Pressemeddelelse – Behovet for maskinmestre er stort – og voksende

Hundredvis af virksomhedsrepræsentanter og maskinmestre har bidraget til Maskinmestrenes Forenings netop offentliggjorte aftager- og dimittendundersøgelse, og det store engagement har for sjette gang muliggjort præsentationen af valide data om, hvordan nyuddannede maskinmestre matcher erhvervslivets forventninger og behov.

Undersøgelsen – der er udarbejdet i samarbejde med en tænketank bestående af repræsentanter fra erhvervsliv og interesseorganisationer – følger op på 2023-analysen og bekræfter endnu engang en tydelig tendens: Danske maskinmestre er eftertragtede som tekniske ledere og specialister, og de nyuddannede bliver uddannet med klare forventninger til, at de kan tage medansvar for den teknologiske udvikling og samtidig agere bæredygtigt i et samfund i forandring.

Maskinmesteren som brobygger
Maskinmesteruddannelsen er en professionsbachelor, der giver de studerende stærke tekniske og ledelsesmæssige kompetencer – kompetencer, der klæder dem på til at tage ansvar for drift og vedligehold af komplekse tekniske anlæg med fokus på sikkerhed, driftsøkonomi og miljøhensyn.

Med denne praksisnære og brede faglighed spiller maskinmesteren en helt central rolle som brobygger mellem fagligheder og ledelse. Især i den grønne omstilling og i takt med den teknologiske udvikling er der behov for fagpersoner, som både forstår de konkrete udfordringer i både driften og vedligeholdet og samtidig kan omsætte strategiske mål til tekniske løsninger. Dét kan maskinmesteren og er derfor en nøgleaktør i at integrere bæredygtighed og innovation i virksomheders daglige arbejde.

’At maskinmesteren spiller en afgørende rolle som teknisk leder og brobygger i den grønne omstilling og den teknologiske udvikling, er naturligvis ikke nogen nyhed for os – det har vi længe vidst. Men det er både opmuntrende og værdifuldt at få denne viden bekræftet gennem en stor, valid undersøgelse. Når aftagerne peger på de samme styrker og kompetencer, som vi dagligt oplever i praksis, giver det ikke blot faglig stolthed, men også et stærkere grundlag for at synliggøre maskinmestrenes betydning i den bæredygtige omstilling og digitalisering af samfundet,” udtaler Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.

Erhvervslivets schweizerkniv i den bæredygtige og digitale omstilling
Undersøgelsen viser tydeligt, at maskinmesterens rolle er i bevægelse. Fremtidens maskinmestre forventes ikke kun at kunne varetage de klassiske, tekniske jobfunktioner – som er i høj kurs – men også at træde i karakter som udviklere og rådgivere. Maskinmesteren skal kunne agere tværfagligt og bidrage til innovation inden for f.eks. bæredygtig og intelligent energiproduktion og -optimering. De nye maskinmestre bliver uddannet til at tage medansvar for den teknologiske udvikling, og de forventes i stigende grad at kunne agere bæredygtigt samt være brobyggere mellem den virtuelle og den fysiske virkelighed.

Flere aftagere fremhæver, at maskinmestre er i toppen af de mest efterspurgte profiler blandt andet i den maritime sektor, og at deres kombinerede viden inden for mekanik, elektronik og klassiske tekniske discipliner gør dem til de eftertragtede generalister, som virksomhederne har brug for. At næsten alle dimittender opnår ansættelse inden for seks måneder efter endt uddannelse, og at ledigheden konsekvent ligger omkring én procent, understreger tydeligt den værdi, maskinmestre skaber i dansk erhvervsliv.

“Det er både glædeligt og vigtigt at få dokumenteret, at maskinmestre i høj grad matcher erhvervslivets behov – ikke bare i dag, men også i fremtiden. Vi står midt i en bæredygtig og digital transformation, hvor teknisk forståelse, ansvarlighed og tværfaglighed er afgørende, og her viser maskinmesteren sig igen som den robuste generalist, der binder det hele sammen,” siger formand Lars Have Hansen som afsluttende bemærkning til undersøgelsens flotte resultater.

Link til undersøgelsen: Maskinmesteruddannelsen – kvalitet og relevans – Maskinmestrenes Forening

Recommended Posts