netværk for maskinmestre i udlandet, hvor medlemmerne skal kunne drøfte de mange både faglige, praktiske og private udfordringer, en karriere uden for Danmark kan medføre.

Koordinator for det nye netværk er Lars Olund Christensen, der til daglig bor i Houston, hvor han er general manager for Everllence. Maskinmestrenes Podcast har fanget ham for at høre om, hvad det nye netværk egentlig skal fungere, sammen med et af medlemmerne, Søren Hansen, der er Senior Manager for Blue Water Shipping med base i Aasiaat i Grønland.

De faglige diskussioner er selvsagt vigtige, men hvor Maskinmestrenes Forenings øvrige netværk kan arrangeres fælles virksomhedsbesøg, mødes de udsendte maskinmestre online for også at drøfte praktiske og private problemstillinger omkring living abroad.

»Vi er nødt til at favne de udfordringer, som vi ser, at dem, der kommer til at deltage i netværket, har, så vi kan supportere på kryds og tværs. Hvis vi taler juridisk bistand, eller der kommer visa-spørgsmål op, eller hvad det nu måtte være, så kan vi også være en kobling til de rigtige mennesker inde i Maskinmestrenes Forening,« siger Lars Olund Christensen.

Derudover er erfaringsudveksling et centralt punkt, og med folk spredt ud vidt forskellige steder i verden, i vidt forskellige virksomheder, under vidt forskellige forhold er der i den grad noget at dele, påpeger Søren Hansen.

»Det gik igen hos alle dem, der var med, at man har lyst til at bidrage med noget. Så der var en meget venlig atmosfære, en meget hjælpsom atmosfære, og det var jeg virkelig glad for at opleve,« siger han om det første møde.

#114 Tab ansigt – hver dag

#114 Tab ansigt – hver dag

Journalist, radiovært og allround entertainer Anders Lund Madsen har besøgt Maskinmestrenes Forening for at fortælle foreningens netværkskoordinatorer om at flytte fokus fra invitation og oplevelse til relation, og om værdien af begreber som gentagelsesværdi, medejerskab og relationsopbygning.

Det samme – og en hel del andet – kommer han rundt om i denne udgave af Maskinmestrenes Podcast om i en udsendelse, som det i den grad kan anbefales at lytte til, da hans pointer kan være svære at videreformidle på skrift.

Et grundlæggende budskab fra Anders Lund Madsen handler om, at selvom man er maskinmester, så er man også et menneske, og mennesker er fejlbarlige. Det indebærer at være ked af at tabe ansigt, men det gør vi alle sammen hver dag, påpeger han.

»Bagefter er det lidt mindre akavet at skulle sige den næste dumme ting, man skal sige. Og vi skal sige mange dumme ting. Fordi det er nødvendigt at maskinmestre på en eller anden måde bliver endnu bedre til at lokke nogle folk ind, som ikke kun er andre maskinmestre, fordi der skal jo komme nogle kvinder ind i faget på et eller andet tidspunkt, og unge mennesker,« lyder det.

#103 Årgang ’85 knoklede sig til fællesskabet

#103 Årgang ’85 knoklede sig til fællesskabet

At kunne samle 13 ud af 18 klassekammerater, 40 år efter en uddannelse blev færdiggjort, er ingen selvfølge, bestemt heller ikke blandt de danske maskinmestre. Ikke desto mindre skete netop det 1. november 2025, da et af sporene fra årgang 1985 på SIMAC holdt jubilæum ”hjemme” i Svendborg.

Maskinmestrenes Podcast var med på dagen for at kunne tage en snak med tre af deltagerne, Kim Langer, Leo Holm og Kaj Gerhard, om både oplevelsen og ikke mindst hemmeligheden bag at holde sammen som klasse gennem så mange år – hvis der ellers er sådan én.

»Det var pissehårdt, for at sige det ligeud, men noget af vores fællesskab gik jo også på, at vi kunne klage lidt til hinanden over, hvor hårdt vi havde det. Men så var der en eksamen, og vi kom igennem det og gik ud for at drikke et par øl og hyggede os, inden vi tog en tørn til. Vi støttede hinanden,« siger Kaj Gerhard.

#102 Årets underviser brænder for sit fag

#102 Årets underviser brænder for sit fag

Adjunkt Thomas Haahr fra Teknika har modtaget Undervisningsprisen 2025, ikke mindst på baggrund af et stort engagement og begejstring for el-faget og den grundlæggende elektroteknik, som er hans fagområde på skolen, hvor han har haft sin gang de sidste fire år.

Maskinmestrenes Podcast har taget en snak med Thomas og to af hans studerende, Kristoffer Hende Larsen og Jens Bonde Mikkelsen, der begge læser på 4. semester, om blandt andet betydningen af prisen og vigtigheden af at brænde for det, man underviser i.

