Skip to content

#94 Fra sort til grøn i klimaregnskabet

Aalborg Portland er med afstand Danmarks største enkeltstående CO2-udleder (i hvert fald inde for landets grænser) med et udslip på 1,43 mio. ton sidste år, men i 2030 vil Portland – som den første cementproducent i verden – være CO2-neutral på egne udledninger inden for scope 1.

For at nå derhen har selskabet udlagt en trebenet klimaløsning, der går på nye, CO2-reducerede produkter, et omfattende skifte til biogene brændsler, og ikke mindst CO2-fangst fra cementproduktionen, der skal bidrage med op mod 55 procents reduktion sammenholdt med virksomhedens udledning i 2021.

Når de mange planer skal blive til virkelighed, er Portlands maskinmestre blandt de vigtigste led i kæden, så Maskinmestrenes Podcast har talt med to af dem i skikkelse af procesingeniør Michael Rosengreen Christensen og driftsleder Michael Møller for at høre, hvad der egentlig skal ske.

»Der er nogle ting, vi ikke kan lave om på, så derfor er vi nødt til at finde på nye måder at rense det restprodukt, vi sender ud. Så nu går vi i gang med et kæmpestort projekt i form af carbon capture, og så skal vi se på, hvor meget vi bliver nødt til at tænke nyt i vores egen proces,« siger Michael Møller.