PRESSEMEDDELELSE: Energikonference 2020 – Esbjerg som energisk omdrejningspunkt

For syvende år i træk afholdes i dag den største energikonference udenfor hovedstadsområdet i Danmarks energimetropol Esbjerg.

Konferencen afholdes med Maskinmestrenes Forening som hovedarrangør, og dagens program sætter på baggrund af klimaaftalen fokus på hvilke konkrete initiativer, som virksomheder, kommuner og brancher har sat i værk for at reducere drivhusgasudledningerne med 70 procent inden 2030 og endvidere opnå klimaneutralitet i 2050.

’Vi har fået nyt energiforlig for et år siden, og vi står overfor et kommende regeringsgrundlag og et EP-valg, som kommer til at forme fremtiden for dansk energi og eksport. Det tema sætter vi fokus på i dag sammen med vores samarbejdspartnere, Aalborg Universitet og Energigruppen-Esbjerg’, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen som optakt til dagens konference.

Med masser af grøn havmølle el fra to energiøer samt Power-to-X og eldrevne varmepumper var den nye klimaaftale fra i sommer et stort grønt skridt. Sammen med vedvarende energi fra landvind, sol, bæredygtig biomasse og biogas har energisektoren nu strategier til at levere den grønne energi, der frem mod 2030 skal reducere CO2-udledninger på tværs af sektorer. Sammen med olie- og gasproduktionen fra Nordsøen kan Danmark blive selvforsynende med energi mange år endnu. Samtidig skal der investeres markant i udviklingen af fremtidens bæredygtige teknologier, og der vil blive taget vigtige skridt mod en grøn omstilling af varmesektoren og industrien.

Til at debattere emnet deltager repræsentanter fra blandt andre Energistyrelsen, Ørsted, Dansk Industri, Dansk Fjernvarme, Wind Denmark og OilGas DK samt borgmester Jesper Frost Rasmussen, Esbjerg og borgmester Erik Lauritzen, Sønderborg.

Recommended Posts