»Jeg har svært ved at se et job, der er mere meningsfuldt end at være underviser. Jeg kan se, at jeg betyder rigtig meget for de drenge og piger, jeg har med at gøre i klasselokalet – og de betyder også rigtig meget for mig,« siger Thomas Haahr.

#84 Mange veje til en fast karriere på havet

#84 Mange veje til en fast karriere på havet

Hvordan får man egentlig foden indenfor i offshore-sektoren? Hvordan ser livet som maskinmester på en produktionsplatform eller en mobil borerig ud, hvilke overvejelser skal man gøre, inden man går ind i det, hvilke kompetencer skal man have (eller får man), hvilke risici skal man tænke på arbejdsmæssigt, hvordan er praktikmulighederne og så videre.

Det har Maskinmestrenes Podcast talt med maskinmester Rasmus Langeberg Winther og hans kollega Palle Mullesgaard Pedersen om. De er begge ansat i Semco Maritime, der er blandt de førende leverandører til netop offshore-sektoren i Danmark og udlandet.

Rasmus Langeberg Winther er tidligere vagtgående på Tyra-feltet og i dag Chief Production Operator og dermed faglig chef for en gruppe teknikere på et walk-to-work-skib, der sejler rundt mellem de mindre, ubemandede platforme i Nordsøen, kaldet satellitter, for at udøve vedligehold og andre opgaver.

Allerede fra studiestart på Fredericia Maskinmesterskole vidste han, at han ville arbejde offshore, og en bachelorpraktik hos Kosan Gas, der ligeledes gav et tidligt indblik i branchen, viste sig – helt som ventet – også at være en fordel, da de første jobsamtaler skulle afvikles.

»Jeg fik beskæftiget mig med nogle ting, som stemte godt overens med det, der foregår ude på søen, så hvis man kan vælge noget, der tilnærmelsesvis går i samme retning som den sektor, man gerne vil ind i, så har man gode muligheder,« siger Rasmus Langeberg Winther.

#80 FM er blevet strategisk for Topsoe

#80 FM er blevet strategisk for Topsoe

For en multinational virksomhed som Topsoe, der blandt andet leverer teknologi og løsninger til omstillingen af den globale energisektor i en mere klimavenlig retning, er Facility Management en vigtig disciplin.

For tiden er virksomheden ved at opbygge en global FM-organisation op ud fra et ønske fra ledelsens side om at få synergier til at fungere på tværs af de forskellige lande, hvor Topsoe er til stede. Maskinmestrenes Podcast har mødt Director for Global Facility Management, René Jacobsen, til en snak om både den opgave, ovennævnte spørgsmål og det øvrige arbejde i Topsoes FM-team.

I det team finder man adskillige maskinmestre, herunder Property Manager Allan Rask Walbum, der har en del år på havet bag sig, inden han gik i land og begyndte at arbejde med FM i større bygninger. Det fangede ham hurtigt og blev en decideret karrierevej, da han kom til Topsoe i efteråret 2019.

I jobbet sætter han stor pris på sine kompetencer og erfaringer som maskinmester. Det gælder både i forhold til ledelse, men også den praktiske indsigt i tekniske installationer, som han kan dele med yngre kolleger i teamet, der til gengæld har en nyere viden om nogle andre ting.

»Det er jo nogle år siden, jeg selv sad med hovedet i bøgerne, så jeg nyder godt af deres input og teori, der er frisk i erindringen. Og den kombination er rigtig god og brugbar på områder som ventilation, el, køl og så videre,« siger han.

#73 Den interne fagdialog gør forskellen

#73 Den interne fagdialog gør forskellen

Malen de Beer og Carl Christian Vad Knudsen er kolleger i Beumer Group med flere overlappende opgaver, men også meget forskellige baggrunde. Mens Malen de Beer, der oprindelig er fra Sydafrika, kom til i 2019, kan Carl Christian Vad Knudsen se tilbage på næsten 30 år i virksomheden.

Som Senior Electrical Design Engineer sætter sidstnævnte stor pris på at have mange fagfæller blandt sine kolleger. Beumer Group kan således mønstre lidt over 70 maskinmestre på sit site i Aarhus, og det gør en forskel i hverdagen.

»Når man synes, man har brug for sin maskinmesterviden, så er det rart, at man kan diskutere med en ligesindet. Vi har så utrolig mange gode kolleger, der ikke er maskinmestre, som også er meget snu og kloge, men en gang i mellem er det godt at høre, at den man taler med, ved noget om de samme ting,« siger Carl Christian Vad Knudsen.

For Malen de Beer, der i dag er Electrical Engineer, er den høje blandt de ansatte i virksomheden – omkring 10 år – særdeles inspirerende.

»Det siger jo noget om, at det her er en god arbejdsplads, og det kunne jeg mærke fra dag ét. Alle er åbne, alle er hjælpsomme, ligesom Carl Christian siger med sparring; alle er villige til at droppe deres opgave her og nu, hvis du har et vigtigt spørgsmål, så det gør en stor forskel,« siger han.